Skriv bedre dansk: Tips om sproget

Omatskrive.dk’s lille hurtige gennemgang af det danske sprogs v√¶rste drillerier. Noget af alt det, der i tidens l√łb har lokket l√¶sere og kolleger, studerende og kursister hen til Den Gamle Sprogbisses fysiske eller virtuelle skrivebord. For hvad er egentlig rigtigst at skrive lige h√©r? Hvordan skriver jeg bedre dansk?

Af Per Salling

Ad eller af?Ligge eller lægge? (1)
Anf√łrselstegn plus komma el. punktumLigge eller l√¶gge? (2)
Apostrof-sMen eller mén?
Både РogOg efter punktum?
DatoangivelserOm hvorvidt …
Enkel eller enkelt?Orddeling
“Formelt” og “forel√łbigt” grundledOrddeling – sv√¶re ord
F√łrstevalg eller f√łrste valg?Punktum og parentes
-g√łrer eller -g√łr?Sammensatte ord
Gås eller gåes?Som eller der Рeller som der?
“Hans” eller “sin”?Springe eller spr√¶nge?
H√łjst eller h√łjest?STORT eller sm√•t? (1)>
“Idiotkomma”STORT eller sm√•t? (2)
Ikke bare Рmen ogsåSætningsknuder
“Jeg” eller “mig”? “Vi” eller “os”?S√¶tningsord
“Jeg” eller “vi”?Udenom eller uden om?
Komma ved “at”Verbalsubstantiver
Komma ved navneVor,vort, vore – eller bare vores?

Ad eller af?

Man kan ikke h√łre forskel, s√• mange kommer i tvivl. Men der er en ret pr√¶cis betydningsm√¶ssig skelnen, s√• det b√łr egentlig ikke v√¶re alt for sv√¶rt:

Ad betegner en retning eller bevægelse langs, gennem eller hen mod noget:

  • De g√•r hen ad vejen.
  • Det g√•r ad H. til.
  • Han st√• l√¶net op ad muren.
  • De kom ad to gange.

Det g√¶lder ogs√• i overf√łrt betydning:

  • De f√łlges ad.
  • Jeg ved det ikke, men kan sp√łrge ad.

Af betegner en bev√¶gelse ud eller v√¶k fra noget, ogs√• fx en del, der tages ud af en st√łrre m√¶ngde:

  • ud af garagen
  • tage af bordet
  • det bedste af det hele
  • hj√łrnet af Storgade og √ėstergade
  • en af gutterne.

Det g√¶lder ogs√• i overf√łrt betydning: p√• grund af noget:

  • Hun klappede af begejstring.
  • Barnet blev hentet af sin mor.
  • Tr√¶et blev ramt af lynet.

I enkelte tilfælde er der valgfrihed. Det skyldes, at ordet kan forstås på begge måder:

  • smile ad/af ham (smile til ham eller p√• grund af ham)
  • kaste bolden ud ad vinduet (gennem)
  • falde ud af vinduet (fra).

Til top

Anf√łrselstegn plus komma eller punktum

Vi bruger anf√łrselstegn i 2 situationer: Ved replikker og citater samt ved navne, titler og ord, der tages forbehold for – alts√• ord, som p√• en eller anden m√•de fremh√¶ves. Kommaproblemet (som ogs√• g√¶lder punktum og andre tegn) eksisterer selvf√łlgelig kun ved “anf√łrselstegn slut”.

Ved talte replikker

Hvis det citerede i sig selv er en hel s√¶tning, skal s√¶tningstegnet st√• f√łr anf√łrselstegnet:

Hvis det citerede er anbragt inde i en s√¶tning, skal kommaet st√• efter anf√łrselstegnet:

  • Han siger altid “straks”, ogs√• n√•r han mener “om en times tid”.
  • Chefen insisterer p√•, at vi kigger ind og siger “god morgen”, n√•r vi kommer.

Retskrivningsreglerne rummer en mulighed for dobbelt tegns√¶tning efter en replik, der slutter med fx udr√•bs- eller sp√łrgsm√•lstegn (RO ¬ß65.4):

  • “Det var s√łrens!”, t√¶nkte l√¶seren ved sig selv.
  • Betjenten spurgte: “Er De kommet noget til?”.

Hertil kan jeg kun sige: Lad være! Det er formelt lovligt, men de fleste vil rynke på næsen ad den slags tegn-inflation.

Citater og andre ord i anf√łrselstegn

Ved citater inde i en s√¶tning skal komma (og punktum og andre tegn) s√¶ttes efter anf√łrselstegnet:

  • Det var Winston Churchill, der engang sagde, at “kunsten at kede best√•r i at tage det hele med”.
  • Han har “studeret”, s√• l√¶nge jeg kan huske.
  • Vi boede p√• “Den hvide Hest”, da vi var i Tyrol.
  • Der er forskel p√• at sejle med kronprins Frederik og med “Kronprins Frederik”.

Til top

Apostrof-s

M√• man skrive Nansensgade’s Kiosk, Leif’s Bodega eller Glostrup’s store byggemarked? NEJ!

Apostrof-s i ejefald (ogs√• kaldet genitiv-s) bruges p√• dansk kun, n√•r navnet eller navneordet ender p√• s, x eller z: Hans’ bil, Marx’ manifest, Lorenz’ far, samt efter forkortelser: IBM’s overskud, HK’s medlemmer.

I alle andre tilfælde er apostrof-s fy-fy!

Til top

B√•de – og … ikke bare – men ogs√•

Så kom den igen, denne gang serveret af en nyhedsoplæser i Radioavisen:

  • “B√•de p√• Roskilde, men ogs√• p√• landets andre musikfestivaler har lommetyvene kronede dage.”

Og allerede dagen efter supplerede en k√łbenhavnsk toppolitiker samlingen med dette udsagn (som jeg i √łvrigt rent indholdsm√¶ssigt er aldeles enig i):

  • “B√•de p√• g√•gaderne i Indre By, men ogs√• p√• de smalle fortove p√• brokvartererne er vi n√łdt til at begr√¶nse de handlendes fortovsudstillinger af hensyn til fremkommeligheden.”

Og det kan godt være, at det er både rigtigt og sympatisk Рmen sprogligt set er det altså forkert.

  • “b√•de – og” er √©t udtryk.
  • “ikke kun – men ogs√•” er et andet udtryk.

De må ikke blandes!

Det vil sige, at formuleringen *”b√•de politikere, men ogs√• journalister kan finde p√• det” er sprogligt forkert – uanset hvor mange gange du h√łrer det i radio- og TV Avisen og l√¶ser det i din daglige gratisavis.

Nå Рder er håb forude. Ikke kun gymnasieelever, men også journalister og politikere kan faktisk godt lære både at skrive og at tale nogenlunde korrekt. Læs og lyt selv, og find de gode eksempler!

Til top

Datoangivelser

Er dette den samme dato?

  • 2007-09-06
  • 06-09-2007

Er du nu HELT sikker? РHvor meget tid skal du bruge på at tænke over det?

De danske regler for datoangivelser er p√• papiret meget liberale. Men det betyder ikke, at alt er lige godt; for der er en st√¶rk dansk (og europ√¶isk kontinental) tradition for at skrive datoer p√• √©n m√•de (dag-m√•ned-√•r) og en engelsk/amerikansk tradition for at g√łre det omvendt: √•r-m√•ned-dag.

Det betyder, at

  • du b√łr ubetinget f√łlge dansk tradition, hvis du prim√¶rt skriver til danskere.
  • du b√łr f√łlge engelsk/amerikansk tradition i engelsksprogede (men ikke tysk- eller fransksprogede) breve.

De almindeligste måder at skrive en dato på efter den dansk/kontinentale tradition er:

  • 9. september 2006
  • 9/9-2007

Selv om der er andre tilladte muligheder (se Retskrivningsordbogen ¬ß66), b√łr du benytte en af disse m√•der – simpelthen fordi de er de almindeligste. Det betyder nemlig, at de ikke tr√¶kker opm√¶rksomheden til sig p√• bekostning af brevets √łvrige indhold.

Til top

Enkel eller enkelt?

Dette er et drilsk problem; for de to ord ligner hinanden til forveksling, er somme tider det samme ord og betyder somme tider det samme – men kun somme tider.

Enkel er et till√¶gsord, som betyder noget i retning af “simpelt”; det kan gradb√łjes helt normalt: enkel(t), enklere, enklest.

  • En enkel nederdel – enklere kan det ikke siges – det enkleste ville v√¶re …

Enkelt kan b√•de v√¶re intetk√łn af till√¶gsordet enkel og et helt andet till√¶gsord: Enkelt – noget der kun er √©n af. Dette “enkelt” kan ikke gradb√łjes, for noget kan jo ikke v√¶re mere eller mindre det eneste eksemplar af et eller andet.

  • Den enkleste m√•de at tabe sig p√• er at n√łjes med en enkelt p√łlse.

