Hvad er “smukt dansk” overhovedet? (2)

Man kan sagtens analysere sig frem til, hvad “godt”, “klart”, “tydeligt” og “effektivt” sprog er. Men hvad med “smukt dansk” – er godt og effektivt dansk og smukt dansk det samme? Ikke helt. I den anden artikel om emnet fortsætter jeg med at (forsøge at) sige noget objektivt om det subjektive.

Af Per Salling

Nogle har ment noget om mine 3 første eksempler – specielt det sidste: Jack Schaefers “Shane – den tavse rytter”. Dels er det en oversat tekst, dels er det en western; og kan ’kiosklitteratur’ være ’smuk’?

Altså: For det første skal vi da også anerkende smukt sprog i den oversatte litteratur – oversættere gør sig faktisk ret meget umage med at oversætte både præcist og smukt. Og for det andet er “Shane” godt nok en western, men det gør den ikke pr. definition underlødig. “Intet nyt fra Vestfronten” er jo lissom heller ikke “bare en krigsbog” – vel?

Men til sagen. Som skrevet i den første artikel om emnet: Effektivt dansk og smukt dansk er ikke helt det samme. Synsvinklen er forskellig, og de detaljer, man lægger vægt på, er forskellige.

Og så er det subjektivt – afhængigt af tid, sted, kultur og person – hvad man overhovedet oplever som “smukt”. Så lad mig gentage: Mine bud på, hvad der er smukt dansk, er bare mine bud. Du er velkommen til at forkaste dem – men kun hvis du kan sætte nogle andre i stedet!

Her er 3 eksempler mere. Denne gang fra journalistikkens verden – eller det, der ligner.

Smukt dansk:

Eksempel 4: Poul Høi

1. Der er dem, der hævder, at det hele begyndte 11. september.
   
2. Det begyndte for Lauren Manning, en kontorarbejder, som blev forbrændt i World Trade Center. Hun hørte sig selv ytre ord, hun aldrig havde troet, hun skulle sige: “Lad mig dø, åh, lad mig dø.”
   
3. Det begyndte for de mange mennesker, som lærte at skrive med den anden hånd, som lærte at gå med en protese, som lærte sig selv ordene til fadervor og at overleve i et hus, der pludselig var blevet tyst.
   
4. Der er dem, der hævder, at det hele sluttede 11. september.
   
5. Det sluttede for Mohamed Atta, som kronede sit had med held, og som – mens han påkaldte den almægtige Allah – styrede en Boeing 767 ind i World Trade Center.
   
6. Det sluttede for de mange mennesker, som havde levet et liv i fred, og som blev krigens første ofre, og det sluttede for de efterladte, der ikke kunne leve med tomheden.
   
7. Men sandheden er formentlig, at det hverken begyndte eller sluttede den dag.
   
8. Det begyndte tre år tidligere i Hamburg, 44 år tidligere i Saudi-Arabien, 418 år tidligere i Wien, 1.400 år tidligere i Mekka, og det sluttede ikke i New York, Mazar-e-Sharif, Kabul, Jalalabad, Kandahar eller for den sags skyld Tora Bora. Det var ikke – det er ikke – en forhekselse, der kan hæves med et fingerknips; det fortsætter hver dag, når posten kommer, og hver nat, når helikoptere og jagerfly afpatruljerer mørket.
   
9. Historien er de hændelser ud af millioner af muligheder, der ender med at blive til virkelighed, og man kan tænke sig selv til søvnløshed over de småsten, der kunne have kuldkastet forløbet. Hvis en østrigsk tapetsersvend havde solgt lidt flere malerier, hvis det havde regnet den dag i Dallas, hvis en hellig kriger havde mærket tvivlen. Men det er i bund og grund en meningsløs disciplin. Som amerikanerne siger: Hvad du ser, er hvad du får, og 11. september var en af de dage, da mennesker, begivenheder og strømninger mødtes, og hvor det hele blev føjet sammen og parret og forløst i et ravage, i et Götterdämmerung uden guder.
   
10. 11. september blev en af de dage, som vi alle drejer om, et hængsel, og det er, hvad denne historie handler om.

