Hvad er “smukt sprog” overhovedet? Som nævnt andetsteds ikke nødvendigvis det samme som ”godt sprog”.
”Godt sprog” er sproget i arbejdstøjet. Det skal først og fremmest være formålstjenligt i forhold til målgruppen. Vi vil hverken forføres eller underholdes, vi vil have klar besked: Hvad vil du mig? Hvad kan/skal jeg bruge dette til? Det er kampen for det gode sprog som midlet til forståelse mellem mennesker – den kamp der kæmpes hver dag af sprog- og kommunikationsmedarbejdere i virksomheder og offentlige forvaltninger.
Det gode sprogs ideal er det nypudsede vindue. “I can see clearly now, the rain is gone” som Johnny Cash skrev (i øvrigt i et meget smukt sprog!). Det gode sprog formidler indholdet fuldstændig præcist, nænsomt og klart uden i væsentligt omfang at gøre opmærksom på sig selv. Det gode sprog er “moders stemme, fars hammer” for nu et genbruge titlen på Niels Davidsen-Nielsens debatbog om dansk sprogpolitik fra 2009. (Anbefales!)
”Smukt sprog” er noget andet, nemlig det der møder os (eller i hvert fald kan møde os), når vi giver os i kast med et sprogligt kunstværk: En roman eller novelle, et essay, en digtsamling, et enkelt digt… og i sjældne tilfælde kan det overraske os i journalistikken, erindringslitteraturen eller fagbøger om de særeste emner.
Her er det ikke godt nok at få historien fortalt; vi vil også forføres. Eller vi bliver det i hvert fald. Inviteret til forårsaften med Faust. I Tivoli med Azorno. Ind hos Armani med Jørgen Leth.
Og hvordan definerer vi det overhovedet, når vi ser det? Det gør vi normalt ikke. Vi genkender det bare, når vi møder det – og så siger vi måske til hinanden: Se lige hér – prøv at læse den side…
Det smukke sprogs ideal er det fint slebne krystalglas. Det tjener på udmærket vis sit formål som vinglas eller slikskål; men derudover er det smukt i sig selv, og det reflekterer og belyser indholdet på måder, vi ikke havde forudset.
I “Det sproglige kunstværk” (Modersmålselskabets årbog 1998 – anbefales!) skriver den danske retoriks grand old man Jørgen Fafner: Vil en forfatter have mange læsere, skriver han prosa. – Og så handler meget af bogen alligevel om poesi, måske fordi prosaisk skønhed er så vanskelig at definere. Se bare udtrykket “prosaisk skønhed” – er det måske ikke selvmodsigende?
Nej, det er det ikke. Mange stykker skønlitterær prosa indledes med en smuk sætning (se Førstesætninger); og hvad kommer der så efter den første sætning, dét er spændende! Én ting er den fint rytmiske førstesætning i Den afrikanske Farm: Jeg havde en Farm i Afrika, ved Foden af Bjerget Ngong. Men så kommer fortsættelsen: Selve Equators Linie trak sig over Højlandet femogtyve Mil længere nordpaa. Men min Farm laa to Tusinde Meter over Havet. Midt paa Dagen kunde man nok føle det, som om man var kommet højt op og nær Solen, men Eftermiddagene og Aftenerne var klare og svale, og Nætterne var kolde. Her tager sætningsrytmen over. Og billedsproget (ækvators linje, der trækker sig over landskabet!) og den tæt kontrollerede brug af adjektiverne.
Når det gælder lyrik, er sagen en anden. Her er det “smukke” sprog i fokus på bekostning af det “effektive” (medmindre vi er ovre i noget propagandistisk som fædrelands-, kamp- og lejlighedssange), og det er ikke mit bord i lige så høj grad. Men “smuk prosa” er værd at jage efter for sin egen skyld. Ofte er den begået af forfattere med afsæt i lyrikken: Tove Ditlevsen, Frank Jæger, Peter Poulsen. Jørgen Leth. Andre har først undervejs i forfatterskabet eller slet ikke udforsket lyrikkens muligheder: Johannes V. Jensen, Grethe Roulund, Anna Ladegaard…
Under alle omstændigheder: “Smukt sprog” er sprogkunstnernes gebet. Fortsæt selv listen ovenfor efter egen smag og egne lyster, og glem ikke oversætterne (og de fremmedsproglige forfattere, de oversætter). Det fylder ikke meget her på omatskrivedekå. Men det ville være for dumt slet ikke at nævne det. Derfor.
Eksempler på smukt sprog – smukt dansk
.
© Per Salling, Omatskrive.dk, 2023
Views: 123