P√• den m√•de – ved at pr√łve at gradb√łje ordet – kan du finde ud af, om en enkel(t) behandling er en ukompliceret behandling, eller om den bare er den eneste, der skal udf√łres. Hvis det f√łrste er tilf√¶ldet, skal ordet f√łlge navneordets k√łn: en enkel (ukompliceret) behandling. I det andet tilf√¶lde skal det altid ende p√• -t: Nu mangler han kun en enkelt behandling, og s√• kan han begynde p√• jobbet igen.

Til top

“Formelt grundled” og “forel√łbigt grundled”

Det er let nok at finde grundleddet (subjektet) her: “Ole sad p√• en knold og sang.” Men hvad s√• her: “Det kimer nu til julefest” … ? Hvad for noget “det” er det, der kimer?

Det er helt rigtigt, at “det” er grundled, rent grammatisk – ogs√• selv om vi ikke kan se “det” for os. S√•dan et grundled kalder man et formelt grundled: Et konstrueret eller fiktivt grundled, som bliver sat ind, fordi den s√¶tningskonstruktion nu engang kr√¶ver et grundled, mens udsagnsleddet ikke rigtig tillader det.

Et andet, men lignende “det” finder vi her:

  • Nu ville det v√¶re rart at komme hjem. (= Nu ville at komme hjem v√¶re rart.)
  • Det var godt, at du kom. (= At du kom var godt.)

Her er det reelle grundled faktisk til stede, og vi kan se det. Men det st√•r det forkerte sted – enten som en hel leds√¶tning eller som et efterh√¶ngt led. Og i begge tilf√¶lde kr√¶ver s√¶tningskonstruktionen, at vi s√¶tter et “det” ind p√• den plads, hvor grundleddet normalt skulle st√•. Det “det” kalder vi et forel√łbigt grundled.

Altså:

  • Formelt grundled, n√•r der ikke er noget reelt
  • forel√łbigt grundled, n√•r det reelle st√•r et “forkert” sted i forhold til den normale s√¶tningskonstruktion.

Til top

F√łrstevalg eller f√łrste valg?

F√łrstevalg, andengradsforbr√¶nding, tredjeplads og fjerdemand…

Vi kender alle sammen disse ord, der er sammensat af et ordenstal og et navneord. De er hele ord. De skal skrives i ét ord, og de skal skrives helt ud.

F√łrstevalget er det, man allerhelst vil have. I mods√¶tning til d√©t er “det f√łrste (eller 1.) valg” blot det f√łrste valg, man uds√¶tter sig for at skulle tr√¶ffe ved at blive f√łdt. N√•r det er truffet, kommer det andet, det tredje osv.

Andengradsforbr√¶nding (eller -ligning) er en forbr√¶nding (eller ligning), der opfylder en bestemt, pr√¶cist defineret kvalifikation. “2. grad” er snarere den anden grad nordp√•, m√•lt fra √¶kvator – eller m√•ske betegnelsen for en trafikfunktion√¶r af 2. grad.

Tredjepladsen er den plads, der indbringer en bronzemedalje, hvorimod 3. plads er et sted oppe bagved og ude til siden i cirkus.

Fjerdemanden er ham, man altid mangler til en whist. Den fjerde mand er bare ham, der kommer efter den tredje.

Det vil sige: Fjerdemand er √©t, og den fjerde mand noget helt andet. Og man kan kun erstatte “fjerde” med “4.”, hvis ordenstallet og navneordet bagefter ikke h√¶nger sammen i √©t ord.

S√• den 1. elsker er m√•ske nok et s√łdt minde; men f√łrsteelskeren venter hun stadig p√• …

Til top

-g√łr eller -g√łrer?

Man st√łder ofte p√• udtryk som

  • “Klonede dyr udg√łrer ingen sikkerhedsrisiko” (dr.dk)
  • “Byret afg√łrer gammel pokersag” (fyn.dk)
  • “Den systemansvarlige virksomhed opg√łrer l√łbende st√łrrelsen af …” (energitilsynet.dk)
  • “P√• baggrund af modellen redeg√łrer de for anvendelsen …” (kts.dk)

Men det er forkert, alt sammen! Afg√łre, f√¶rdigg√łre nedg√łre, opg√łre, redeg√łre, reng√łre, udg√łre osv. er alle sammen sammens√¶tninger med “g√łre”, og de skal b√łjes p√• pr√¶cis samme m√•de: Jeg g√łr, jeg gjorde, jeg har gjort.

Altså:

  • “Klonede dyr udg√łr (udgjorde) ingen sikkerhedsrisiko”
  • “Byret afg√łr (afgjorde, har afgjort) gammel pokersag”
  • “Den systemansvarlige virksomhed opg√łr (opgjorde, har opgjort) l√łbende st√łrrelsen af …”
  • “P√• baggrund af modellen redeg√łr (redegjorde) de for anvendelsen …”

Og nej Рder er ingen valgmulighed på dette punkt.

Til top

Gås eller gåes?

Det er et almindeligt sp√łrgsm√•l: Skal der v√¶re -e- efter en trykst√¶rk vokal i et udsagnsord?

Syr min mor, eller syer hun? Rir eller rier hun f√łrst? Dur pl√¶neklipperen, eller duer den? G√•s eller g√•es der til makronerne, n√•r vi g√•r (g√•er?) juleg√•sen efter, f√łr vi fylder den med √¶bler og svesker?

Reglen er heldigvis nem:

  • “-e” er valgfrit efter -i, -y og -u.
  • Alle andre steder er det forbudt.

S√• rier, syer og duer er OK. Men vi g√•r til folkedans, mens rugen dr√¶r. Og gr√łnsagerne skal t√łs op f√łr brug …

Til top

Hans eller sin?

“Han tog hans hat og gik hans vej” – hans eller sin?

Hvis grundleddet st√•r i ental og er “ejermanden” i en s√¶tning, skal man bruge sin/sit/sine:

  • Han tog sit armb√•ndsur af.
  • Hun tog sine gummist√łvler p√• i skoven.

Står grundleddet i flertal, skal man bruge deres:

  • Tr√¶erne mister deres blade om efter√•ret.
  • Pigerne tog deres gummist√łvler p√• i skoven.

Når det, man henviser til, er noget andet end grundled, skal man bruge hans/hendes/deres:

  • Jeg s√• hendes mand den anden dag.
  • Han fik lov at k√łre i skole p√• hans nye cykel.
  • Vennerne var ikke hjemme, s√• de l√•nte deres bil uden at sp√łrge.

I den n√¶stsidste s√¶tning er det alts√• en andens cykel, “han” k√łrer p√•.

“Skjulte s√¶tninger”

En skjult sætning er en sætning, der har mistet sit grundled og er blevet sluset ind som led i en anden sætning:

  • De h√łrte, at den fulde mand pr√łvede at starte sin bil.
  • De h√łrte den fulde mand pr√łve at starte sin bil.

Der skal stadig st√• “sin”, selv om det ikke viser tilbage til et grammatisk grundled; for det viser tilbage til det logiske “grundled” – den, der handler – i den skjulte s√¶tning: “den berusede person”.

Her skal man passe på, for teksten kan blive dobbelttydig:

  • Anmelderen bad konen ringe til sin psykiater.
  • Kvinden fandt den tiltalte liggende n√łgen i sin seng.

I den f√łrste s√¶tning kan man ikke se, om det er anmelderens eller konens psykiater, der skal ringes til. I den anden ved vi ikke, hvis seng den n√łgne person ligger i – sin egen eller kvindens. Her m√• man enten omformulere s√¶tningen eller bruge “hans/hendes”, selv om det formelt er ukorrekt.

I langt de fleste tilfælde fremgår det dog af sammenhængen, hvem sin/sine henviser til. Men det kan godt se (ufrivilligt) underholdende ud:

  • John bad Hanne tage sin bh af.
  • Camilla s√• John kysse sin kone.
  • Hun bad sit barnebarn tage sit gebis ud
  • John havde br√¶kket armene og bad derfor konen barbere sit sk√¶g.

Hvad står der her?

  • Han tog p√• ferie med sin kone.
  • Han tog p√• ferie med hans kone.
  • John tog hans kniv og stak den i sin mave.
  • John tog sin kniv og stak den i hans mave.
  • Hun bad ham binde sine sn√łreb√•nd.
  • Damen s√• den skumle fyr fylde tasken med sit s√łlvt√łj.

Huskeregel: Sin-min – hans-hans

  • Han k√łrte v√¶k i sin bil – fordi jeg k√łrte v√¶k i min bil.
  • Han k√łrte v√¶k i hans bil – fordi jeg k√łrte v√¶k i hans bil.

Til top

H√łjst eller h√łjest?

