Skriv bedre dansk: Tips om sproget

Omatskrive.dk’s lille hurtige gennemgang af det danske sprogs værste drillerier. Noget af alt det, der i tidens løb har lokket læsere og kolleger, studerende og kursister hen til Den Gamle Sprogbisses fysiske eller virtuelle skrivebord. For hvad er egentlig rigtigst at skrive lige hér? Hvordan skriver jeg bedre dansk?

Af Per Salling

Ad eller af?Ligge eller lægge? (1)
Anførselstegn plus komma el. punktumLigge eller lægge? (2)
Apostrof-sMen eller mén?
Både – ogOg efter punktum?
DatoangivelserOm hvorvidt …
Enkel eller enkelt?Orddeling
“Formelt” og “foreløbigt” grundledOrddeling – svære ord
Førstevalg eller første valg?Punktum og parentes
-gører eller -gør?Sammensatte ord
Gås eller gåes?Som eller der – eller som der?
“Hans” eller “sin”?Springe eller sprænge?
Højst eller højest?STORT eller småt? (1)>
“Idiotkomma”STORT eller småt? (2)
Ikke bare – men ogsåSætningsknuder
“Jeg” eller “mig”? “Vi” eller “os”?Sætningsord
“Jeg” eller “vi”?Udenom eller uden om?
Komma ved “at”Verbalsubstantiver
Komma ved navneVor,vort, vore – eller bare vores?

Ad eller af?

Man kan ikke høre forskel, så mange kommer i tvivl. Men der er en ret præcis betydningsmæssig skelnen, så det bør egentlig ikke være alt for svært:

Ad betegner en retning eller bevægelse langs, gennem eller hen mod noget:

  • De går hen ad vejen.
  • Det går ad H. til.
  • Han stå lænet op ad muren.
  • De kom ad to gange.

Det gælder også i overført betydning:

  • De følges ad.
  • Jeg ved det ikke, men kan spørge ad.

Af betegner en bevægelse ud eller væk fra noget, også fx en del, der tages ud af en større mængde:

  • ud af garagen
  • tage af bordet
  • det bedste af det hele
  • hjørnet af Storgade og Østergade
  • en af gutterne.

Det gælder også i overført betydning: på grund af noget:

  • Hun klappede af begejstring.
  • Barnet blev hentet af sin mor.
  • Træet blev ramt af lynet.

I enkelte tilfælde er der valgfrihed. Det skyldes, at ordet kan forstås på begge måder:

  • smile ad/af ham (smile til ham eller på grund af ham)
  • kaste bolden ud ad vinduet (gennem)
  • falde ud af vinduet (fra).

Til top

Anførselstegn plus komma eller punktum

Vi bruger anførselstegn i 2 situationer: Ved replikker og citater samt ved navne, titler og ord, der tages forbehold for – altså ord, som på en eller anden måde fremhæves. Kommaproblemet (som også gælder punktum og andre tegn) eksisterer selvfølgelig kun ved “anførselstegn slut”.

Ved talte replikker

Hvis det citerede i sig selv er en hel sætning, skal sætningstegnet stå før anførselstegnet:

Hvis det citerede er anbragt inde i en sætning, skal kommaet stå efter anførselstegnet:

  • Han siger altid “straks”, også når han mener “om en times tid”.
  • Chefen insisterer på, at vi kigger ind og siger “god morgen”, når vi kommer.

Retskrivningsreglerne rummer en mulighed for dobbelt tegnsætning efter en replik, der slutter med fx udråbs- eller spørgsmålstegn (RO §65.4):

  • “Det var sørens!”, tænkte læseren ved sig selv.
  • Betjenten spurgte: “Er De kommet noget til?”.

Hertil kan jeg kun sige: Lad være! Det er formelt lovligt, men de fleste vil rynke på næsen ad den slags tegn-inflation.

Citater og andre ord i anførselstegn

Ved citater inde i en sætning skal komma (og punktum og andre tegn) sættes efter anførselstegnet:

  • Det var Winston Churchill, der engang sagde, at “kunsten at kede består i at tage det hele med”.
  • Han har “studeret”, så længe jeg kan huske.
  • Vi boede på “Den hvide Hest”, da vi var i Tyrol.
  • Der er forskel på at sejle med kronprins Frederik og med “Kronprins Frederik”.

Til top

Apostrof-s

Må man skrive Nansensgade’s Kiosk, Leif’s Bodega eller Glostrup’s store byggemarked? NEJ!

Apostrof-s i ejefald (også kaldet genitiv-s) bruges på dansk kun, når navnet eller navneordet ender på s, x eller z: Hans’ bil, Marx’ manifest, Lorenz’ far, samt efter forkortelser: IBM’s overskud, HK’s medlemmer.

I alle andre tilfælde er apostrof-s fy-fy!

Til top

Både – og … ikke bare – men også

Så kom den igen, denne gang serveret af en nyhedsoplæser i Radioavisen:

  • “Både på Roskilde, men også på landets andre musikfestivaler har lommetyvene kronede dage.”

Og allerede dagen efter supplerede en københavnsk toppolitiker samlingen med dette udsagn (som jeg i øvrigt rent indholdsmæssigt er aldeles enig i):

  • “Både på gågaderne i Indre By, men også på de smalle fortove på brokvartererne er vi nødt til at begrænse de handlendes fortovsudstillinger af hensyn til fremkommeligheden.”

Og det kan godt være, at det er både rigtigt og sympatisk – men sprogligt set er det altså forkert.

  • “både – og” er ét udtryk.
  • “ikke kun – men også” er et andet udtryk.

De må ikke blandes!

Det vil sige, at formuleringen *”både politikere, men også journalister kan finde på det” er sprogligt forkert – uanset hvor mange gange du hører det i radio- og TV Avisen og læser det i din daglige gratisavis.

Nå – der er håb forude. Ikke kun gymnasieelever, men også journalister og politikere kan faktisk godt lære både at skrive og at tale nogenlunde korrekt. Læs og lyt selv, og find de gode eksempler!

Til top

Datoangivelser

Er dette den samme dato?

  • 2007-09-06
  • 06-09-2007

Er du nu HELT sikker? – Hvor meget tid skal du bruge på at tænke over det?

De danske regler for datoangivelser er på papiret meget liberale. Men det betyder ikke, at alt er lige godt; for der er en stærk dansk (og europæisk kontinental) tradition for at skrive datoer på én måde (dag-måned-år) og en engelsk/amerikansk tradition for at gøre det omvendt: år-måned-dag.

Det betyder, at

  • du bør ubetinget følge dansk tradition, hvis du primært skriver til danskere.
  • du bør følge engelsk/amerikansk tradition i engelsksprogede (men ikke tysk- eller fransksprogede) breve.

De almindeligste måder at skrive en dato på efter den dansk/kontinentale tradition er:

  • 9. september 2006
  • 9/9-2007

Selv om der er andre tilladte muligheder (se Retskrivningsordbogen §66), bør du benytte en af disse måder – simpelthen fordi de er de almindeligste. Det betyder nemlig, at de ikke trækker opmærksomheden til sig på bekostning af brevets øvrige indhold.

Til top

Enkel eller enkelt?

Dette er et drilsk problem; for de to ord ligner hinanden til forveksling, er somme tider det samme ord og betyder somme tider det samme – men kun somme tider.

Enkel er et tillægsord, som betyder noget i retning af “simpelt”; det kan gradbøjes helt normalt: enkel(t), enklere, enklest.

  • En enkel nederdel – enklere kan det ikke siges – det enkleste ville være …

Enkelt kan både være intetkøn af tillægsordet enkel og et helt andet tillægsord: Enkelt – noget der kun er én af. Dette “enkelt” kan ikke gradbøjes, for noget kan jo ikke være mere eller mindre det eneste eksemplar af et eller andet.