Eftertanke – den dag verden begyndte forfra (Berlingske Tidende 29/12 2001)(Afsnitsnummereringen er min tilføjelse – PS)

Det handler om rytme. En omhyggeligt vægtet balance mellem korte og lange afsnit: Et kort, 2 lange, et kort, 2 lange, et kort, 2 lange, et kort. De korte er som overskrifter – det sidste konklusion -, hele tiden med korte sætninger. De lange er udvidelser og kommentarer, lange sætninger, mest hele afsnittet – lige ned til afsnit 9, for her bliver der bremset op: Flere punktummer sænker tempoet som forberedelse til konklusionen i afsnit 10.

På den måde kommer det også til at handle om tempo her: En acceleration op mod det hektiske afsnit 8 – og en opbremsning ned mod stykkets slutning.

Rytme og tempo – og bevægelse. Poul Høi bevæger sig hele tiden fra det velkendte og overskuelige ud i det ukendte og uoverskuelige: Fra den overlevende Lauren Manning til dem, der lærte at overleve i et hus, der pludselig var blevet tyst. Fra selvmorderen Mohammed Atta til de efterladte, der ikke kunne leve med tomheden. (Og som derfor …) Fra posten, der dumper ind gennem brevsprækken, til helikoptere og jagerfly, der afpatruljerer mørket. Fra det allermest hverdagsagtige: Hvad du ser, er hvad du får – til det største af alt: Gudenes undergang.

Og så er der alle detaljerne: Det var ikke – det er ikke – en forhekselse, der kan hæves med et fingerknips … Retter Poul Høi sig selv, eller understreger han netop, at det ikke er fortid, han taler om – det er pinedød din og min nutid, så det vil noget?

Og ordene – de sære, gammeldags, følelsesladede eller usædvanlige ord: ytre, fadervor, tyst, påkalde, ravage, Götterdämmerung …

11. september 2001 indledte Poul Høi sin reportage med det berømte afsnit: “Der er dage, hvor ord bliver for små. Hvor ens øjne er større end ens mund. Hvor lyden af fly over hovedet, synet af skyer, der stiger til himmels som en sort kegle, og lugten … lugten af brand, af det øjeblik, hvor et bål er allermest fortærende, synes næsten for overvældende til at formidle. For betvingende. Men ord er, hvad vi arbejder med, og ord må nu gøre arbejdet.”

Det er et meget smukt dansk. Det er også en stil, der let kan kamme over og blive til krukkeri, hvis man ikke som skribent behersker sine virkemidler. Men når den lykkes, ophæver den grænsen mellem journalistik og litteratur.

Eksempel 5: Carsten Jensen

Nytår 1985. Der sker ikke naturkatastrofer i Danmark. Det er summen af årets erfaring, da vi ved årsskiftet allesammen ser tilbage. Heller ikke dette år var der jordskælv i Danmark. Ingen pludselige forskydninger i jordskorpen vest for Ringsted, ingen vulkanudbrud, der sendte glødende lava ned ad Himmelbjergets sider. Ingen øer, der dukkede uventet op af Øresunds vande for at skabe nye territoriale stridigheder mellem Danmark og Sverige, ligesom huse og bådebroer blev liggende, hvor de lå langs de sydfynske kyster uden at forstyrres af cykloner og tyfoner med fremmede navne. Deri består vor lykke som danskere. At vi nøjes med regn og slud og kun får vort land og skæbne formørket af lavtryk og lavthængende skyer. Derfor skal vi være taknemmelige: At jordskælvenes epicentrum, et fremmed og udansk ord, har valgt sig andre lande og have. At selv stormen kender til mådehold, og ingen huller går fra de danske øer til Jordens farlige indre. Resten tier vi om. Altovervældende er den kendsgerning, at vi er her endnu, og alt kender sin plads, også øerne øst og vest for Storebælt. Sådan hylder vi tingenes tilstand, som for os er det samme som deres stilstand. Af det nye år håber vi nøjagtig det samme, som vi fik af det gamle: At blive sparet for enhver begivenhed og således blive liggende, hvor vi blev sparket hen. Ganske vist siger man, at bevægelse er liv og stilstand døden, men ikke hos os. Når vi holder nytårstaler, står selv mundvandet stille og stinker af brak og frygt for tanker.