Han er den h√łjeste dreng i klassen, men han er alligevel h√łjst en meter og firs.H√łjest har 2 funktioner:

  • Det kan v√¶re tredje grad af till√¶gsordet “h√łj”: h√łj – h√łjere – h√łjest. S√• fort√¶ller det altid, at et eller andet er det h√łjeste eller st√łrste: Det h√łjeste t√•rn, den h√łjeste tone, den h√łjeste v√¶rdi, naboens √¶bletr√¶ er h√łjest.
  • Det kan v√¶re et biord, og s√• siger det noget om en eller anden handling: Han r√•bte h√łjest, huset blev solgt til den h√łjest bydende (dvs. den der b√łd h√łjest). I denne betydning kan h√łjest ikke b√łjes i ental og flertal eller i bestemt form.

S√• h√łjest h√łrer altid til i en eller anden form for sammenligning. H√łjst er altid et biord. Det bruges ikke ved sammenligninger, men i betydninger som “s√¶rdeles” og “maksimalt”. Man kan sige, at “h√łjest” betyder “mest”, mens “h√łjst” betyder “overordentligt meget”.

  • Det er da h√łjst interessant!
  • Jeg bliver der h√łjst en time.
  • Der var h√łjst afgivet et par hundrede stemmer p√• ham.

H√łjst er ogs√• ub√łjeligt.

Til top

‚ÄĚIdiotkomma‚ÄĚ – den lille f√¶lde ved komma mellem hoveds√¶tning og bis√¶tning

N√•r en bis√¶tning f√łlger efter en hoveds√¶tning, begynder bis√¶tningen ofte med et bindeord. Det bindeord h√łrer til bis√¶tningen, og derfor skal kommaet st√• f√łr det:

  • Jeg s√•, at bonden s√•ede.
  • Jeg spurgte, om bonden blev f√¶rdig med at s√• i dag.

Men somme tider st√•r der et forholdsord f√łr bindeordet. I de tilf√¶lde bliver forholdsord og bindeord til √©t samlet udtryk (uden atfor atefter atsom om osv.) , og kommaet skal st√• f√łr det samlede udtryk – alts√• f√łr forholdsordet.

  • Det regnede blidt, uden at bonden holdt op med at s√•.
  • Det l√łd, som om bonden var f√¶rdig med at s√•.

Det er fejl i denne situation, gammeldags sprogl√¶rere kalder ‚ÄĚidiotkomma‚ÄĚ, fordi de selv synes, at det er jo s√• let …

Til top

“Jeg” eller “mig”? “Vi” eller os”?

En gammel skolekammerat p√•pegede en fejl i min artikel “Skriv F√ėRST – redig√©r BAGEFTER”, hvor jeg skriver: “Her og nu vil jeg n√łjes med at give dig et r√•d: G√łr som mig!” Der skal vel st√• “G√łr som jeg (g√łr)”, mente han. Ja – og s√• alligevel nej.

P√• dansk b√łjer vi jo for det meste kun navneord i nominativ og genitiv (ejefald)(med -s). Men akkusativ eller “genstandsfald” findes ogs√• p√• dansk, og i de personlige stedord bliver det synligt.

  • Jeg kyssede min k√¶reste farvel.
  • Min k√¶reste kyssede mig farvel.
  • Min k√¶reste gav mig et kys.

Efter sammenligningsudtryk med “end” og “som” bliver det mere vanskeligt, og her kan man komme i tvivl:

  • Han er st√łrre end jeg/mig.
  • Hun har flere venner end du/dig.
  • De er flere end vi/os.

Hvis du skriver sætningen om, så sammenligningen bliver til en hel sætning, bliver det lettere:

  • Han er st√łrre, end jeg er.
  • Hun har flere venner, end du har.
  • De er flere, end vi er.

Så det formelt korrekte er altså:

  • Han er st√łrre end jeg.
  • Hun har flere venner end du.
  • De er flere end vi.

MEN s√• er der det, at vi ofte f√łler det korrekte valg unaturligt. Der kan nemlig der p√• dette punkt v√¶re stor forskel mellem det formelt korrekte skriftsprog og det almindelige talesprog. For eksempel vil langt de fleste af os f√łle det helt naturligt at sige: “De er flere end os.” Eller “For de af medlemmerne, der har b√łrn, vil der blive arrangeret en juletr√¶sfest.” Eller “Dem henne p√• hj√łrnet har haft indbrud igen”; og alle de s√¶tninger er formelt set ukorrekte.

Sproget.dk citerer H√•ndbog i Nudansk p√• dette punkt: “Efter ordene end og som er det sikrest at f√łlge hovedreglen og skrive fx “Han er st√łrre end jeg”. Men det er ogs√• almindeligt at bruge akkusativ uanset hvad led pronomenet er i s√¶tningen, fx “Han er st√łrre end mig”, og denne brug af akkusativ b√łr ikke regnes for forkert.”

Der er i √łvrigt heller ikke noget nyt i den. Se fx Paul Diderichsens “Element√¶r Dansk Grammatik” s. 109 – og den er fra 1946.

Pas på overkorrekthed!

Der er nogen, der er blevet irettesat for at sige eller skrive fx “Ingen har betalt st√łrre skatter end os borgere.” (… , end vi borgere har.) De har f√•et at vide, at det hedder “vi borgere” ‚Äď men uden at forst√• hvorfor og hvorn√•r. S√• nu forts√¶tter de med at skrive:”Der bliver aldrig taget hensyn til vi borgere”, og det er alts√• lige s√• (formelt) skrupforkert, som det lyder! Alts√•:

  • Der bliver aldrig taget hensyn til os.
  • Der bliver aldrig taget hensyn til os borgere.

H√•ndbog i Nudansk har en udf√łrlig gennemgang af de forskellige situationer, hvor der kan v√¶re tvivl, og af forskellene mellem det uformelt brugte og det formelt korrekte. L√¶s den!

Til top

“Jeg” eller “vi”?

Der er gennem tiden spildt megen god energi p√• at overveje, om man skal skrive “vi” eller “jeg” i forretningsbreve.

“Vi” er den traditionelle l√łsning, og den ser umiddelbart ogs√• logisk ud; for man skriver p√• vegne af sin organisation, og det m√• jo v√¶re “os”. Men der er store ulemper ved “vi”.

For det f√łrste kan indtrykket blive upersonligt og ansvarsforflygtende, og det er ikke godt. For det andet kan modtagerens kontaktmulighed blive upr√¶cis, og det er endnu v√¶rre.

Her er en god l√łsning fra et forsikringsselskab:

Vi har modtaget din anmeldelse om det-og-det.

For at kunne behandle sagen mangler vi de-og-de oplysninger. Derfor vil jeg bede dig udfylde det vedlagte skema og sende det tilbage til mig.

Hvis du har sp√łrgsm√•l, er du velkommen til at ringe til mig.

Venlig hilsen, Kirsten Kimer”

Altså:

  • “Vi” er Selskabet – hovedkontoret, der udbetaler erstatninger, afg√łr sager, tilbyder forsikringer
  • “Jeg” er afsenderen af det aktuelle brev – kundens personlige sagsbehandler og derfor den person, der meddeler, sp√łrger, sender og kan ringes til.

Det er en glimrende l√łsning, fordi den √•bner for, at afsenderen kan g√• over i jeg-form, s√• snart det er passende; og det g√łr altid et godt indtryk p√• modtageren, n√•r underskriveren st√•r frem som menneske i stedet for at gemme sig bag selskabets autoritet. Ansvarsfordelingen mellem selskab og sagsbehandler bliver klar, og modtageren kan let finde et menneske at henvende sig til.

Kan man skrive “vi” og “jeg” i samme brev? Ja, det kan man godt; men selvf√łlgelig skal man da holde tungen lige i munden. Som altid, n√•r man skriver.

Husk også: Hvis kunden netop ikke skal ringe til dig, men til en anden, så skriv det: Du er velkommen til at ringe til Hans Hansen på 12 34 56 78. Det handler om personlighed, men også om præcision.

Til top

Komma ved “at”

Vi har to problemer: Komma efter “at” og komma f√łr “at”. Det nemme f√łrst.

Komma efter at

Hvornår skal der komma efter at? Aldrig!!!

Jo, nogen kan sikkert godt konstruere et eller andet t√¶nkt eksempel, hvor der pludselig dukker et komma op efter “at”. Men hvis du skriver ganske almindeligt og usn√łrklet, s√• skal der aldrig komma efter “at”. Aldrig. Husk det nu: Aldrig.

Komma f√łr at

Her kan man v√¶lge at springe over, hvor g√¶rdet er lavest, eller man kan v√¶lge at l√łse problemet med grammatiske l√łvef√łdder og gesvejsninger. Vi tager den sjove l√łsning f√łrst.

Den grammatiske
Der er 2 forskellige slags “at” p√• dansk: Bindeord (konjunktion) og “infinitivm√¶rke”.