  • Den enkleste måde at tabe sig på er at nøjes med en enkelt pølse.

På den måde – ved at prøve at gradbøje ordet – kan du finde ud af, om en enkel(t) behandling er en ukompliceret behandling, eller om den bare er den eneste, der skal udføres. Hvis det første er tilfældet, skal ordet følge navneordets køn: en enkel (ukompliceret) behandling. I det andet tilfælde skal det altid ende på -t: Nu mangler han kun en enkelt behandling, og så kan han begynde på jobbet igen.

Til top

“Formelt grundled” og “foreløbigt grundled”

Det er let nok at finde grundleddet (subjektet) her: “Ole sad på en knold og sang.” Men hvad så her: “Det kimer nu til julefest” … ? Hvad for noget “det” er det, der kimer?

Det er helt rigtigt, at “det” er grundled, rent grammatisk – også selv om vi ikke kan se “det” for os. Sådan et grundled kalder man et formelt grundled: Et konstrueret eller fiktivt grundled, som bliver sat ind, fordi den sætningskonstruktion nu engang kræver et grundled, mens udsagnsleddet ikke rigtig tillader det.

Et andet, men lignende “det” finder vi her:

  • Nu ville det være rart at komme hjem. (= Nu ville at komme hjem være rart.)
  • Det var godt, at du kom. (= At du kom var godt.)

Her er det reelle grundled faktisk til stede, og vi kan se det. Men det står det forkerte sted – enten som en hel ledsætning eller som et efterhængt led. Og i begge tilfælde kræver sætningskonstruktionen, at vi sætter et “det” ind på den plads, hvor grundleddet normalt skulle stå. Det “det” kalder vi et foreløbigt grundled.

Altså:

  • Formelt grundled, når der ikke er noget reelt
  • foreløbigt grundled, når det reelle står et “forkert” sted i forhold til den normale sætningskonstruktion.

Til top

Førstevalg eller første valg?

Førstevalg, andengradsforbrænding, tredjeplads og fjerdemand…

Vi kender alle sammen disse ord, der er sammensat af et ordenstal og et navneord. De er hele ord. De skal skrives i ét ord, og de skal skrives helt ud.

Førstevalget er det, man allerhelst vil have. I modsætning til dét er “det første (eller 1.) valg” blot det første valg, man udsætter sig for at skulle træffe ved at blive født. Når det er truffet, kommer det andet, det tredje osv.

Andengradsforbrænding (eller -ligning) er en forbrænding (eller ligning), der opfylder en bestemt, præcist defineret kvalifikation. “2. grad” er snarere den anden grad nordpå, målt fra ækvator – eller måske betegnelsen for en trafikfunktionær af 2. grad.

Tredjepladsen er den plads, der indbringer en bronzemedalje, hvorimod 3. plads er et sted oppe bagved og ude til siden i cirkus.

Fjerdemanden er ham, man altid mangler til en whist. Den fjerde mand er bare ham, der kommer efter den tredje.

Det vil sige: Fjerdemand er ét, og den fjerde mand noget helt andet. Og man kan kun erstatte “fjerde” med “4.”, hvis ordenstallet og navneordet bagefter ikke hænger sammen i ét ord.

Så den 1. elsker er måske nok et sødt minde; men førsteelskeren venter hun stadig på …

Til top

-gør eller -gører?

Man støder ofte på udtryk som

  • “Klonede dyr udgører ingen sikkerhedsrisiko” (dr.dk)
  • “Byret afgører gammel pokersag” (fyn.dk)
  • “Den systemansvarlige virksomhed opgører løbende størrelsen af …” (energitilsynet.dk)
  • “På baggrund af modellen redegører de for anvendelsen …” (kts.dk)

Men det er forkert, alt sammen! Afgøre, færdiggøre nedgøre, opgøre, redegøre, rengøre, udgøre osv. er alle sammen sammensætninger med “gøre”, og de skal bøjes på præcis samme måde: Jeg gør, jeg gjorde, jeg har gjort.

Altså:

  • “Klonede dyr udgør (udgjorde) ingen sikkerhedsrisiko”
  • “Byret afgør (afgjorde, har afgjort) gammel pokersag”
  • “Den systemansvarlige virksomhed opgør (opgjorde, har opgjort) løbende størrelsen af …”
  • “På baggrund af modellen redegør (redegjorde) de for anvendelsen …”

Og nej – der er ingen valgmulighed på dette punkt.

Til top

Gås eller gåes?

Det er et almindeligt spørgsmål: Skal der være -e- efter en trykstærk vokal i et udsagnsord?

Syr min mor, eller syer hun? Rir eller rier hun først? Dur plæneklipperen, eller duer den? Gås eller gåes der til makronerne, når vi går (gåer?) julegåsen efter, før vi fylder den med æbler og svesker?

Reglen er heldigvis nem:

  • “-e” er valgfrit efter -i, -y og -u.
  • Alle andre steder er det forbudt.

rier, syer og duer er OK. Men vi går til folkedans, mens rugen drær. Og grønsagerne skal tøs op før brug …

Til top

Hans eller sin?

“Han tog hans hat og gik hans vej” – hans eller sin?

Hvis grundleddet står i ental og er “ejermanden” i en sætning, skal man bruge sin/sit/sine:

  • Han tog sit armbåndsur af.
  • Hun tog sine gummistøvler på i skoven.

Står grundleddet i flertal, skal man bruge deres:

  • Træerne mister deres blade om efteråret.
  • Pigerne tog deres gummistøvler på i skoven.

Når det, man henviser til, er noget andet end grundled, skal man bruge hans/hendes/deres:

  • Jeg så hendes mand den anden dag.
  • Han fik lov at køre i skole på hans nye cykel.
  • Vennerne var ikke hjemme, så de lånte deres bil uden at spørge.

I den næstsidste sætning er det altså en andens cykel, “han” kører på.

“Skjulte sætninger”

En skjult sætning er en sætning, der har mistet sit grundled og er blevet sluset ind som led i en anden sætning:

  • De hørte, at den fulde mand prøvede at starte sin bil.
  • De hørte den fulde mand prøve at starte sin bil.

Der skal stadig stå “sin”, selv om det ikke viser tilbage til et grammatisk grundled; for det viser tilbage til det logiske “grundled” – den, der handler – i den skjulte sætning: “den berusede person”.

Her skal man passe på, for teksten kan blive dobbelttydig:

  • Anmelderen bad konen ringe til sin psykiater.
  • Kvinden fandt den tiltalte liggende nøgen i sin seng.

I den første sætning kan man ikke se, om det er anmelderens eller konens psykiater, der skal ringes til. I den anden ved vi ikke, hvis seng den nøgne person ligger i – sin egen eller kvindens. Her må man enten omformulere sætningen eller bruge “hans/hendes”, selv om det formelt er ukorrekt.

I langt de fleste tilfælde fremgår det dog af sammenhængen, hvem sin/sine henviser til. Men det kan godt se (ufrivilligt) underholdende ud:

  • John bad Hanne tage sin bh af.
  • Camilla så John kysse sin kone.
  • Hun bad sit barnebarn tage sit gebis ud
  • John havde brækket armene og bad derfor konen barbere sit skæg.

Hvad står der her?

  • Han tog på ferie med sin kone.
  • Han tog på ferie med hans kone.
  • John tog hans kniv og stak den i sin mave.
  • John tog sin kniv og stak den i hans mave.
  • Hun bad ham binde sine snørebånd.
  • Damen så den skumle fyr fylde tasken med sit sølvtøj.

Huskeregel: Sin-min – hans-hans

  • Han kørte væk i sin bil – fordi jeg kørte væk i min bil.
  • Han kørte væk i hans bil – fordi jeg kørte væk i hans bil.

Til top

Højst eller højest?

