Hvad er “videnskab”?

Den helt korte og vildt overordnede definition er: Professionel håndtering af viden – dvs. tilvejebringelse, kvalitetssikring, formidling og praktisk brug. For overordnet til at kunne bruges, OK. Så hvordan definerer man egentlig videnskab? Det skændes videnskabsteoretikere fra forskellige videnskabelige områder selvfølgelig vildt og inderligt om, og alle rider deres kæpheste – alle prøver at opstille de specifikke krav og betingelser, der passer bedst på netop deres eget område. Og jo mere specifikt (og mindre generelt) det bliver, jo mere bliver de kritiseret af videnskabsfolk fra andre områder. Men her er de helt generelle, overordnede principper – det, der under alle omstændigheder er betingelser for, at noget kan respekteres som videnskab.

Af Per Salling

Den Store Danske definerer videnskab sådan: ”almen betegnelse for systematiske metoder til at frembringe, ordne og udbrede viden og kunnen samt resultaterne af denne aktivitet og de organisationsformer og administrative enheder (som fag og discipliner), hvorunder den foregår. Den viden og kunnen, der er videnskabelig, rækker ud over etableret lærdom, dvs. hvad der er almindeligt accepteret, og hvad der umiddelbart kan forstås eller iagttages (se også kundskaber). Den fokuserer på ny erkendelse skabt gennem forskning, et ord, der ofte benyttes synonymt med videnskab.”

Og den fortsætter: ” Betydningen af det danske ord videnskab er, som det tyske Wissenschaft, meget omfattende og henviser til næsten alle former for systematisk viden om natur, kultur og samfund. Derimod er det engelske science (afledt af lat. scientia) mere snævert og betegner normalt naturvidenskaber.”

Kudos uden Cudos – glem det!

Som nævnt i “Hvad vil det sige af vide noget?” må al professionel håndtering af viden på en eller anden måde rumme en forklaringsmodel, som kan bekræftes og underbygges objektivt og upartisk. Det er kernen i den diskussion om videnskabelig etik, der er blevet ført mellem videnskabssociologer gennem årtier.

I 1940’erne udviklede den amerikanske sociolog Robert K. Merton de såkaldte CUDOS-principper som grundlag for en etik for al moderne videnskab. De er siden blevet finpoleret af andre, og i den endelige version står de fem bogstaver i CUDOS for Communalism, Universalism, Disinterstedness, Originality og Scepticism.  Det skal forstås sådan:

Communalism/communality:

”Fælleseje”: Ny viden skal gøres tilgængelig for kolleger. Videnskabelige fund er normalt produktet af en fælles indsats – man ”står på skuldrene af den foregående generation” – og bliver på den måde fælleseje, som den enkelte videnskabsmand ikke kan gøre krav på ud over den anerkendelse, der følger med at have bidraget til den.

I det ligger også muligheden for ”peer review”, altså at andre forskere kan kontrollere og bekræfte resultater.

Universalism

”Universalisme”, noget der omfatter alle (modsat individualisme). Universalismen indebærer, at ny viden evalueres kritisk, men udelukkende efter universelle og saglige kriterier inden for det pågældende forskningsområdes faglige standarder. Uvedkommende forhold som forskerens/forskerkollektivets nationalitet, race, køn, politiske tilhørsforhold o.l. må ikke indgå i evalueringen.

Disinterestedness

”Upartiskhed”, uafhængigt af interesser. Forskere skal være motiveret af viljen til at finde sandheden om et emne, dvs. opnå ægte viden og gøre opdagelser. De skal skærmes mod at skulle tage hensyn til politiske, ideologiske og økonomiske interesser – og selvfølgelig også personlige interesser som karriere, indkomst, sikkerhed osv. Videnskabsfolk skal populært sagt kun tjene én herre: ”Videnskaben” med stort V.

Originality

”Originalitet”. Videnskabelige resultater skal indeholde egentlig ny viden og forståelse. Det er altså ikke i sig selv ”videnskab” for eksempel at foretage peer reviews på andres forskning (selv om det forudsætter, at man selv er forsker). Punktet er tilføjet til normen ved en senere opdatering – oprindeligt var ”O” en del af ”OS”, ”Organized Scepticism”.

Scepticism

”Skepticisme”. Forskere skal fremlægge deres ideer, teorier, nye hypoteser og fund for en indgående kritisk evaluering fra fagfæller og indgå i en organiseret faglig debat. Et godt eksempel er de videnskabelige tidsskrifters system med fagfællebedømmelse (”peer review”): Før en artikel optages i videnskabens annaler skal den vurderes kritisk af eksperter indenfor fagområdet.

Gælder CUDOS for al videnskab?

I artiklen ”Tilslutter forskere sig de samme normer for videnskab?” på Videnskab.dk gennemgår lektor Claus Emmeche fra Københavns Universitet punkterne nærmere og sætter dem i relief ved at stille dem over for et sæt ”modnormer”, der blev udarbejdet af andre videnskabssociologer i midten af 1970’erne.

Hvis du er interesseret i videnskabsteori som sådan, så er det en spændende (og uafsluttet) diskussion. Ellers kan du nøjes med at acceptere at (stort set) al videnskabsteoretisk diskussion nødvendigvis forholder sig til Mertons principper på et grundlæggende etisk plan, og at de derfor reelt er uomgængelige. Og se så bare at komme videre med dit eget projekt!

Læs mere om en stor håndfuld (otte) grundlæggende elementer, der indgår i stort set al videnskabelig metode – lidt afhængigt af fagretning, men alligevel – i “Mere om videnskabelig metode”.

  1. Indledning: Videnskabsteori i harehøjde
  2. Fagets videnskabsteori: Det, du kan nøjes med – og ikke kan undvære
  3. Hvad vil det sige at vide noget?
  4. Hvad er ”virkelighed”?
  5. Hvad er “videnskab”?
  6. Mere om videnskabelig metode
  7. Naturvidenskabelig tænkemåde
  8. Humanvidenskabelig tænkemåde
  9. Samfundsvidenskabelig tænkemåde
  10. Videnskabelig redelighed og videnskabelig formidling