  • “Bindeords-at” h√¶gter en leds√¶tning fast til en hoveds√¶tning: “Han lovede at han ville g√łre det”. Der er en s√¶tning (kryds og bolle) b√•de f√łr og efter “at”. Tjek det lige selv. S√•dan et “at” h√łrer til leds√¶tningen, og derfor m√• kommaet ikke st√• mellem det og resten af leds√¶tningen. (Alts√• igen: Ikke komma efter at!)
  • “Infinitivm√¶rke-at” st√•r altid sammen med navneformen (infinitiven) af et udsagnsord. Det er den form, man sl√•r udsagnsordet op under i en ordbog: at l√¶se, at skrive, at spise, at transhypnografere ‚Ķ Den slags “at” h√łrer sammen med udsagnsordet, s√• kommaet m√• naturligvis ikke st√• mellem de to ord. (Alts√• igen: Ikke komma efter at!)

Det er to helt forskellige “at’er”. De bruges forskelligt, og de udtales forskelligt:

  • “Han lovede bestemt () han ville g√łre det.” “Bindeords-at” udtales tit s√• svagt, at vi (n√¶sten) ikke h√łrer det.
  • “√Ö spise, √• drikke og √• sove – det er alt, hvad der interesserer ham.” “Infinitivm√¶rke-at” bliver altid udtalt – men tit som et slapt “√•” (som i “godt” eller Aalborg”).

“Bindeords-at” bruges som n√¶vnt i begyndelsen af en leds√¶tning for at h√¶gte den p√• hoveds√¶tningen. Og hvis du s√¶tter traditionelt grammatisk komma, s√• skal der v√¶re komma lige pr√¶cis d√©r – mellem de to s√¶tninger. Det vil sige komma f√łr “bindeords-at”: “Han lovede bestemt, at han ville g√łre det.” (Hvis leds√¶tningen da ikke st√•r f√łr hoveds√¶tningen – s√• er der et punktum i stedet: “- – . At han ville g√łre det, det lovede han bestemt.”)

“Infinitivm√¶rke-at” bruges til at st√• foran en bestemt b√łjningsform af udsagnsord. Og det er en b√łjningsform, der ikke kan bruges som udsagnsled i en s√¶tning (Se artiklen “Hvad er en s√¶tning?”), og som normalt slet ikke kan st√• f√łrst i en leds√¶tning. Derfor m√• der normalt ikke v√¶re komma f√łr s√•dan et “at”! Eneste undtagelser er opremsninger som i eksemplet ovenfor: “at spise, at drikke og at sove – ” – men det er et opremsningskomma, ikke et s√¶tningskomma.

Hanlovede,athanvilleg√łre det.
xoxo
Hanlovedeat g√łre det.
xo

Alts√•: Kun s√¶tningskomma mellem s√¶tninger! Og “infinitivm√¶rke-at” betyder IKKE, at der begynder en ny s√¶tning!

Den nemme
Der er en meget nemmere l√łsning p√• problemet. Den foruds√¶tter, at du bruger “nyt komma” – eller rettere “undtagelsesreglen”, som siger, at man ikke s√¶tter komma d√©r, hvor en leds√¶tning begynder. (Bortset fra visse tilf√¶lde, hvor man skal g√łre det alligevel, men lige pr√¶cis d√©n undtagelse fra undtagelsen er ikke relevant her.)

Hvis du sprang “den grammatiske” over og hoppede direkte hertil, s√• g√• tilbage og l√¶s forklaringen om de to forskellige slags “at”. S√• nem er “den nemme” nemlig heller ikke.

  • Hvis du ikke s√¶tter komma d√©r, hvor en leds√¶tning begynder, skal du selvf√łlgelig ikke s√¶tte komma foran “bindeords-at”.
  • Du m√• som ovenfor n√¶vnt heller ikke s√¶tte komma f√łr “infinitivm√¶rke-at”, medmindre der er en opremsning, hvor du skal s√¶tte “og-kommaer”.

Fordelen er alts√•, at du kun skal s√¶tte komma foran “at”, hvis det lille fr√¶kke ord indg√•r i en opremsning af navneformer (infinitiver) af typer “At spise, at drikke og at s√¶tte komma – det er alt hvad han t√¶nker p√•.” Og at du aldrig skal s√¶tte komma efter “at”.

Ulempen er, at du – hvis du vil v√¶re konsekvent – er n√łdt til at bruge “undtagelsesreglen” (“nyt komma”) konsekvent. Og det er ikke lige s√• let hele vejen rundt.

Til top

Komma ved navne

“Komiker, Jan Gintberg, og journalist, Martin Krasnik, diskuterer om at karrikere Sarah Palin og John McCain” (Skilt p√• sk√¶rmen p√• den amerikanske valgaften – TV2 Nyhederne) Hvad er der galt her?

Den slags kommaer er kendt som “parenteskommaer”, og de optr√¶der tit i forbindelse med navne:

  • Statsministeren, Lars L√łkke Rasmussen, bor i Helsinge.
  • Lars L√łkke Rasmussen, statsministeren, bor i Helsinge.

MEN:

  • Statsminister Lars L√łkke Rasmussen bor i Helsinge.

Forskellen er, at i de to f√łrste eksempler kan ordene mellem kommaerne undv√¶res: Statsministeren bor i Helsinge. Men i det nederste eksempel g√•r det ikke: *Statsminister bor i Helsinge. Hvorfor ikke?

I de to f√łrste eksempler er komma-parentesens indhold en forklaring af, hvad det er for en statsminister (eller en Lars L√łkke Rasmussen), vi mener. Den forklaring kan undv√¶res, uden at s√¶tningen bliver umuligt – rent grammatisk, i hvert fald. Det kaldes apposition eller navnetill√¶g.

Men i det nederste eksempel er “Statsminister Lars L√łkke Rasmussen” en helhed, som ikke kan splittes op: titel + mand. Ordet “statsminister” alene dur nemlig ikke som grundled i s√¶tningen, n√•r det st√•r i ubestemt form.

S√• det indledende eksempel er forkert, fordi – popul√¶rt sagt – “du m√• ikke s√¶tte komma mellem titlen og manden”, i hvert fald ikke n√•r titlen st√•r i ubestemt form.

Til top

Kan en l√¶ggeh√łne f√• ligges√•r?

Flere har bedt mig skrive lidt om problemet med at bruge “ligge” og “l√¶gge” rigtigt, senest med udgangspunkt i en overskrift fra Erhvervsbladet: “Et overbud af aktier fra fem nordiske finansselskaber kan ligge en d√¶mper p√• kursudviklingen i finanssektoren”. Det er jo forkert.

Ligge og l√¶gge h√łrer sammen p√• samme m√•de som sidde og s√¶tte, springe og spr√¶nge. Forskellen er den, at det f√łrste ord bruges uden genstandsled: man kan ligge (stille), sidde (bl√łdt) og springe (h√łjt), men det andet ord kr√¶ver genstandsled: man kan l√¶gge et √¶g, s√¶tte kanden p√• bordet og spr√¶nge Langebro i luften. Det sidste b√łr man dog lade v√¶re med.

Man ligger, sidder og springer Рmen man lægger, sætter og sprænger noget. Altså:

  • Konen l√¶gger et √¶g i kurven, og s√• ligger det i kurven.
  • Manden s√¶tter sig i sofaen, og s√• sidder han bl√łdt.
  • Datteren spr√¶nger et kanonslag, og s√• springer alle ruderne.

Du kan pr√łve at omskrive ordet med “f√• til at”, hvis du er i tvivl:

  • l√¶gge = f√• til at ligge
  • s√¶tte = f√• til at sidde
  • spr√¶nge = f√• til at springe

Hvis vi tager overskriften fra Erhvervsbladet igen, kan vi altså sige, at overbuddet af aktier kan lægge en dæmper på kursudviklingen, det vil sige få dæmperen til at ligge der Рog så ligger den, hvor den blev lagt; for problemet findes jo ikke kun i nutid.

  • Jeg lagde barnet i seng, og d√©r l√• det s√•.
  • Jeg har lagt barnet i seng, og der har det ligget lige siden.

Og ja – jeg ved godt, at man visse steder i landet med sindsro siger, at “jeg har lagt i sengen hele sidste uge”; men det er alts√• ikke korrekt rigsdansk!

Kan en l√¶ggeh√łne s√• f√• ligges√•r? I princippet ja – men kun, hvis den ligger p√• √¶ggene efter at have lagt dem …

Til top

L√¶ggeh√łns og liggeh√łns …

Tak for mange kommentarer til emnet. Specielt tak til min gamle kollega Ebbe Nielsen, som g√łr opm√¶rksom p√•, at der jo b√•de findes l√¶ggeh√łns (som l√¶gger √¶g) og liggeh√łns (som ligger og ruger p√• √¶ggene) – og at sidstn√¶vnte faktisk godt kan f√• l√¶gges√•r, hvis de kommer til at l√¶gge et √¶g og p√•drager sig et s√•r i m√•sen ved den for dem uvante anstrengelse …

Et supplerende sp√łrgsm√•l g√•r p√• “grundliggende” og “grundl√¶ggende”; begge ord st√•r nemlig i ordbogen som ligeberettigede muligheder. Hvad skal man s√• foretr√¶kke?