Han er den højeste dreng i klassen, men han er alligevel højst en meter og firs.Højest har 2 funktioner:

  • Det kan være tredje grad af tillægsordet “høj”: høj – højere – højest. Så fortæller det altid, at et eller andet er det højeste eller største: Det højeste tårn, den højeste tone, den højeste værdi, naboens æbletræ er højest.
  • Det kan være et biord, og så siger det noget om en eller anden handling: Han råbte højest, huset blev solgt til den højest bydende (dvs. den der bød højest). I denne betydning kan højest ikke bøjes i ental og flertal eller i bestemt form.

Så højest hører altid til i en eller anden form for sammenligning. Højst er altid et biord. Det bruges ikke ved sammenligninger, men i betydninger som “særdeles” og “maksimalt”. Man kan sige, at “højest” betyder “mest”, mens “højst” betyder “overordentligt meget”.

  • Det er da højst interessant!
  • Jeg bliver der højst en time.
  • Der var højst afgivet et par hundrede stemmer på ham.

Højst er også ubøjeligt.

Til top

”Idiotkomma” – den lille fælde ved komma mellem hovedsætning og bisætning

Når en bisætning følger efter en hovedsætning, begynder bisætningen ofte med et bindeord. Det bindeord hører til bisætningen, og derfor skal kommaet stå før det:

  • Jeg så, at bonden såede.
  • Jeg spurgte, om bonden blev færdig med at så i dag.

Men somme tider står der et forholdsord før bindeordet. I de tilfælde bliver forholdsord og bindeord til ét samlet udtryk (uden atfor atefter atsom om osv.) , og kommaet skal stå før det samlede udtryk – altså før forholdsordet.

  • Det regnede blidt, uden at bonden holdt op med at så.
  • Det lød, som om bonden var færdig med at så.

Det er fejl i denne situation, gammeldags sproglærere kalder ”idiotkomma”, fordi de selv synes, at det er jo så let …

Til top

“Jeg” eller “mig”? “Vi” eller os”?

En gammel skolekammerat påpegede en fejl i min artikel “Skriv FØRST – redigér BAGEFTER”, hvor jeg skriver: “Her og nu vil jeg nøjes med at give dig et råd: Gør som mig!” Der skal vel stå “Gør som jeg (gør)”, mente han. Ja – og så alligevel nej.

På dansk bøjer vi jo for det meste kun navneord i nominativ og genitiv (ejefald)(med -s). Men akkusativ eller “genstandsfald” findes også på dansk, og i de personlige stedord bliver det synligt.

  • Jeg kyssede min kæreste farvel.
  • Min kæreste kyssede mig farvel.
  • Min kæreste gav mig et kys.

Efter sammenligningsudtryk med “end” og “som” bliver det mere vanskeligt, og her kan man komme i tvivl:

  • Han er større end jeg/mig.
  • Hun har flere venner end du/dig.
  • De er flere end vi/os.

Hvis du skriver sætningen om, så sammenligningen bliver til en hel sætning, bliver det lettere:

  • Han er større, end jeg er.
  • Hun har flere venner, end du har.
  • De er flere, end vi er.

Så det formelt korrekte er altså:

  • Han er større end jeg.
  • Hun har flere venner end du.
  • De er flere end vi.

MEN så er der det, at vi ofte føler det korrekte valg unaturligt. Der kan nemlig der på dette punkt være stor forskel mellem det formelt korrekte skriftsprog og det almindelige talesprog. For eksempel vil langt de fleste af os føle det helt naturligt at sige: “De er flere end os.” Eller “For de af medlemmerne, der har børn, vil der blive arrangeret en juletræsfest.” Eller “Dem henne på hjørnet har haft indbrud igen”; og alle de sætninger er formelt set ukorrekte.

Sproget.dk citerer Håndbog i Nudansk på dette punkt: “Efter ordene end og som er det sikrest at følge hovedreglen og skrive fx “Han er større end jeg”. Men det er også almindeligt at bruge akkusativ uanset hvad led pronomenet er i sætningen, fx “Han er større end mig”, og denne brug af akkusativ bør ikke regnes for forkert.”

Der er i øvrigt heller ikke noget nyt i den. Se fx Paul Diderichsens “Elementær Dansk Grammatik” s. 109 – og den er fra 1946.

Pas på overkorrekthed!

Der er nogen, der er blevet irettesat for at sige eller skrive fx “Ingen har betalt større skatter end os borgere.” (… , end vi borgere har.) De har fået at vide, at det hedder “vi borgere” – men uden at forstå hvorfor og hvornår. Så nu fortsætter de med at skrive:”Der bliver aldrig taget hensyn til vi borgere”, og det er altså lige så (formelt) skrupforkert, som det lyder! Altså:

  • Der bliver aldrig taget hensyn til
  • Der bliver aldrig taget hensyn til os borgere.

Håndbog i Nudansk har en udførlig gennemgang af de forskellige situationer, hvor der kan være tvivl, og af forskellene mellem det uformelt brugte og det formelt korrekte. Læs den!

Til top

“Jeg” eller “vi”?

Der er gennem tiden spildt megen god energi på at overveje, om man skal skrive “vi” eller “jeg” i forretningsbreve.

“Vi” er den traditionelle løsning, og den ser umiddelbart også logisk ud; for man skriver på vegne af sin organisation, og det må jo være “os”. Men der er store ulemper ved “vi”.

For det første kan indtrykket blive upersonligt og ansvarsforflygtende, og det er ikke godt. For det andet kan modtagerens kontaktmulighed blive upræcis, og det er endnu værre.

Her er en god løsning fra et forsikringsselskab:

Vi har modtaget din anmeldelse om det-og-det.

For at kunne behandle sagen mangler vi de-og-de oplysninger. Derfor vil jeg bede dig udfylde det vedlagte skema og sende det tilbage til mig.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe til mig.

Venlig hilsen, Kirsten Kimer”

Altså:

  • “Vi” er Selskabet – hovedkontoret, der udbetaler erstatninger, afgør sager, tilbyder forsikringer
  • “Jeg” er afsenderen af det aktuelle brev – kundens personlige sagsbehandler og derfor den person, der meddeler, spørger, sender og kan ringes til.

Det er en glimrende løsning, fordi den åbner for, at afsenderen kan gå over i jeg-form, så snart det er passende; og det gør altid et godt indtryk på modtageren, når underskriveren står frem som menneske i stedet for at gemme sig bag selskabets autoritet. Ansvarsfordelingen mellem selskab og sagsbehandler bliver klar, og modtageren kan let finde et menneske at henvende sig til.

Kan man skrive “vi” og “jeg” i samme brev? Ja, det kan man godt; men selvfølgelig skal man da holde tungen lige i munden. Som altid, når man skriver.

Husk også: Hvis kunden netop ikke skal ringe til dig, men til en anden, så skriv det: Du er velkommen til at ringe til Hans Hansen på 12 34 56 78. Det handler om personlighed, men også om præcision.

Til top

Komma ved “at”

Vi har to problemer: Komma efter “at” og komma før “at”. Det nemme først.

Komma efter at

Hvornår skal der komma efter at? Aldrig!!!

Jo, nogen kan sikkert godt konstruere et eller andet tænkt eksempel, hvor der pludselig dukker et komma op efter “at”. Men hvis du skriver ganske almindeligt og usnørklet, så skal der aldrig komma efter “at”. Aldrig. Husk det nu: Aldrig.

Komma før at

Her kan man vælge at springe over, hvor gærdet er lavest, eller man kan vælge at løse problemet med grammatiske løvefødder og gesvejsninger. Vi tager den sjove løsning først.

Den grammatiske
Der er 2 forskellige slags “at” på dansk: Bindeord (konjunktion) og “infinitivmærke”.