Sjælen sidder i øjet (1985)

Det er jo noget helt andet og jordbundet end Poul Høi: Præsentation af det Jantelovsdanmark, Carsten Jensen elsker at forestille sig, og som giver ham så storstilede muligheder for at udfolde sig, fordi “han har jo ret – sådan er det jo – sådan er vi jo.” Deri består vor lykke som danskere. At vi nøjes med regn og slud. (Deri sig engle finde …)

Her handler det om billeder. Tomme billeder. Ingen jordskælv vest for Ringsted, ingen glødende lava ned ad Himmelbjerget, ingen nye øer i Øresund, ingen tyfoner med mærkelige navne over det sydfynske øhav. Ingenting, slet ingen ting. Bare lavtryk og lavthængende skyer, og det må vi hellere være glade for, for det passer lige til os.

Det handler selvfølgelig også om rytme: En laang udflydende og konturløs tekst fra horisont til horisont. Men korte sætninger. Løsrevne ord. Sproget hugget ned i øjenhøjde som stynede træer. Ikke noget himmelstræberi her – ikke engang selv om himlen er lavthængende.

Bevægelsen er præcis den modsatte af Poul Høis: Fra det store og vilde til det tamme. Fra Etna til Himmelbjerget, fra Surtsey til Saltholm, fra tyfoner over det sydkinesiske hav til gråvejr over det sydfynske ditto. Indelukket, stillestående – selv mundvandet står stille og stinker af brak og frygt for tanker.

Og tonen – ordvalg og vendinger – er lige så klaustrofobisk: Deri består vor lykke – derfor skal vi være taknemmelige – vi hylder mådeholdet (Maadeholdet) og tier om resten. Dannet og velopdragent, vi kender vor plads.

Det er ikke rart at læse; men det er dæleme præcist – når man nu ikke som Poul Høi tør række efter stjernerne. Og hvem af os tør vel det? Vi skulle jo nødig tro, vi var noget …

Smukt dansk – på sin helt egen måde. Uha. Hurtigt videre til noget hyggeligere.

Eksempel 6: Dan Turell

Det var så dén sommer.

Ikke for noget, efteråret er måske Danmarks smukkeste årstid. Men det er altid forbandet svært at sige sommeren ’ret farvel’.

Ikke desto mindre er det nu. Tiden er inde.

Det var dén sommer. Det var en meget københavnsk københavnersommer. Der var Festivals of Fools og Copenhagen Jazz Festival, der var fester i Brumleby som i Ballonparken, der var marionet-teater i Kongens Have og skulptyrer på Strøget og renæssance-musik på muzéerne. Der var harmonikaer i Nyhavn og New Orleans-jazz på offentlige pladser, der var vagtparade i Købmagergade og turister i kanalbådene – og der var fadøl alle steder.

Og Tivoli-revyen var Tivoli-revyen, og alle de andre revyer var der osse, og Ritt Bjerregaard var i dem alle sammen i år, ha ha, men heldigvis har Ritt da humoristisk sans, ha ha, og er klar over betingelserne, ha ha. Og Tommy Kenter var årets fund (ligesom sidste år), og Shu-Bi-Dua shubbiede og duaede (ligesom …). Og alle de kendte og prominente københavnere opholdt sig, som sædvane er, på diverse feriesteder i provinsen, hvorfra de velvilligst udtalte sig til københavnerpressen.

Det var dén sommer. Men nu er både kvinde- og kommunist-festival overstået i Fælledparken, og samtlige ø-lejre og kommunale rock-koncerter er afsluttede. Dyrehavsbakken lukker. Skolerne er begyndt. Aftenskole-brochurerne fra AOF, FOF, HOF og LOF dumper i disse dage tommetykt ind ad brevsprækkerne. Og alle de små menneske-brikker på den del af Vorherres skakbræt der hedder Danmarkskortet er nu væk fra sollyset og bikinierne og daiquiri’erne og tilbage på deres pladser bag det velkendte skrivebord på lokal 316.

Dette er et mærkeligt tidspunkt på året.