“Grundliggende” er f√łrst dukket op i Retskrivningsordbogen i 1996 – indtil da var “grundl√¶ggende” eneste mulighed. Begge ord kan afledes helt logisk af henholdsvis “ligge” og “l√¶gge”:

  • grundliggende – noget ligger til grund for …
  • grundl√¶ggende – jeg l√¶gger noget til grund for …

Politikens H√•ndbog i Nudansk anbefaler at bruge “grundl√¶ggende”, m√•ske fordi “grundliggende” f√łrst er blevet accepteret for ganske nylig, og nogle (√¶ldre) l√¶sere derfor kan tro, at det er en stavefejl. Argumentet er nok lidt tvivlsomt; ord dukker f√łrst op i Retskrivningsordbogen, n√•r de allerede har en vis udbredelse i virkeligheden. Men det er jo praktisk, at vi er enige om, hvordan vi staver, s√• jeg vil anbefale “grundl√¶ggende” – om ikke af anden grund, s√• fordi det helt sikkert er det almindeligste.

Til top

Men eller mén?

Der er intet ord i den danske retskrivning, der skal skrives med accent (trykstreg eller på fransk: accent aigu). Og generelt anbefaler sprognævnet, at man holder sig tilbage og kun bruger accenter, hvor det letter forståelsen. Dér kan de til gengæld være meget nyttige for læseren.

  • Han k√łbte kun en stol. (Ikke en sofa)
  • Han k√łbte kun √©n stol. (Ikke 4)

Et oplagt sted at bruge accent er ved ord, der stavemæssigt kan forveksles med andre ord, og hvor kun trykket adskiller dem:

  • Om lidt g√•r alle b√łrnene ned ad en all√©.
  • Har man begge arme, kan man slutte sig til en arm√©.
  • En skuespiller kan entre scenen og g√łre en god entr√©.
  • Man kan sniffe til en rose, mens man nipper til et glas ros√©.

Her kommer “m√©n” ind i billedet. Mange har kigget i Retskrivningsordbogen og konstateret, at der st√•r “men”. Men men kan forveksles med men (alts√• netop ikke men) i l√łbende tekst; og selv om l√¶seren nok ikke vil misforst√• teksten i sammenh√¶ngen, kan han eller hun sagtens blive n√łdt til at springe tilbage: Hvad stod der…? N√•eh ja. – Og det er jo fuldst√¶ndig un√łdvendigt, n√•r det nu er legalt at skrive “m√©n”.

Kig selv i Retskrivningsordbogens § 5 Рdet får du ikke mén af!

Til top

Og efter punktum?

Ja, hvorfor ikke? Det foruds√¶tter selvf√łlgelig, at “Og” indleder en hel s√¶tning; men ellers er det grammatisk set helt problemfrit.

  • Ud fra en grammatisk analyse er der to ganske almindelige s√¶tninger i dette eksempel. Og s√• er der vel ikke noget at komme efter?

Nej, det er der ikke Рsådan set. For der er alligevel 2 ting, du skal være opmærksom på.

For det f√łrste skal der alts√• v√¶re en hel s√¶tning efter punktummet. “S√¶tninger” som disse g√•r ikke:

  • * Vi tilbyder at st√• bag dig i alle livets faser. Og bist√•r gerne med r√•d og vejledning i livets overgange.

Den slags kan gode sk√łnlitter√¶re forfattere og meget gode reklametekstforfattere slippe af sted med uden at br√¶kke √łjnene p√• l√¶seren, for de ved, hvad de g√łr. Men for de fleste af os bliver det lige s√• grimt som i eksemplet her.

For det andet er der en logisk grund til, at så mange (fejlagtigt) tror, at man ikke må.

“Og” er vores st√¶rkeste bindeord; det forbinder ord, udtryk og s√¶tninger, som h√łrer st√¶rkt sammen, og derfor kan et punktum f√łr “og” godt give oplevelsen af en logisk forbindelse, der bliver afbrudt.

  • Nikolaj. Og Julie.

Kombinationen “punktum + og” er et meget effektfuldt stiltr√¶k, som kan give teksten en s√¶rlig betoning og en vinkling af det indhold, modtageren opfatter: en kunstpause, der understreger det f√łlgende.

  • Efter 9 √•rs √¶gteskab kom Lise en aften hjem og meddelte, at nu ville hun skilles, og det passede Bo udm√¶rket.
  • Efter 9 √•rs √¶gteskab kom Lise en aften hjem og meddelte, at nu ville hun skilles. Og det passede Bo udm√¶rket.

Krydderier er en foruds√¶tning for at lave god og sp√¶ndende mad, men de skal bruges med m√•de. Det samme g√¶lder sprogets s√¶rlige effekter, som “punktum + og” er √©n af. S√• n√¶ste gang du griber dig selv i at begynde med “Og” efter et punktum, b√łr du kigge lidt p√• sammenh√¶ngen.

  • S√¶tter du punktummet, bare fordi s√¶tningen er ved at blive for lang, s√• se p√• hele s√¶tningens struktur en gang mere.
  • Skriver du “Og” uden at have noget specielt behov for at binde teksten sammen, s√• overvej det “Og” en gang til.
  • Skriver du “. Og” for at opn√• en bestemt effekt – jamen s√• g√łr det dog! Du m√• godt! Og det er ikke engang l√łgn…

Til top

Om hvorvidt

  • Forsvareren vil ikke udtale sig om, om den sigtede vil erkl√¶re sig skyldig.

S√•dan kan man da ikke skrive! – Og hvorfor s√• ikke? – Jamen ‚Ķ det – det lyder da grimt ‚Ķ det m√• da v√¶re forkert! Det m√• da hedde “‚Ķ om, hvorvidt den sigtede vil erkl√¶re sig skyldig”!

Nåh ja. Det lyder grimt, og så må det være forkert. Vi lader argumentationens logik hvile i fred og ser i stedet på grammatikkens love.

Der er absolut intet grammatisk ukorrekt i s√¶tningen ovenfor! Det 2 “ommer”, der ser s√• grimme ud i hinandens selskab, h√łrer til i hver sin s√¶tning, og der er de brugt aldeles korrekt:

  • Forsvaret vil ikke udtale sig om det.
  • Jeg gad vide, om den sigtede vil erkl√¶re sig skyldig.

Der er mange eksempler p√•, at 2 ens ord kan gnubbe n√¶se hen over et komma uden at v√¶kke offentligt anst√łd:

  • Hvor mange er der, der vil have mere at spise nu?
  • Det, det kommer an p√•, er den personlige gennemslagskraft.

Til gengæld kan der være et problem, hvis de to ord står ved siden af hinanden inden for samme sætning:

  • C√¶sar var lige s√• stor som statsmand som som h√¶rf√łrer.
  • Jeg har desv√¶rre ikke f√•et noget at skrive med med.

De eksempler er ganske vist ogs√• fuldst√¶ndig korrekte i grammatisk henseende, men de fleste vil formodentlig anse dem som lidt klodset udtrykt – noget, man vil fors√łge at omformulere.

Og det gælder altså af en eller anden uransagelig grund også om, om Рselv om de 2 ommer står i hver sin sætning og derfor burde være hævet over enhver anklage for dårligt sprog. Du har 2 muligheder:

  • Du kan insistere p√• din umistelige ret til at skrive om, om – og give pokker i, at mindre skarpe sprogbrugere tror, at det er en fejl.
  • Du kan acceptere, at nogen af dine l√¶sere alts√• synes, at det er grimt – og formulere s√¶tningen om: Forsvareren vil ikke oplyse, om den sigtede vil erkl√¶re sig skyldig.

Men du b√łr ikke udskifte det ene “om” med et “hvorvidt”! “Hvorvidt” er et gammeldaws og st√łvet ord, der fuldt berettiget er ladt tilbage i forrige √•rhundredes sproglige rendesten. Skriver du “‚Ķ om, hvorvidt den sigtede vil erkl√¶re sig skyldig”, s√• uds√¶tter du dig for mistanke for at v√¶re enten jurist eller en gammel mand med langt gr√•t sk√¶g. S√•dan en som mig.

Til top

Orddeling

“st-sp-sk – du aldrig dele m√•!” har l√¶rere terpet langt op i tiden. Men det er l√łgn; vi m√• godt – og det har vi m√•ttet lige siden den store retskrivningsreform i 1955!

Der er helt faste regler for orddeling, og de har ligget fast siden reformen i 1955. Der er ikke kommet nye regler for nylig, og det er ikke tilladt at dele ord, fuldstændig som det passer én, selv om der er en vis valgfrihed.