  • “Bindeords-at” hægter en ledsætning fast til en hovedsætning: “Han lovede at han ville gøre det”. Der er en sætning (kryds og bolle) både før og efter “at”. Tjek det lige selv. Sådan et “at” hører til ledsætningen, og derfor må kommaet ikke stå mellem det og resten af ledsætningen. (Altså igen: Ikke komma efter at!)
  • “Infinitivmærke-at” står altid sammen med navneformen (infinitiven) af et udsagnsord. Det er den form, man slår udsagnsordet op under i en ordbog: at læse, at skrive, at spise, at transhypnografere … Den slags “at” hører sammen med udsagnsordet, så kommaet må naturligvis ikke stå mellem de to ord. (Altså igen: Ikke komma efter at!)

Det er to helt forskellige “at’er”. De bruges forskelligt, og de udtales forskelligt:

  • “Han lovede bestemt () han ville gøre det.” “Bindeords-at” udtales tit så svagt, at vi (næsten) ikke hører det.
  • “Å spise, å drikke og å sove – det er alt, hvad der interesserer ham.” “Infinitivmærke-at” bliver altid udtalt – men tit som et slapt “å” (som i “godt” eller Aalborg”).

“Bindeords-at” bruges som nævnt i begyndelsen af en ledsætning for at hægte den på hovedsætningen. Og hvis du sætter traditionelt grammatisk komma, så skal der være komma lige præcis dér – mellem de to sætninger. Det vil sige komma før “bindeords-at”: “Han lovede bestemt, at han ville gøre det.” (Hvis ledsætningen da ikke står før hovedsætningen – så er der et punktum i stedet: “- – . At han ville gøre det, det lovede han bestemt.”)

“Infinitivmærke-at” bruges til at stå foran en bestemt bøjningsform af udsagnsord. Og det er en bøjningsform, der ikke kan bruges som udsagnsled i en sætning (Se artiklen “Hvad er en sætning?”), og som normalt slet ikke kan stå først i en ledsætning. Derfor må der normalt ikke være komma før sådan et “at”! Eneste undtagelser er opremsninger som i eksemplet ovenfor: “at spise, at drikke og at sove – ” – men det er et opremsningskomma, ikke et sætningskomma.

Hanlovede,athanvillegøre det.
xoxo
Hanlovedeat gøre det.
xo

Altså: Kun sætningskomma mellem sætninger! Og “infinitivmærke-at” betyder IKKE, at der begynder en ny sætning!

Den nemme
Der er en meget nemmere løsning på problemet. Den forudsætter, at du bruger “nyt komma” – eller rettere “undtagelsesreglen”, som siger, at man ikke sætter komma dér, hvor en ledsætning begynder. (Bortset fra visse tilfælde, hvor man skal gøre det alligevel, men lige præcis dén undtagelse fra undtagelsen er ikke relevant her.)

Hvis du sprang “den grammatiske” over og hoppede direkte hertil, så gå tilbage og læs forklaringen om de to forskellige slags “at”. Så nem er “den nemme” nemlig heller ikke.

  • Hvis du ikke sætter komma dér, hvor en ledsætning begynder, skal du selvfølgelig ikke sætte komma foran “bindeords-at”.
  • Du må som ovenfor nævnt heller ikke sætte komma før “infinitivmærke-at”, medmindre der er en opremsning, hvor du skal sætte “og-kommaer”.

Fordelen er altså, at du kun skal sætte komma foran “at”, hvis det lille frække ord indgår i en opremsning af navneformer (infinitiver) af typer “At spise, at drikke og at sætte komma – det er alt hvad han tænker på.” Og at du aldrig skal sætte komma efter “at”.

Ulempen er, at du – hvis du vil være konsekvent – er nødt til at bruge “undtagelsesreglen” (“nyt komma”) konsekvent. Og det er ikke lige så let hele vejen rundt.

Til top

Komma ved navne

“Komiker, Jan Gintberg, og journalist, Martin Krasnik, diskuterer om at karrikere Sarah Palin og John McCain” (Skilt på skærmen på den amerikanske valgaften – TV2 Nyhederne) Hvad er der galt her?

Den slags kommaer er kendt som “parenteskommaer”, og de optræder tit i forbindelse med navne:

  • Statsministeren, Lars Løkke Rasmussen, bor i Helsinge.
  • Lars Løkke Rasmussen, statsministeren, bor i Helsinge.

MEN:

  • Statsminister Lars Løkke Rasmussen bor i Helsinge.

Forskellen er, at i de to første eksempler kan ordene mellem kommaerne undværes: Statsministeren bor i Helsinge. Men i det nederste eksempel går det ikke: *Statsminister bor i Helsinge. Hvorfor ikke?

I de to første eksempler er komma-parentesens indhold en forklaring af, hvad det er for en statsminister (eller en Lars Løkke Rasmussen), vi mener. Den forklaring kan undværes, uden at sætningen bliver umuligt – rent grammatisk, i hvert fald. Det kaldes apposition eller navnetillæg.

Men i det nederste eksempel er “Statsminister Lars Løkke Rasmussen” en helhed, som ikke kan splittes op: titel + mand. Ordet “statsminister” alene dur nemlig ikke som grundled i sætningen, når det står i ubestemt form.

Så det indledende eksempel er forkert, fordi – populært sagt – “du må ikke sætte komma mellem titlen og manden”, i hvert fald ikke når titlen står i ubestemt form.

Til top

Kan en læggehøne få liggesår?

Flere har bedt mig skrive lidt om problemet med at bruge “ligge” og “lægge” rigtigt, senest med udgangspunkt i en overskrift fra Erhvervsbladet: “Et overbud af aktier fra fem nordiske finansselskaber kan ligge en dæmper på kursudviklingen i finanssektoren”. Det er jo forkert.

Ligge og lægge hører sammen på samme måde som sidde og sætte, springe og sprænge. Forskellen er den, at det første ord bruges uden genstandsled: man kan ligge (stille), sidde (blødt) og springe (højt), men det andet ord kræver genstandsled: man kan lægge et æg, sætte kanden på bordet og sprænge Langebro i luften. Det sidste bør man dog lade være med.

Man ligger, sidder og springer – men man lægger, sætter og sprænger noget. Altså:

  • Konen lægger et æg i kurven, og så ligger det i kurven.
  • Manden sætter sig i sofaen, og så sidder han blødt.
  • Datteren sprænger et kanonslag, og så springer alle ruderne.

Du kan prøve at omskrive ordet med “få til at”, hvis du er i tvivl:

  • lægge = få til at ligge
  • sætte = få til at sidde
  • sprænge = få til at springe

Hvis vi tager overskriften fra Erhvervsbladet igen, kan vi altså sige, at overbuddet af aktier kan lægge en dæmper på kursudviklingen, det vil sige dæmperen til at ligge der – og så ligger den, hvor den blev lagt; for problemet findes jo ikke kun i nutid.

  • Jeg lagde barnet i seng, og dér det så.
  • Jeg har lagt barnet i seng, og der har det ligget lige siden.

Og ja – jeg ved godt, at man visse steder i landet med sindsro siger, at “jeg har lagt i sengen hele sidste uge”; men det er altså ikke korrekt rigsdansk!

Kan en læggehøne så få liggesår? I princippet ja – men kun, hvis den ligger på æggene efter at have lagt dem …

Til top

Læggehøns og liggehøns …

Tak for mange kommentarer til emnet. Specielt tak til min gamle kollega Ebbe Nielsen, som gør opmærksom på, at der jo både findes læggehøns (som lægger æg) og liggehøns (som ligger og ruger på æggene) – og at sidstnævnte faktisk godt kan få læggesår, hvis de kommer til at lægge et æg og pådrager sig et sår i måsen ved den for dem uvante anstrengelse …

Et supplerende spørgsmål går på “grundliggende” og “grundlæggende”; begge ord står nemlig i ordbogen som ligeberettigede muligheder. Hvad skal man så foretrække?

