Hvad er “videnskab”?

Den helt korte og vildt overordnede definition er: Professionel hĂ„ndtering af viden – dvs. tilvejebringelse, kvalitetssikring, formidling og praktisk brug. For overordnet til at kunne bruges, OK. SĂ„ hvordan definerer man egentlig videnskab? Det skĂŠndes videnskabsteoretikere fra forskellige videnskabelige omrĂ„der selvfĂžlgelig vildt og inderligt om, og alle rider deres kĂŠpheste – alle prĂžver at opstille de specifikke krav og betingelser, der passer bedst pĂ„ netop deres eget omrĂ„de. Og jo mere specifikt (og mindre generelt) det bliver, jo mere bliver de kritiseret af videnskabsfolk fra andre omrĂ„der. Men her er de helt generelle, overordnede principper – det, der under alle omstĂŠndigheder er betingelser for, at noget kan respekteres som videnskab.

Af Per Salling

Den Store Danske definerer videnskab sĂ„dan: ”almen betegnelse for systematiske metoder til at frembringe, ordne og udbrede viden og kunnen samt resultaterne af denne aktivitet og de organisationsformer og administrative enheder (som fag og discipliner), hvorunder den foregĂ„r. Den viden og kunnen, der er videnskabelig, rĂŠkker ud over etableret lĂŠrdom, dvs. hvad der er almindeligt accepteret, og hvad der umiddelbart kan forstĂ„s eller iagttages (se ogsĂ„ kundskaber). Den fokuserer pĂ„ ny erkendelse skabt gennem forskning, et ord, der ofte benyttes synonymt med videnskab.”

Og den fortsétter: ” Betydningen af det danske ord videnskab er, som det tyske Wissenschaft, meget omfattende og henviser til nésten alle former for systematisk viden om natur, kultur og samfund. Derimod er det engelske science (afledt af lat. scientia) mere snévert og betegner normalt naturvidenskaber.”

Kudos uden Cudos – glem det!

Som nĂŠvnt i “Hvad vil det sige af vide noget?” mĂ„ al professionel hĂ„ndtering af viden pĂ„ en eller anden mĂ„de rumme en forklaringsmodel, som kan bekrĂŠftes og underbygges objektivt og upartisk. Det er kernen i den diskussion om videnskabelig etik, der er blevet fĂžrt mellem videnskabssociologer gennem Ă„rtier.

I 1940’erne udviklede den amerikanske sociolog Robert K. Merton de sĂ„kaldte CUDOS-principper som grundlag for en etik for al moderne videnskab. De er siden blevet finpoleret af andre, og i den endelige version stĂ„r de fem bogstaver i CUDOS for Communalism, Universalism, Disinterestedness, Originality og Scepticism.  Det skal forstĂ„s sĂ„dan:

Communalism/communality:

”FĂŠlleseje”: Ny viden skal gĂžres tilgĂŠngelig for kolleger. Videnskabelige fund er normalt produktet af en fĂŠlles indsats – man ”stĂ„r pĂ„ skuldrene af den foregĂ„ende generation”. Viden er derfor fĂŠlleseje, som den enkelte videnskabsmand ikke kan gĂžre krav pĂ„ ud over den anerkendelse, der fĂžlger med at have bidraget til den.

I det syn pĂ„ sagen ligger ogsĂ„ muligheden for ”peer review”, altsĂ„ at andre forskere kan kontrollere og bekrĂŠfte resultater.

Universalism

”Universalisme”, noget der omfatter alle (modsat individualisme). Universalismen indebĂŠrer, at ny viden evalueres kritisk, men udelukkende efter universelle og saglige kriterier inden for det pĂ„gĂŠldende forskningsomrĂ„des faglige standarder. Uvedkommende forhold som forskerens/forskerkollektivets nationalitet, race, kĂžn, politiske tilhĂžrsforhold o.l. mĂ„ ikke indgĂ„ i evalueringen.

Disinterestedness

”Upartiskhed”, uafhĂŠngigt af interesser. Forskere skal vĂŠre motiveret af viljen til at finde sandheden om et emne, dvs. opnĂ„ ĂŠgte viden og gĂžre opdagelser. De skal skĂŠrmes mod at skulle tage hensyn til politiske, ideologiske og Ăžkonomiske interesser – og selvfĂžlgelig ogsĂ„ personlige interesser som karriere, indkomst, sikkerhed osv. Videnskabsfolk skal populĂŠrt sagt kun tjene Ă©n herre: ”Videnskaben” med stort V.

Originality

”Originalitet”. Videnskabelige resultater skal indeholde egentlig ny viden og forstĂ„else. Det er altsĂ„ ikke i sig selv ”videnskab” for eksempel at foretage peer reviews pĂ„ andres forskning (selv om det forudsĂŠtter, at man selv er forsker). Punktet er tilfĂžjet til normen ved en senere opdatering – oprindeligt var ”O” en del af ”OS”, ”Organized Scepticism”.

Scepticism

”Skepticisme”. Forskere skal fremlĂŠgge deres ideer, teorier, nye hypoteser og fund for en indgĂ„ende kritisk evaluering fra fagfĂŠller og indgĂ„ i en organiseret faglig debat. Et godt eksempel er de videnskabelige tidsskrifters system med fagfĂŠllebedĂžmmelse (”peer review”): FĂžr en artikel optages i videnskabens annaler skal den vurderes kritisk af eksperter indenfor fagomrĂ„det.

GĂŠlder CUDOS for al videnskab?

I artiklen ”Tilslutter forskere sig de samme normer for videnskab?” pĂ„ Videnskab.dk gennemgĂ„r lektor Claus Emmeche fra KĂžbenhavns Universitet punkterne nĂŠrmere og sĂŠtter dem i relief ved at stille dem over for et sĂŠt ”modnormer”, der blev udarbejdet af andre videnskabssociologer i midten af 1970’erne.

Hvis du er interesseret i videnskabsteori som sÄdan, sÄ er det en spÊndende (og uafsluttet) diskussion. Ellers kan du nÞjes med at acceptere at (stort set) al videnskabsteoretisk diskussion nÞdvendigvis forholder sig til Mertons principper pÄ et grundlÊggende etisk plan, og at de derfor reelt er uomgÊngelige. Og se sÄ bare at komme videre med dit eget projekt!

LĂŠs mere om en stor hĂ„ndfuld (otte) grundlĂŠggende elementer, der indgĂ„r i stort set al videnskabelig metode – lidt afhĂŠngigt af fagretning, men alligevel – i “Mere om videnskabelig metode”.

  1. Indledning: Videnskabsteori i harehĂžjde
  2. Fagets videnskabsteori: Det, du kan nþjes med – og ikke kan undvére
  3. Hvad vil det sige at vide noget?
  4. Hvad er ”virkelighed”?
  5. Hvad er “videnskab”?
  6. Mere om videnskabelig metode
  7. Naturvidenskabelig tÊnkemÄde
  8. Humanvidenskabelig tÊnkemÄde
  9. Samfundsvidenskabelig tÊnkemÄde
  10. Videnskabelig redelighed og videnskabelig formidling

Hits: 281