Her er de vigtigste principper:

  • Der skal v√¶re mindst en hel stavelse p√• hver linje. Du m√• alts√• ikke dele “str-afpoint” eller “sydfyn-sk”.
  • Sidst p√• en linje og f√łrst p√• en linje m√• der ikke st√• en konsonantforbindelse, som ikke kan st√• sidst eller f√łrst i et normalt ord. Du m√• alts√• ikke dele “brokk-eri” eller “ma-rkedsdag”.
  • Dobbeltvokaler, der udg√łr √©n lyd i fremmedord,m√• ikke deles.Du m√• alts√• ikke dele “ge-ar” eller “sa-utere”. (Det m√• Word’s orddelingsprogram heller ikke!)
  • Sammensatte ord skal deles i sammens√¶tningen, og et evt. bindebogstav skal blive p√• f√łrste linje. Du m√• alts√• ikke dele “husar-rest”, “adels-tand” eller “b√•d-ebro”, og orddelinger som “maskinka-skoskade” og “for√•r-saget” er naturligvis forbudt.
  • Ord skal deles, s√• betydningen kommer tydeligst frem ved en hurtig l√¶sning. “Natur-vejleder” er alts√• bedre end “Naturvej-leder”.

Og s√• er der den lille hilsen fra Retskrivningsordbogen til os √¶ldre medborgere. “I ord med en konsonantforbindelse mellem vokaler deles der som hovedregel foran den sidste konsonant i forbindelsen: eks-pert, gis-pe, kas-ket, t√łrs-te …” S√•dan har reglen v√¶ret siden 1955 …

Til top

Orddeling Рsvære ord

P√• dansk s√¶tter vi ord sammen, s√• de sidder sammen. Modsat engelsk, hvor man bare skovler ord sammen i en bunke med en m√łggreb. Alts√•: Gaded√łrsn√łgle. Antenneudvalgsformandsvalg. Markedsf√łringsbidragsansvarlig. Og for det meste finder vi ud af at l√¶se de sammenbragte ord, for vi er vant til teknikken, og n√•r de s√• bare er sat sammen af let genkendelige dele …

Men somme tider skal man alligevel lige springe tilbage i teksten og tage et ord √©n gang til. Hvad fx med “superkonfliktsky amerikanskyemenitisk odenseimam”?

Mange har en modvilje mod bindestreger som opdeling af sv√¶re ord. Det lugter lidt af 2. klasses l√¶sebog: “Marie havde en fin mad-pakke med p√• skov-turen”. Men den slags l√¶sehj√¶lp kan godt v√¶re p√• sin plads, ikke mindst n√•r man g√•r i gang med at konstruere nye ord til lejligheden. Og det g√łr nogle journalister og andre “professionelle” sprogbrugere alts√• med stor forn√łjelse.

Sammenk√¶dningen ovenfor kan selvf√łlgelig opl√łses s√•dan: “super-konfliktsky amerikansk-yemenitisk odense-imam”; men 3 p√¶dagogiske bindestreger i tr√¶k er b√•de grimt og afsl√łrende for skribentens selvfede stil. S√• en blanding af bindestreg og omskrivning m√• v√¶re vejen frem: “en konfliktsky amerikansk-yemenitisk imam i Odense …”

Til top

Punktum og parentes

Normalt polemiserer jeg aldrig mod Dansk Sprogn√¶vn. Retskrivningsordbogen (den gr√łnne) er lov, og s√•dan er d√©t bare. Men i retskrivningsreglernes ¬ß 61 stk.3a st√•r der ikke desto mindre noget sludder, heldigvis p√• et mindre vigtigt punkt.

“Punktum, semikolon og komma s√¶ttes altid efter parentesen, og der s√¶ttes ikke semikolon eller komma foran parentesen.” Det sidste er jeg selvf√łlgelig enig i. Men det f√łrste afh√¶nger alts√• af teksten:

  • Der var mange der var interesserede (det vender jeg tilbage til).
  • Der var mange der var interesserede. (Det vender jeg tilbage til.)

I det f√łrste eksempel er et semikolon eller en tankestreg foran leds√¶tningen blevet erstattet af en parentes. Hele parentesen st√•r alts√• inde i hoveds√¶tningen, og punktummet st√•r p√• sin plads efter parentesen – der, hvor hoveds√¶tningen slutter.

I det andet eksempel st√•r hele s√¶tningen inde i parentesen – s√• det g√łr s√¶tningens punktum selvf√łlgelig ogs√•.

Alts√•: Hvis du s√¶tter parentes om en hel s√¶tning med stort begyndelsesbogstav osv., s√• skal s√¶tningens sluttegn – punktum, udr√•bs- eller sp√łrgsm√•lstegn – med ind i parentesen. (Selv om sprogn√¶vnet mener noget andet.)

Til top

Sammensatte ord

Dansk er det sprog i verden, der har flest ord. Intet er st√łrre end “uendeligt”, og uendeligt er antallet af danske ord. Vi skaber nemlig ord efter behov, fuldst√¶ndig uden h√¶mnnger: samfundshj√¶lper, pensionsudbetalingsskema, sommerferiel√łnsinformation, kaffepauseunderl√¶gningsmusik, … Den slags sammens√¶tninger af navneord skriver dansk – modsat de fleste andre sprog – i √©t ord.

Reglerne er en smule forskellige, alt efter hvilke ordklasser vi sætter sammen.

For det f√łrste: Sidste ord i sammens√¶tningen afg√łr selvf√łlgelig, hvilken ordklasse hele sammens√¶tningen h√łrer til i:

  • over + hund = overhund – “hund” er et navneord, alts√• er “overhund” ogs√•
  • over + beglo = overbeglo – “beglo” er et udsagnsord, alts√• er “overbeglo” ogs√•
  • over + lykkelig = overlykkelig – “lykkelig” er et till√¶gsord, s√• det er “overlykkelig” ogs√•.

For det andet: Det eller de f√łrste ord i sammens√¶tningen bestemmer, hvordan sammens√¶tningen skal foreg√•. Der er nemlig en smule forskel p√•, om det/de f√łrste ord er navneord eller udsagnsord, eller om det/de er till√¶gsord.

Navneord eller udsagnsord + navneord

Du kan tjekke, om et sammensat navneord skal skrives i et ord, ved at b√łje det i bestemt form. Hvis der kun kommer b√łjningsendelse p√• den sidste del, skal sammens√¶tningen i √©t ord. S√•dan:

Et eller flere ord? I bestemt form: Altså:

et eller flere ord?i bestemt form:altså:
fiskeri kontrol
fiskerikontrol
fiskerikontrollenét ord
bonde br√łd
bondebr√łd
bondebr√łdet√©t ord
√łkologisk bondebr√łd
√łkologiskbondebr√łd
det √łkologiske bondebr√łd_to ord
det f√łrste ord er et till√¶gsord!
bedstemor cykler
bedstemorcykler
bedstemorcyklernePas på Рher er der risiko for forkert betydning
informations s√łgning
informationss√łgning
informationss√łgningenSe “sammenf√łjnings-s’et” mellem “information” og “s√łgning” – det afsl√łrer i sig selv, at de to ord skal s√¶ttes sammen.

Navneord kan ogs√• s√¶ttes samme med udsagnsord: skriveopgave, trilleb√łr, talegaver:

Et eller flere ord? I bestemt form: Altså:

et eller flere ord?i bestemt form:altså:
skrive opgave
skriveopgave
(at) skrive opgaven
skriveopgaven
Ingen b√łjningsendelse p√• det f√łrste led – alts√• kan det ikke st√• alene som led i sammens√¶tningen. Faktisk kommer det til at betyde noget helt andet, hvis det st√•r alene!
trille b√łr
trilleb√łr
(at) trille_ b√łren (er let)
trilleb√łren (v√¶ltede)
som ovenfor

Tillægsord + navneord

Navneord kan også sættes sammen af tillægsord og navneord. Og så er der fare på færde.

Till√¶gsordet har jo deres navn, fordi de kan l√¶gge sig til et navneord og sige noget om det uden at s√¶ttes sammen med det: Se eksemplet ovenfor ved sammens√¶tningen “√łkologisk bondebr√łd”. Her kommer et till√¶gsord foran det sammensatte navneord, og det skal v√¶rsgo’ holde sig ude af sammens√¶tningen.

√łkologisk bondebr√łd
√łkologiskbondebr√łd
det √łkologiske bondebr√łd_to ord!

Men hvad s√• med “r√łd gr√łd”? Hedder det ikke “r√łdgr√łd”?

Det kommer an på, hvad du mener.

  • R√łd gr√łd er en eller anden gr√łd, der er r√łd. R√łdgr√łd er en s√¶rlig slags frugtgr√łd.
  • Fad √łl er √łl, der har st√•et √•ben for l√¶nge og er blevet doven. Fad√łl er √łl, der er tappet fra fad.

Begge varianter kan være rigtige. Men de betyder noget helt forskelligt.

Du kan se forskellen p√• samme m√•de som ovenfor. B√łj ordet i bestemt form og se, hvad der sker:

r√łd gr√łd
r√łdgr√łd
den r√łde gr√łd
r√łdgr√łden
Hvor kommer der b√łjningsendelse p√•?
fad √łl
fad√łl
den fade √łl
fad√łllen
Hvor kommer der b√łjningsendelse p√•?
fin mekaniker
finmekaniker
den fine mekaniker
finmekanikeren
Hvor kommer der b√łjningsendelse p√•?