“Grundliggende” er først dukket op i Retskrivningsordbogen i 1996 – indtil da var “grundlæggende” eneste mulighed. Begge ord kan afledes helt logisk af henholdsvis “ligge” og “lægge”:

  • grundliggende – noget ligger til grund for …
  • grundlæggende – jeg lægger noget til grund for …

Politikens Håndbog i Nudansk anbefaler at bruge “grundlæggende”, måske fordi “grundliggende” først er blevet accepteret for ganske nylig, og nogle (ældre) læsere derfor kan tro, at det er en stavefejl. Argumentet er nok lidt tvivlsomt; ord dukker først op i Retskrivningsordbogen, når de allerede har en vis udbredelse i virkeligheden. Men det er jo praktisk, at vi er enige om, hvordan vi staver, så jeg vil anbefale “grundlæggende” – om ikke af anden grund, så fordi det helt sikkert er det almindeligste.

Til top

Men eller mén?

Der er intet ord i den danske retskrivning, der skal skrives med accent (trykstreg eller på fransk: accent aigu). Og generelt anbefaler sprognævnet, at man holder sig tilbage og kun bruger accenter, hvor det letter forståelsen. Dér kan de til gengæld være meget nyttige for læseren.

  • Han købte kun en stol. (Ikke en sofa)
  • Han købte kun én stol. (Ikke 4)

Et oplagt sted at bruge accent er ved ord, der stavemæssigt kan forveksles med andre ord, og hvor kun trykket adskiller dem:

  • Om lidt går alle børnene ned ad en allé.
  • Har man begge arme, kan man slutte sig til en armé.
  • En skuespiller kan entre scenen og gøre en god entré.
  • Man kan sniffe til en rose, mens man nipper til et glas rosé.

Her kommer “mén” ind i billedet. Mange har kigget i Retskrivningsordbogen og konstateret, at der står “men”. Men men kan forveksles med men (altså netop ikke men) i løbende tekst; og selv om læseren nok ikke vil misforstå teksten i sammenhængen, kan han eller hun sagtens blive nødt til at springe tilbage: Hvad stod der…? Nåeh ja. – Og det er jo fuldstændig unødvendigt, når det nu er legalt at skrive “mén”.

Kig selv i Retskrivningsordbogens § 5 – det får du ikke mén af!

Til top

Og efter punktum?

Ja, hvorfor ikke? Det forudsætter selvfølgelig, at “Og” indleder en hel sætning; men ellers er det grammatisk set helt problemfrit.

  • Ud fra en grammatisk analyse er der to ganske almindelige sætninger i dette eksempel. Og så er der vel ikke noget at komme efter?

Nej, det er der ikke – sådan set. For der er alligevel 2 ting, du skal være opmærksom på.

For det første skal der altså være en hel sætning efter punktummet. “Sætninger” som disse går ikke:

  • * Vi tilbyder at stå bag dig i alle livets faser. Og bistår gerne med råd og vejledning i livets overgange.

Den slags kan gode skønlitterære forfattere og meget gode reklametekstforfattere slippe af sted med uden at brække øjnene på læseren, for de ved, hvad de gør. Men for de fleste af os bliver det lige så grimt som i eksemplet her.

For det andet er der en logisk grund til, at så mange (fejlagtigt) tror, at man ikke må.

“Og” er vores stærkeste bindeord; det forbinder ord, udtryk og sætninger, som hører stærkt sammen, og derfor kan et punktum før “og” godt give oplevelsen af en logisk forbindelse, der bliver afbrudt.

  • Nikolaj. Og Julie.

Kombinationen “punktum + og” er et meget effektfuldt stiltræk, som kan give teksten en særlig betoning og en vinkling af det indhold, modtageren opfatter: en kunstpause, der understreger det følgende.

  • Efter 9 års ægteskab kom Lise en aften hjem og meddelte, at nu ville hun skilles, og det passede Bo udmærket.
  • Efter 9 års ægteskab kom Lise en aften hjem og meddelte, at nu ville hun skilles. Og det passede Bo udmærket.

Krydderier er en forudsætning for at lave god og spændende mad, men de skal bruges med måde. Det samme gælder sprogets særlige effekter, som “punktum + og” er én af. Så næste gang du griber dig selv i at begynde med “Og” efter et punktum, bør du kigge lidt på sammenhængen.

  • Sætter du punktummet, bare fordi sætningen er ved at blive for lang, så se på hele sætningens struktur en gang mere.
  • Skriver du “Og” uden at have noget specielt behov for at binde teksten sammen, så overvej det “Og” en gang til.
  • Skriver du “. Og” for at opnå en bestemt effekt – jamen så gør det dog! Du må godt! Og det er ikke engang løgn…

Til top

Om hvorvidt

  • Forsvareren vil ikke udtale sig om, om den sigtede vil erklære sig skyldig.

Sådan kan man da ikke skrive! – Og hvorfor så ikke? – Jamen … det – det lyder da grimt … det må da være forkert! Det må da hedde “… om, hvorvidt den sigtede vil erklære sig skyldig”!

Nåh ja. Det lyder grimt, og så må det være forkert. Vi lader argumentationens logik hvile i fred og ser i stedet på grammatikkens love.

Der er absolut intet grammatisk ukorrekt i sætningen ovenfor! Det 2 “ommer”, der ser så grimme ud i hinandens selskab, hører til i hver sin sætning, og der er de brugt aldeles korrekt:

  • Forsvaret vil ikke udtale sig om det.
  • Jeg gad vide, om den sigtede vil erklære sig skyldig.

Der er mange eksempler på, at 2 ens ord kan gnubbe næse hen over et komma uden at vække offentligt anstød:

  • Hvor mange er der, der vil have mere at spise nu?
  • Det, det kommer an på, er den personlige gennemslagskraft.

Til gengæld kan der være et problem, hvis de to ord står ved siden af hinanden inden for samme sætning:

  • Cæsar var lige så stor som statsmand som som hærfører.
  • Jeg har desværre ikke fået noget at skrive med med.

De eksempler er ganske vist også fuldstændig korrekte i grammatisk henseende, men de fleste vil formodentlig anse dem som lidt klodset udtrykt – noget, man vil forsøge at omformulere.

Og det gælder altså af en eller anden uransagelig grund også om, om – selv om de 2 ommer står i hver sin sætning og derfor burde være hævet over enhver anklage for dårligt sprog. Du har 2 muligheder:

  • Du kan insistere på din umistelige ret til at skrive om, om – og give pokker i, at mindre skarpe sprogbrugere tror, at det er en fejl.
  • Du kan acceptere, at nogen af dine læsere altså synes, at det er grimt – og formulere sætningen om: Forsvareren vil ikke oplyse, om den sigtede vil erklære sig skyldig.

Men du bør ikke udskifte det ene “om” med et “hvorvidt”! “Hvorvidt” er et gammeldaws og støvet ord, der fuldt berettiget er ladt tilbage i forrige århundredes sproglige rendesten. Skriver du “… om, hvorvidt den sigtede vil erklære sig skyldig”, så udsætter du dig for mistanke for at være enten jurist eller en gammel mand med langt gråt skæg. Sådan en som mig.

Til top

Orddeling

“st-sp-sk – du aldrig dele må!” har lærere terpet langt op i tiden. Men det er løgn; vi må godt – og det har vi måttet lige siden den store retskrivningsreform i 1955!

Der er helt faste regler for orddeling, og de har ligget fast siden reformen i 1955. Der er ikke kommet nye regler for nylig, og det er ikke tilladt at dele ord, fuldstændig som det passer én, selv om der er en vis valgfrihed.