Det var dén sommer (Politiken, 21. august 1981)

Dét er fanme smukt dansk! – For så vidt er vi jo stadig hjemme i Dannevang, samme land som Carsten Jensen beskriver… Samme land? Solen skinner, der er musik, og den store verden kigger ind gennem alle sprækker: Festival of Fools, Copenhagen Jazz Festival, New Orleans jazz, skulptyrer (de må vist være franske!) på Strøget osv. Og der er Tivoli-revy og alle de andre revyer, og der er ferie og kvinde- og kommunistfestival og bikinier og aftenskole, og der er gang i den!

Det klaustrofobisk dannede er pistvæk: Det er forbandet svært at sige sommeren ’ret farvel’ – bemærk anførselstegnet om tekstens eneste gammeldags udtryk -, alle de andre revyer er der osse – og så er der bevægelsen fra ferie til arbejdsliv: fra bikini til lokal 316; ikke et ord om Maehløs & Co. her, talesproget har taget magten!

Dan Turell bruger øjnene og munden. Han ser – og han snakker på skrift. Det går igen i rytmen – typisk Turellsk hæsblæsende i lange sætningskæder og så pludselig et break, en kort sætning eller et afsnit på en halv linie. Det ser kaotisk og tilfældigt ud, men er det ikke. Læs teksten igen og se selv, hvordan sætningsrytmen understøtter teksten ved at lægge vægt nogle steder (kort sætning, punktum) og tempo andre steder (galopperende deruda’).

Der er nogle få, der kan skrive, netop sådan som de taler – helt præcist med sætningskonstruktioner, ordvalg, betoninger, struktur … Læs fx en af Palle Laurings historiske bøger og hør ham samtidig i dit indre øre, hele tiden insisterende, hæs – og hæsblæsende forpustet over sit eget tempo. Eller vores allesammens havemand Søren, roligt og sindigt med den lette sydslesvigske betoning og piben i hånden.

Men det er ikke mindre gennemarbejdet af den grund! Det er ikke tilfældigt, når Dan Turell citerer Robert Crump i en snak om arbejdsdisciplin: “Enhver idiot kan få en god idé. Dét, det i længden drejer sig om, det er, hvor mange timer man har tænkt sig at sidde krummet sammen, svedende over sit skrivebord.”

Faren er selvfølgelig, at teksten kan “dø”, når læserne ikke længere kan genkalde stemmen i hukommelsen. Jeg tror ikke, at det sker for Dan Turell-tekstens vedkommende, den har for mange andre kvaliteter. Men selv om – hvad så?

Heller ikke gode tekster på smukt dansk kan nemlig regne med at leve evigt – der kommer jo hele tiden nye gode tekster på smukt dansk til. Og det er på den ene side lidt vemodigt, på den anden side dagens gode nyhed: Dansk lever og har det godt!

Hvad kan vi så bruge det til?

Hele vejen rundt: Fra det storladne over det indædt stillestående til et sprudlende udadvendt glitrende smukt dansk.

Somme tider er verden så stor, at den ikke kan beskrives med ord. (Men ord er, hvad vi arbejder med, og ord må gøre arbejdet.) Men for det meste sidder vi bare her i lille Hverdagsdanmark og læser Carsten Jensen og græmmes, for sådan er det jo, og sådan er vi jo – indtil vi tager os sammen og læser onkel Danny i stedet og siger: Fanme nej – sådan er det!

For det første er det altid spændende at se dygtige håndværkere bruge hele værktøjskassen.

For det andet er der jo muligheden for at lære noget. Ikke så meget ved at efterabe, for det kommer der sjældent noget godt ud af; men ved at lægge mærke til, hvordan de gør. Hvordan opnår Carsten Jensen sin helt bevidst regngrå tone og Dan Turell sin solgyldne sensommerstemning?

Og endelig viser det, at vi former verden gennem sproget. Verden er så stor, at den ikke kan beskrives med ord. Himlen over Danmark er lavthængende og regngrå. Og københavnersommeren er solgylden og levende af musik, skulptyrer, turister, fadøl og smukt dansk. Og bikinier.

Vi – du – former verden, når du beskriver den!

© Per Salling, Omatskrive.dk, 2008-2023

Views: 94