Og samme teknik kan du bruge, når du skal finde ud af, om to tillægsord skal sættes sammen til ét:

halv n√łgen dame
halvn√łgen dame
den halve n√łgne dame
den halvn√łgne dame
Hvor kommer der b√łjningsendelse p√•?

Pr√łv nu selv: Hvad er forskellen mellem en halv fad √łl, en halv fad√łl og en halvfad √łl?

Se også Orddeling Рsvære ord

Til top

Som eller der – eller som der?

som eller der
Ikke mange sproglige sp√łrgsm√•l er indhegnet af s√• mange kreative tommelfingerregler som brugen af som eller der i begyndelsen af leds√¶tninger. Men her er de rigtige:

  • N√•r “ordet” er grundled i leds√¶tningen, kan man b√•de bruge som og der:
    Koen, som/der blev malket …
  • N√•r “ordet” er grundled i flere leds√¶tninger, der f√łlger efter hinanden, kan man b√•de bruge som og der i den f√łrste, men kun som i den/de f√łlgende:
    Koen, som/der blev malket, og som snart skulle slagtes …
  • N√•r “ordet” er andet end grundled, kan man kun bruge som. Dette som kan ofte udelades uden betydningsforskel:
    Her er den ko, (som) vi vil malke…
  • N√•r leds√¶tningens √¶gte grundled er et hv-ord (hvem, hvad), og “ordet” er forel√łbigt grundled (se “Forel√łbigt grundled”), kan man kun bruge der:
    Han spurgte, hvem der vil slagte koen.

som der
Sammensætningen som der er tit ukorrekt; men somme tider er den en korrekt valgmulighed, og i enkelte tilfælde er den det mest korrekte:

  • N√•r en s√¶tning, der begynder med et forel√łbigt grundled (Der har altid st√•et bl√¶st om den ko), g√łres til en leds√¶tning, kommer der et helt korrekt (men valgfrit!) som ind som bindeord:
    Det er en ko, (som) der altid har stået blæst om.
  • OG hvis der er lagt s√¶rligt tryk p√• grundleddet i hoveds√¶tningen – fx hvis det st√•r i bestemt form eller med bestemt artikel – er som der faktisk det bedste (selv om det ikke er obligatorisk):
    Den ko/koen, som der altid har stået blæst om, græsser omme ved laden.

Det er let at kende de korrekte som der-sætninger fra de ukorrekte:

  • hvis du kan udelade der, er som der forkert:
    *Her er den ko, som der har kælvet for nyligt.
    Du kan godt skrive … den ko, som har k√¶lvet … s√• i dette tilf√¶lde er som der forkert.
  • Hvis du ikke kan udelade der, er som der rigtigt:
    Her er den ko, som der har stået blæst om.
    Du kan ikke skrive … *den ko, som har st√•et bl√¶st om … s√• i dette tilf√¶lde er som der korrekt.

Er du i tvivl, kan du altid satse sikkert og n√łjes med der; det vil i praksis aldrig blive anset for forkert.

Til top

Springe eller sprænge?

Det er et sp√łrgsm√•l, som driller mange – ganske som det med ligge og l√¶gge. Men sagen er alts√•, at der er tale om 2 forskellige udsagnsord:

  • At springe, jeg springer, jeg sprang, jeg er sprunget
  • At spr√¶nge (noget), jeg spr√¶nger, jeg spr√¶ngte, jeg har spr√¶ngt

Det vil sige, at vandr√łrene er spr√¶ngt, fordi frosten har spr√¶ngt dem; men sikringerne er sprunget helt af sig selv. (Medmindre vi ved, at det er en eller anden kortslutning, der har spr√¶ngt dem.)

For at sige det på grammatisk:

  • Ved “springe” er det s√¶tningens grundled, der springer – evt springer et eller andet sted hen: Jeg springer nu.(= Jeg hopper i vandet nu.)
  • Ved “spr√¶nge” s√łrger s√¶tningens grundled for, at noget andet spr√¶nger: Frosten spr√¶ngte vandr√łrene.

Derfor kan “springe” ikke have genstandsled, mens “spr√¶nge” normalt har det. (I princippet altid; men du kan godt forestille dig en minearbejder, der r√•ber: “Hold jer for √łrerne, vi spr√¶nger nu!” Dermed mener han jo ikke, at han hopper ud fra 4. sal, men at han gennemf√łrer en spr√¶ngning af noget klippe.)

Til top

STORT eller småt?

Et sp√łrgsm√•l, der j√¶vnligt dukker op, er: Skal forkortelser med stort eller sm√•t? Hedder det CD eller cd, PC eller pc, EDB eller edb? Reglerne er forholdsvis enkle.

Navne staves altid med stort. Så når de forkortes, skal forkortelsen også skrives med stort: Poul Henningsen bliver til PH (og derfor PH-lampe) og så videre: B.T., St. Heddinge, Kbh., Chr. V’s Da. Lov.

Initialforkortelser er en særlig type navneforkortelser, som er sammentrækninger af begyndelsesbogstaver fra flere ord eller orddele: USA, FN, KFUM, OPEC. Nogle af disse forkortelser er efterhånden i dagligsproget blevet til almindelige ord, som kan læses og skrives som navne i sig selv: Nato (eller NATO), Unesco (eller UNESCO) osv.

Andre navneord forkortes enten med store eller små bogstaver efter disse regler:

  • Forkortelser med punktum er n√¶sten altid med sm√•t: afs., a.m.b.a., f. eks., hr., osv., tlf.
  • Forkortelser af metriske m√•l er med sm√•t, men uden punktum: m, kg, t, mm, l, km
  • Forkortelser, der i sig selv er blevet til dagligdags ord, skrives som ord ‚Äď alts√• med sm√•t, hvis det da ikke lige er efter punktum: aids, a-kraft, bh, cd, cd-rom, edb, hf, hiv, id-kort, p-skive, tv. (Det er nok den vigtigste regel at huske ‚Äď her kommer de fleste sp√łrgsm√•l.)
  • De fleste andre forkortelser skrives med stort: ATP, BNP, MF, OL, √ėD, A/S, (eller a.s.), NB.

Bogstaver “i l√łs v√¶gt”: Der er en r√¶kke situationer, hvor bogstaver bruges l√łsrevet uden at v√¶re forkortelser. Der kan v√¶re tale om former: T-shirt, I-jern, U-r√łr, V-udsk√¶ring. Eller det kan v√¶re betegnelser for r√¶kkef√łlge, kvalitet, gruppe eller lignende: A-√¶g, B-menneske, C-vitamin, D-sk√•l, E-tog, opgang F. Her er enkeltbogstavet altid skrevet med stort.

Vil du vide mere, så kig f. eks. i Retskrivningsordbogen side 941-943 (2012-udgaven).

Til top

STORT eller småt Рigen Рsamt noget om fagudtryk

En l√¶ser har sendt mig en note om artiklen om store og sm√• bogstaver. Han g√łr opm√¶rksom p√•, at sandheden om forkortelser af m√•leenheder ikke er s√• enkel endda; det internationale SI-system bruger sm√• og store bogstaver mere eller mindre i fl√¶ng, og det smitter til en vis grad af p√• danske forhold. For eksempel forkortes volt “V” – ogs√• p√• dansk.

P√• den anden side: Selv om SI-systemet bruger stort “L” som forkortelse for liter, foreskriver Dansk Sprogn√¶vn forkortelsen “l”. Det sker dels i et fors√łg p√• at standardisere retskrivningen af de almindeligste former mest muligt, og dels som konsekvens af, hvad folk rent faktisk skriver. Og det m√• vi rette ind efter, for som der st√•r i Lov nr. 332 af 14.5.1997 om dansk retskrivning (Lovtidende A side 1521), ¬ß1: “Dansk retskrivning fastl√¶gges af Dansk Sprogn√¶vn og offentligg√łres i Dansk Sprogn√¶vns retskrivningsordbog.”

Den situation, at ord skal staves (eller forkortes) p√• √©n m√•de p√• et fagsprog og p√• en anden i almindeligt dansk, kender vi fra andre omr√•der end fysikkens. L√¶ger taler og skriver f. eks. om “shock” og “asthma”, i begge tilf√¶lde pr√¶cise medicinske betegnelser for bestemte tilstande eller lidelser. Men alle vi andre har alts√• bare at skrive “chok” og “astma” til daglig – og at forkorte liter med lille “l” -, for s√•dan st√•r der i Retskrivningsordbogen.

S√• m√• vi tr√łste os med, at det til geng√¶ld ikke l√¶ngere er tilladt at skrive majon√¶se.