Her er de vigtigste principper:

  • Der skal være mindst en hel stavelse på hver linje. Du må altså ikke dele “str-afpoint” eller “sydfyn-sk”.
  • Sidst på en linje og først på en linje må der ikke stå en konsonantforbindelse, som ikke kan stå sidst eller først i et normalt ord. Du må altså ikke dele “brokk-eri” eller “ma-rkedsdag”.
  • Dobbeltvokaler, der udgør én lyd i fremmedord,må ikke deles.Du må altså ikke dele “ge-ar” eller “sa-utere”. (Det må Word’s orddelingsprogram heller ikke!)
  • Sammensatte ord skal deles i sammensætningen, og et evt. bindebogstav skal blive på første linje. Du må altså ikke dele “husar-rest”, “adels-tand” eller “båd-ebro”, og orddelinger som “maskinka-skoskade” og “forår-saget” er naturligvis forbudt.
  • Ord skal deles, så betydningen kommer tydeligst frem ved en hurtig læsning. “Natur-vejleder” er altså bedre end “Naturvej-leder”.

Og så er der den lille hilsen fra Retskrivningsordbogen til os ældre medborgere. “I ord med en konsonantforbindelse mellem vokaler deles der som hovedregel foran den sidste konsonant i forbindelsen: eks-pert, gis-pe, kas-ket, tørs-te …” Sådan har reglen været siden 1955 …

Til top

Orddeling – svære ord

På dansk sætter vi ord sammen, så de sidder sammen. Modsat engelsk, hvor man bare skovler ord sammen i en bunke med en møggreb. Altså: Gadedørsnøgle. Antenneudvalgsformandsvalg. Markedsføringsbidragsansvarlig. Og for det meste finder vi ud af at læse de sammenbragte ord, for vi er vant til teknikken, og når de så bare er sat sammen af let genkendelige dele …

Men somme tider skal man alligevel lige springe tilbage i teksten og tage et ord én gang til. Hvad fx med “superkonfliktsky amerikanskyemenitisk odenseimam”?

Mange har en modvilje mod bindestreger som opdeling af svære ord. Det lugter lidt af 2. klasses læsebog: “Marie havde en fin mad-pakke med på skov-turen”. Men den slags læsehjælp kan godt være på sin plads, ikke mindst når man går i gang med at konstruere nye ord til lejligheden. Og det gør nogle journalister og andre “professionelle” sprogbrugere altså med stor fornøjelse.

Sammenkædningen ovenfor kan selvfølgelig opløses sådan: “super-konfliktsky amerikansk-yemenitisk odense-imam”; men 3 pædagogiske bindestreger i træk er både grimt og afslørende for skribentens selvfede stil. Så en blanding af bindestreg og omskrivning må være vejen frem: “en konfliktsky amerikansk-yemenitisk imam i Odense …”

Til top

Punktum og parentes

Normalt polemiserer jeg aldrig mod Dansk Sprognævn. Retskrivningsordbogen (den grønne) er lov, og sådan er dét bare. Men i retskrivningsreglernes § 61 stk.3a står der ikke desto mindre noget sludder, heldigvis på et mindre vigtigt punkt.

“Punktum, semikolon og komma sættes altid efter parentesen, og der sættes ikke semikolon eller komma foran parentesen.” Det sidste er jeg selvfølgelig enig i. Men det første afhænger altså af teksten:

  • Der var mange der var interesserede (det vender jeg tilbage til).
  • Der var mange der var interesserede. (Det vender jeg tilbage til.)

I det første eksempel er et semikolon eller en tankestreg foran ledsætningen blevet erstattet af en parentes. Hele parentesen står altså inde i hovedsætningen, og punktummet står på sin plads efter parentesen – der, hvor hovedsætningen slutter.

I det andet eksempel står hele sætningen inde i parentesen – så det gør sætningens punktum selvfølgelig også.

Altså: Hvis du sætter parentes om en hel sætning med stort begyndelsesbogstav osv., så skal sætningens sluttegn – punktum, udråbs- eller spørgsmålstegn – med ind i parentesen. (Selv om sprognævnet mener noget andet.)

Til top

Sammensatte ord

Dansk er det sprog i verden, der har flest ord. Intet er større end “uendeligt”, og uendeligt er antallet af danske ord. Vi skaber nemlig ord efter behov, fuldstændig uden hæmnnger: samfundshjælper, pensionsudbetalingsskema, sommerferielønsinformation, kaffepauseunderlægningsmusik, … Den slags sammensætninger af navneord skriver dansk – modsat de fleste andre sprog – i ét ord.

Reglerne er en smule forskellige, alt efter hvilke ordklasser vi sætter sammen.

For det første: Sidste ord i sammensætningen afgør selvfølgelig, hvilken ordklasse hele sammensætningen hører til i:

  • over + hund = overhund – “hund” er et navneord, altså er “overhund” også
  • over + beglo = overbeglo – “beglo” er et udsagnsord, altså er “overbeglo” også
  • over + lykkelig = overlykkelig – “lykkelig” er et tillægsord, så det er “overlykkelig” også.

For det andet: Det eller de første ord i sammensætningen bestemmer, hvordan sammensætningen skal foregå. Der er nemlig en smule forskel på, om det/de første ord er navneord eller udsagnsord, eller om det/de er tillægsord.

Navneord eller udsagnsord + navneord

Du kan tjekke, om et sammensat navneord skal skrives i et ord, ved at bøje det i bestemt form. Hvis der kun kommer bøjningsendelse på den sidste del, skal sammensætningen i ét ord. Sådan:

Et eller flere ord? I bestemt form: Altså:

et eller flere ord?i bestemt form:altså:
fiskeri kontrol
fiskerikontrol
fiskerikontrollenét ord
bonde brød
bondebrød
bondebrødetét ord
økologisk bondebrød
økologiskbondebrød
det økologiske bondebrød_to ord
det første ord er et tillægsord!
bedstemor cykler
bedstemorcykler
bedstemorcyklernePas på – her er der risiko for forkert betydning
informations søgning
informationssøgning
informationssøgningenSe “sammenføjnings-s’et” mellem “information” og “søgning” – det afslører i sig selv, at de to ord skal sættes sammen.

Navneord kan også sættes samme med udsagnsord: skriveopgave, trillebør, talegaver:

Et eller flere ord? I bestemt form: Altså:

et eller flere ord?i bestemt form:altså:
skrive opgave
skriveopgave
(at) skrive opgaven
skriveopgaven
Ingen bøjningsendelse på det første led – altså kan det ikke stå alene som led i sammensætningen. Faktisk kommer det til at betyde noget helt andet, hvis det står alene!
trille bør
trillebør
(at) trille_ børen (er let)
trillebøren (væltede)
som ovenfor

Tillægsord + navneord

Navneord kan også sættes sammen af tillægsord og navneord. Og så er der fare på færde.

Tillægsordet har jo deres navn, fordi de kan lægge sig til et navneord og sige noget om det uden at sættes sammen med det: Se eksemplet ovenfor ved sammensætningen “økologisk bondebrød”. Her kommer et tillægsord foran det sammensatte navneord, og det skal værsgo’ holde sig ude af sammensætningen.

økologisk bondebrød
økologiskbondebrød
det økologiske bondebrød_to ord!

Men hvad så med “rød grød”? Hedder det ikke “rødgrød”?

Det kommer an på, hvad du mener.

  • Rød grød er en eller anden grød, der er rød. Rødgrød er en særlig slags frugtgrød.
  • Fad øl er øl, der har stået åben for længe og er blevet doven. Fadøl er øl, der er tappet fra fad.

Begge varianter kan være rigtige. Men de betyder noget helt forskelligt.

Du kan se forskellen på samme måde som ovenfor. Bøj ordet i bestemt form og se, hvad der sker:

rød grød
rødgrød
den røde grød
rødgrøden
Hvor kommer der bøjningsendelse på?
fad øl
fadøl
den fade øl
fadøllen
Hvor kommer der bøjningsendelse på?
fin mekaniker
finmekaniker
den fine mekaniker
finmekanikeren
Hvor kommer der bøjningsendelse på?

Og samme teknik kan du bruge, når du skal finde ud af, om to tillægsord skal sættes sammen til ét:

halv nøgen dame
halvnøgen dame
den halve nøgne dame
den halvnøgne dame
Hvor kommer der bøjningsendelse på?

Prøv nu selv: Hvad er forskellen mellem en halv fad øl, en halv fadøl og en halvfad øl?

Se også Orddeling – svære ord

Til top

Som eller der – eller som der?

som eller der
Ikke mange sproglige spørgsmål er indhegnet af så mange kreative tommelfingerregler som brugen af som eller der i begyndelsen af ledsætninger. Men her er de rigtige:

  • Når “ordet” er grundled i ledsætningen, kan man både bruge som og der:
    Koen, som/der blev malket …
  • Når “ordet” er grundled i flere ledsætninger, der følger efter hinanden, kan man både bruge som og der i den første, men kun som i den/de følgende:
    Koen, som/der blev malket, og som snart skulle slagtes …
  • Når “ordet” er andet end grundled, kan man kun bruge som. Dette som kan ofte udelades uden betydningsforskel:
    Her er den ko, (som) vi vil malke…
  • Når ledsætningens ægte grundled er et hv-ord (hvem, hvad), og “ordet” er foreløbigt grundled (se “Foreløbigt grundled”), kan man kun bruge der:
    Han spurgte, hvem der vil slagte koen.

som der
Sammensætningen som der er tit ukorrekt; men somme tider er den en korrekt valgmulighed, og i enkelte tilfælde er den det mest korrekte:

  • Når en sætning, der begynder med et foreløbigt grundled (Der har altid stået blæst om den ko), gøres til en ledsætning, kommer der et helt korrekt (men valgfrit!) som ind som bindeord:
    Det er en ko, (som) der altid har stået blæst om.
  • OG hvis der er lagt særligt tryk på grundleddet i hovedsætningen – fx hvis det står i bestemt form eller med bestemt artikel – er som der faktisk det bedste (selv om det ikke er obligatorisk):
    Den ko/koen, som der altid har stået blæst om, græsser omme ved laden.

Det er let at kende de korrekte som der-sætninger fra de ukorrekte:

  • hvis du kan udelade der, er som der forkert:
    *Her er den ko, som der har kælvet for nyligt.
    Du kan godt skrive … den ko, som har kælvet … så i dette tilfælde er som der forkert.
  • Hvis du ikke kan udelade der, er som der rigtigt:
    Her er den ko, som der har stået blæst om.
    Du kan ikke skrive … *den ko, som har stået blæst om … så i dette tilfælde er som der korrekt.

Er du i tvivl, kan du altid satse sikkert og nøjes med der; det vil i praksis aldrig blive anset for forkert.

Til top

Springe eller sprænge?

Det er et spørgsmål, som driller mange – ganske som det med ligge og lægge. Men sagen er altså, at der er tale om 2 forskellige udsagnsord:

  • At springe, jeg springer, jeg sprang, jeg er sprunget
  • At sprænge (noget), jeg sprænger, jeg sprængte, jeg har sprængt

Det vil sige, at vandrørene er sprængt, fordi frosten har sprængt dem; men sikringerne er sprunget helt af sig selv. (Medmindre vi ved, at det er en eller anden kortslutning, der har sprængt dem.)

For at sige det på grammatisk:

  • Ved “springe” er det sætningens grundled, der springer – evt springer et eller andet sted hen: Jeg springer nu.(= Jeg hopper i vandet nu.)
  • Ved “sprænge” sørger sætningens grundled for, at noget andet sprænger: Frosten sprængte vandrørene.

Derfor kan “springe” ikke have genstandsled, mens “sprænge” normalt har det. (I princippet altid; men du kan godt forestille dig en minearbejder, der råber: “Hold jer for ørerne, vi sprænger nu!” Dermed mener han jo ikke, at han hopper ud fra 4. sal, men at han gennemfører en sprængning af noget klippe.)

Til top

STORT eller småt?

Et spørgsmål, der jævnligt dukker op, er: Skal forkortelser med stort eller småt? Hedder det CD eller cd, PC eller pc, EDB eller edb? Reglerne er forholdsvis enkle.

Navne staves altid med stort. Så når de forkortes, skal forkortelsen også skrives med stort: Poul Henningsen bliver til PH (og derfor PH-lampe) og så videre: B.T., St. Heddinge, Kbh., Chr. V’s Da. Lov.

Initialforkortelser er en særlig type navneforkortelser, som er sammentrækninger af begyndelsesbogstaver fra flere ord eller orddele: USA, FN, KFUM, OPEC. Nogle af disse forkortelser er efterhånden i dagligsproget blevet til almindelige ord, som kan læses og skrives som navne i sig selv: Nato (eller NATO), Unesco (eller UNESCO) osv.

Andre navneord forkortes enten med store eller små bogstaver efter disse regler:

  • Forkortelser med punktum er næsten altid med småt: afs., a.m.b.a., f. eks., hr., osv., tlf.
  • Forkortelser af metriske mål er med småt, men uden punktum: m, kg, t, mm, l, km
  • Forkortelser, der i sig selv er blevet til dagligdags ord, skrives som ord – altså med småt, hvis det da ikke lige er efter punktum: aids, a-kraft, bh, cd, cd-rom, edb, hf, hiv, id-kort, p-skive, tv. (Det er nok den vigtigste regel at huske – her kommer de fleste spørgsmål.)
  • De fleste andre forkortelser skrives med stort: ATP, BNP, MF, OL, ØD, A/S, (eller a.s.), NB.

Bogstaver “i løs vægt”: Der er en række situationer, hvor bogstaver bruges løsrevet uden at være forkortelser. Der kan være tale om former: T-shirt, I-jern, U-rør, V-udskæring. Eller det kan være betegnelser for rækkefølge, kvalitet, gruppe eller lignende: A-æg, B-menneske, C-vitamin, D-skål, E-tog, opgang F. Her er enkeltbogstavet altid skrevet med stort.

Vil du vide mere, så kig f. eks. i Retskrivningsordbogen side 941-943 (2012-udgaven).

Til top

STORT eller småt – igen – samt noget om fagudtryk

En læser har sendt mig en note om artiklen om store og små bogstaver. Han gør opmærksom på, at sandheden om forkortelser af måleenheder ikke er så enkel endda; det internationale SI-system bruger små og store bogstaver mere eller mindre i flæng, og det smitter til en vis grad af på danske forhold. For eksempel forkortes volt “V” – også på dansk.

På den anden side: Selv om SI-systemet bruger stort “L” som forkortelse for liter, foreskriver Dansk Sprognævn forkortelsen “l”. Det sker dels i et forsøg på at standardisere retskrivningen af de almindeligste former mest muligt, og dels som konsekvens af, hvad folk rent faktisk skriver. Og det må vi rette ind efter, for som der står i Lov nr. 332 af 14.5.1997 om dansk retskrivning (Lovtidende A side 1521), §1: “Dansk retskrivning fastlægges af Dansk Sprognævn og offentliggøres i Dansk Sprognævns retskrivningsordbog.”

Den situation, at ord skal staves (eller forkortes) på én måde på et fagsprog og på en anden i almindeligt dansk, kender vi fra andre områder end fysikkens. Læger taler og skriver f. eks. om “shock” og “asthma”, i begge tilfælde præcise medicinske betegnelser for bestemte tilstande eller lidelser. Men alle vi andre har altså bare at skrive “chok” og “astma” til daglig – og at forkorte liter med lille “l” -, for sådan står der i Retskrivningsordbogen.

Så må vi trøste os med, at det til gengæld ikke længere er tilladt at skrive majonæse.

Til top

Sætningsknuder

– Og hvad er så “sætningsknuder”? Det er sætninger, der lyder helt fornuftigt, når man siger dem, men som på tryk ser ud, som om de er faldet på gulvet og gået i stykker – og så samlet op og sat forkert sammen igen. Det er de sådan set også.