Til top

Sætningsknuder

– Og hvad er s√• “s√¶tningsknuder”? Det er s√¶tninger, der lyder helt fornuftigt, n√•r man siger dem, men som p√• tryk ser ud, som om de er faldet p√• gulvet og g√•et i stykker – og s√• samlet op og sat forkert sammen igen. Det er de s√•dan set ogs√•.

  • Den slags kan man ikke forvente, at folk kan forst√•.

L√¶s lige den s√¶tning h√łjt. Den lyder da fint nok, ikke? Jovist; men pr√łv s√• at analysere den lidt ud i hj√łrnerne – ikke bare kryds og bolle, men ogs√• trekant (genstandsled, alts√•). S√• ser du, at der “i virkeligheden” st√•r: Man kan ikke forvente, at folk kan forst√• den slags.

P√• dansk er vi rigtig gode til at fremh√¶ve det vigtigste i en s√¶tning ved at hive det op foran. Somme tider mere vellykket end somme tider … Men i talesproget fungerer det fortrinligt:

  • Ham tror jeg ikke at du kender.
  • Den mappe tror jeg han glemte p√• kontoret.
  • Det blev hun sur fordi jeg sagde.
  • Kagerne sagde hun at hun havde glemt.
  • De vitaminer bliver du sund hvis du tager hver morgen.
  • Det er den slags jeg mener at vi skal undg√• n√•r vi skriver.

Det virker bare ikke altid p√• skrift! Du kan meget let komme til at skrive s√¶tninger, som folk skal l√¶se b√•de 2 og 3 gange, f√łr de har fattet. Og n√¶sten lige s√• slemt: Du kan meget let komme til at skrive s√¶tninger, som du ikke selv kan finde ud af at s√¶tte komma i. Det sidste er der en l√łsning p√•: L√¶s om den i artiklen “Dansk komma”. Men det f√łrste er et problem, som du kun kan l√łse ved at undg√• det.

S√¶tningsknuder h√łrer hjemme i talesproget!
Normalt r√•der jeg folk til at l√¶se deres tekster h√łjt, n√•r de l√¶ser korrektur p√• dem. Hvis de er lette at l√¶se h√łjt for dig selv, er de formodentlig ogs√• lette at l√¶se for andre. Men netop ved s√¶tningsknuder er der en undtagelse. S√• lad v√¶re med at bruge s√¶tningsknuder p√• skrift, medmindre du er nogenlunde sikker p√•, hvad du g√łr – og nogenlunde god til at s√¶tte komma.

Læs meget mere om sætningsknuder i Mål og Mæle 29. årgang nr. 1, marts 2006. Lån det på biblioteket eller endnu bedre: Ring til 35 32 91 63 og bestil et abonnement. Kun 170 kr. om året for Danmarks bedste sprogtidsskrift Рdet er billigt!

Til top

S√¶tningsord (afledte navneord eller “verbalsubstantiver”)

S√¶tningsord er navneord, der er afledt af udsagnsord – deraf den grammatiske betegnelse “verbalsubstantiv”.

  • Efter besigtigelse af lejligheden f√•r De en opg√łrelse over vedligeholdelsesgodtg√łrelsen.

Det er sikkert rigtigt; men hvem besigtiger, hvem opg√łr og hvem skal have “godtgjort” noget?

Ordet “besigtigelse” er afledt af udsagnsordet “besigtiger”; og hvis vi genindf√łrer “besigtiger”, sker der det, at det oprindelige grundled – den person, der besigtiger – vender tilbage sammen med sit udsagnsled:

  • S√• snart ejendomsinspekt√łren har besigtiget (eller set p√•) lejligheden, kan vi g√łre op, hvor meget du f√•r for selv at male stue og entr√©.

S√¶tningsord tr√¶kker b√•de den handlende og den eller det, der bliver handlet med, ud af teksten, s√• l√¶seren ikke kan se, hvem der g√łr noget med hvad eller hvem. Deraf navnet; for en hel leds√¶tning bliver pakket ind i √©t navneord. Resultatet bliver en komprimeret og meget upersonlig tekst. Men hvis du vender tilbage til det udsagnsord, som s√¶tningsordet er afledt af, kan du bringe mennesker og ting tilbage i teksten:

  • Overtagelse sker 14. juni 2016.
  • Huset overtages 14. juni 2016.
  • Han overtager huset 14. juni 2016.

P√• den m√•de bliver teksten mere og mere vedkommende, og den bliver lettere at l√¶se. Se dette eksempel f√łr og efter omskrivning:

  • F√łr: “Forbedringen af arbejdsmilj√łet skyldes en forenkling af reglerne p√• grund af en nylig gennemf√łrt lempelse af tidspresset og en samtidig smidigg√łrelse af de administrative procedurer.”
  • Efter: “Arbejdsmilj√łet er blevet bedre, fordi reglerne er blevet enklere. Ledelsen har for nylig lempet tidspresset, og den har gjort de administrative procedurer mere smidige.”

Her er endda sat et punktum, så den lange sætning er blevet delt i 2 kortere; og det hele fylder alligevel en smule mindre.

Du kan kende s√¶tningsordene p√•, at de ender p√• -else, -ing, -ion og -ende. Dem har den gamle sprogmand Mogens L√łj beg√•et et lille digt om:

“Ord p√• -else, -ing-, -ion og -ende –
de skal altid op og vende –
og som oftest ud!”

Til top

Udenom eller uden om?

Eller: Hvornår skal biord + forholdsord skrives i ét ord, og hvornår i to?

Der st√•r tit et biord i forbindelse med et forholdsord: inde under sofaen, oven p√• glasset osv. Her er mange i tvivl om stavem√•den. Og det er synd, for reglen er meget nem: Hvis det, forholdsordet forholder sig til (“styrer”), er til stede √©t eller andet sted i s√¶tningen, skal biord + forholdsord skrives i to ord – ellers skal de tr√¶kkes sammen til √©t.

Altså:

Han står uden for lågen.
Lågen, som han står uden for, er hvid.
Han st√•r udenfor. (Ogs√• overf√łrt: Han f√łler sig udenfor.)
Fluen sidder oven på glasset.
Glasset, som fluen sidder oven p√•, …
Mor er g√•et ovenp√•. (Ogs√• overf√łrt: Ja, nu er hun ovenp√•!)
Hunden ligger inde under sofaen.Hun har ikke noget på indenunder.
Han er vist ude fra landet!Er der nyt udefra?
Vi bor lige over for ham.
Ham dér bor vi lige over for.
Han bor lige overfor.
(Men: Han bor lige over for os!)

Man kan ikke bare g√• ud fra den gamle regel om, at der “skal st√• noget bagefter”; for dels beh√łver det ikke at st√• bagefter (“Ham d√©r bor vi lige over for”), og dels er det ikke alt, der st√•r bagefter, som duer: “De har boet nedenunder l√¶nge.” Pr√łv i stedet at sp√łrge: Neden under hvad eller hvem? – Jo, de har boet neden under os l√¶nge. S√•dan!

“Som ovenfor n√¶vnt…” – oven for hvad? Nej, vel – det skriver man normalt ikke. Alts√•: Som ovenfor n√¶vnt.

Somme tider kan styrelsen stå et stykke vej borte:

  • Hun er ekspert inden for omr√•det.
  • Det omr√•de er hun ekspert inden for.
  • Det er et omr√•de, (som) hun er ekspert inden for.
  • Hvad er hun overhovedet ekspert inden for?

Men (et lidt s√łgt eksempel): Hun er ekspert indenfor – hun er nemlig indretningsarkitekt …

Til top

Vor, vort, vore – eller bare vores?

“N√•r vor hund l√łber ind i vort hus med snavsede poter, er det vore gulvt√¶pper, det g√•r ud over.”

En anelse antikveret, ikke? Lidt i stil med “vort stolte flag”, “vore tapre forf√¶dre” og “vor f√¶lles sk√¶bne”. Stort skal det v√¶re, h√łjtideligt lyder det – og ikke helt i takt med “vores gamle rustbunke br√łd sgu sammen i sidste uge”.

Der er efterh√•nden kun nogle f√• faste forbindelser, hvor vi helst skal bruge de gamle b√łjningsformer: “I vore dage”, “frikadeller som vor mor lavede dem” o.l. Bortset fra dem er det aldrig forkert at bruge den neutrale form “vores” – i √©ntal og i flertal og uanset navneordets k√łn. Det er lettere, og det lyder mere nutidigt.

Men pas alligevel p√•: Min lokale slagter havde for en del √•r siden en helt uman√©rligt smuk kvindelig l√¶rling. Derfor vakte det en del opsigt blandt byens sprogligt kompetente “hanhunde”, da slagteren satte et tilbudsskilt ud: “Pr√łv vores l√¶kre k√łdpakker”. Efter en uges tid blev det s√• rettet til “Pr√łv vore l√¶kre k√łdpakkere”, og det blev det jo ikke bedre af. Men fors√łget p√• at skrive bedre dansk blev da gjort ‚Ķ

Til top

© Per Salling, Omatskrive.dk, 2005-2021