  • Den slags kan man ikke forvente, at folk kan forstå.

Læs lige den sætning højt. Den lyder da fint nok, ikke? Jovist; men prøv så at analysere den lidt ud i hjørnerne – ikke bare kryds og bolle, men også trekant (genstandsled, altså). Så ser du, at der “i virkeligheden” står: Man kan ikke forvente, at folk kan forstå den slags.

På dansk er vi rigtig gode til at fremhæve det vigtigste i en sætning ved at hive det op foran. Somme tider mere vellykket end somme tider … Men i talesproget fungerer det fortrinligt:

  • Ham tror jeg ikke at du kender.
  • Den mappe tror jeg han glemte på kontoret.
  • Det blev hun sur fordi jeg sagde.
  • Kagerne sagde hun at hun havde glemt.
  • De vitaminer bliver du sund hvis du tager hver morgen.
  • Det er den slags jeg mener at vi skal undgå når vi skriver.

Det virker bare ikke altid på skrift! Du kan meget let komme til at skrive sætninger, som folk skal læse både 2 og 3 gange, før de har fattet. Og næsten lige så slemt: Du kan meget let komme til at skrive sætninger, som du ikke selv kan finde ud af at sætte komma i. Det sidste er der en løsning på: Læs om den i artiklen “Dansk komma”. Men det første er et problem, som du kun kan løse ved at undgå det.

Sætningsknuder hører hjemme i talesproget!
Normalt råder jeg folk til at læse deres tekster højt, når de læser korrektur på dem. Hvis de er lette at læse højt for dig selv, er de formodentlig også lette at læse for andre. Men netop ved sætningsknuder er der en undtagelse. Så lad være med at bruge sætningsknuder på skrift, medmindre du er nogenlunde sikker på, hvad du gør – og nogenlunde god til at sætte komma.

Læs meget mere om sætningsknuder i Mål og Mæle 29. årgang nr. 1, marts 2006. Lån det på biblioteket eller endnu bedre: Ring til 35 32 91 63 og bestil et abonnement. Kun 170 kr. om året for Danmarks bedste sprogtidsskrift – det er billigt!

Til top

Sætningsord (afledte navneord eller “verbalsubstantiver”)

Sætningsord er navneord, der er afledt af udsagnsord – deraf den grammatiske betegnelse “verbalsubstantiv”.

  • Efter besigtigelse af lejligheden får De en opgørelse over vedligeholdelsesgodtgørelsen.

Det er sikkert rigtigt; men hvem besigtiger, hvem opgør og hvem skal have “godtgjort” noget?

Ordet “besigtigelse” er afledt af udsagnsordet “besigtiger”; og hvis vi genindfører “besigtiger”, sker der det, at det oprindelige grundled – den person, der besigtiger – vender tilbage sammen med sit udsagnsled:

  • Så snart ejendomsinspektøren har besigtiget (eller set på) lejligheden, kan vi gøre op, hvor meget du får for selv at male stue og entré.

Sætningsord trækker både den handlende og den eller det, der bliver handlet med, ud af teksten, så læseren ikke kan se, hvem der gør noget med hvad eller hvem. Deraf navnet; for en hel ledsætning bliver pakket ind i ét navneord. Resultatet bliver en komprimeret og meget upersonlig tekst. Men hvis du vender tilbage til det udsagnsord, som sætningsordet er afledt af, kan du bringe mennesker og ting tilbage i teksten:

  • Overtagelse sker 14. juni 2016.
  • Huset overtages 14. juni 2016.
  • Han overtager huset 14. juni 2016.

På den måde bliver teksten mere og mere vedkommende, og den bliver lettere at læse. Se dette eksempel før og efter omskrivning:

  • Før: “Forbedringen af arbejdsmiljøet skyldes en forenkling af reglerne på grund af en nylig gennemført lempelse af tidspresset og en samtidig smidiggørelse af de administrative procedurer.”
  • Efter: “Arbejdsmiljøet er blevet bedre, fordi reglerne er blevet enklere. Ledelsen har for nylig lempet tidspresset, og den har gjort de administrative procedurer mere smidige.”

Her er endda sat et punktum, så den lange sætning er blevet delt i 2 kortere; og det hele fylder alligevel en smule mindre.

Du kan kende sætningsordene på, at de ender på -else, -ing, -ion og -ende. Dem har den gamle sprogmand Mogens Løj begået et lille digt om:

“Ord på -else, -ing-, -ion og -ende –
de skal altid op og vende –
og som oftest ud!”

Til top

Udenom eller uden om?

Eller: Hvornår skal biord + forholdsord skrives i ét ord, og hvornår i to?

Der står tit et biord i forbindelse med et forholdsord: inde under sofaen, oven på glasset osv. Her er mange i tvivl om stavemåden. Og det er synd, for reglen er meget nem: Hvis det, forholdsordet forholder sig til (“styrer”), er til stede ét eller andet sted i sætningen, skal biord + forholdsord skrives i to ord – ellers skal de trækkes sammen til ét.

Altså:

Han står uden for lågen.
Lågen, som han står uden for, er hvid.
Han står udenfor. (Også overført: Han føler sig udenfor.)
Fluen sidder oven på glasset.
Glasset, som fluen sidder oven på, …
Mor er gået ovenpå. (Også overført: Ja, nu er hun ovenpå!)
Hunden ligger inde under sofaen.Hun har ikke noget på indenunder.
Han er vist ude fra landet!Er der nyt udefra?
Vi bor lige over for ham.
Ham dér bor vi lige over for.
Han bor lige overfor.
(Men: Han bor lige over for os!)

Man kan ikke bare gå ud fra den gamle regel om, at der “skal stå noget bagefter”; for dels behøver det ikke at stå bagefter (“Ham dér bor vi lige over for”), og dels er det ikke alt, der står bagefter, som duer: “De har boet nedenunder længe.” Prøv i stedet at spørge: Neden under hvad eller hvem? – Jo, de har boet neden under os længe. Sådan!

“Som ovenfor nævnt…” – oven for hvad? Nej, vel – det skriver man normalt ikke. Altså: Som ovenfor nævnt.

Somme tider kan styrelsen stå et stykke vej borte:

  • Hun er ekspert inden for området.
  • Det område er hun ekspert inden for.
  • Det er et område, (som) hun er ekspert inden for.
  • Hvad er hun overhovedet ekspert inden for?

Men (et lidt søgt eksempel): Hun er ekspert indenfor – hun er nemlig indretningsarkitekt …

Til top

Vor, vort, vore – eller bare vores?

“Når vor hund løber ind i vort hus med snavsede poter, er det vore gulvtæpper, det går ud over.”

En anelse antikveret, ikke? Lidt i stil med “vort stolte flag”, “vore tapre forfædre” og “vor fælles skæbne”. Stort skal det være, højtideligt lyder det – og ikke helt i takt med “vores gamle rustbunke brød sgu sammen i sidste uge”.

Der er efterhånden kun nogle få faste forbindelser, hvor vi helst skal bruge de gamle bøjningsformer: “I vore dage”, “frikadeller som vor mor lavede dem” o.l. Bortset fra dem er det aldrig forkert at bruge den neutrale form “vores” – i éntal og i flertal og uanset navneordets køn. Det er lettere, og det lyder mere nutidigt.

Men pas alligevel på: Min lokale slagter havde for en del år siden en helt umanérligt smuk kvindelig lærling. Derfor vakte det en del opsigt blandt byens sprogligt kompetente “hanhunde”, da slagteren satte et tilbudsskilt ud: “Prøv vores lækre kødpakker”. Efter en uges tid blev det så rettet til “Prøv vore lækre kødpakkere”, og det blev det jo ikke bedre af. Men forsøget på at skrive bedre dansk blev da gjort …

Til top

© Per Salling, Omatskrive.dk, 2005-2021