Passiv anvendes i stor udstrækning i offentlige skrivelser og når det ellers ønskes at gøre afsenderen fjern og ophøjet. Der opnås nemlig den effekt, at det gøres vanskeligt at se, fra hvilken afsender teksten sendes. Det anses ofte for at være uhensigtsmæssigt – bl.a. fordi tekstens indhold fremmedgøres for modtageren.
Af Per Salling
Hvad synes du om indledningen? Føler du dig tiltalt (talt til) af den? Har du en fornemmelse af, hvem afsenderen er, og at han vil dig noget?
Normale sætninger handler altid om, at nogen eller noget udfører en eller anden handling. Det ligger i selve sprogets struktur med udsagnsled og grundled som sætningens bærende elementer: Udsagnsleddet fortæller om handlingen, og grundleddet fortæller, hvem eller hvad der udfører den.
Men her ovenfor mangler oplysningen om, hvem der handler!
Hvad er passiv?
“Passiv” er betegnelsen for en sætningskonstruktion, hvor der ikke er noget “rigtigt” – dvs. logisk – grundled. Vi får ikke at vide, hvem eller hvad der udfører handlingen i udsagnsleddet. På dansk danner vi passiv på 2 forskellige måder:
- ved en særlig passiv-form af udsagnsordet – “s-form”
- Træbeskyttelsen omrøres grundigt og påføres med en pensel. (Her er det genstandsleddet – det, der bliver gjort noget med – det gør tjeneste som grundled.)
- Der gøres alt, hvad der med rimelighed kan gøres for at opklare sagen. (Her putter vi i stedet et upersonligt “der” ind som grundled.)
- ved at bruge være eller blive som hjælpe-udsagnsord sammen med et upersonligt “der” som grundled:
- Bare rolig – der bliver taget hensyn til alles ønsker.
- Det blev der så ikke alligevel.
I alle eksemplerne er den “aktivt handlende” – den, der gør noget -simpelthen væk. Det er fornuftigt i nogle situationer, men meget upraktisk i andre.
Hvad skal teksten sætte fokus på?
- Svindleren idømtes (eller blev idømt) blev idømt fem års fængsel.
- Vestre Landsret idømte svindleren fem års fængsel.
Hvor ligger fokus? – I det første eksempel på, at Klaus Kludder fik fem år i brummen for at bedrage nogen. Af hvem? Det er måske/måske ikke lige gyldigt; men vi får det i hvert fald ikke at vide. – I det andet eksempel fokuseres på, at Vestre Landsret besluttede at Klaus Kludder skulle have fem år i brummen.
Sådan kunne man læse på Udenrigsministeriets hjemmeside efter en større reorganisering (eksemplet er lånt fra Korrekturgruppen.dk):
- Den enkelte enhed og den enkelte medarbejder vil få større ansvar. Decentralisering er et nøgleord. Ambassaderne i udviklingslandene har fået hovedansvaret for projekterne. I Udenrigsministeriet i København er et helt lag af mellemledere blevet fjernet, så strukturen er blevet fladere og hierarkiet mindre. Antallet af kontorer er blevet reduceret. Sagsgangene er blevet effektiviseret. Administrationen vil i højere grad benytte sig af rammestyring.
Sætningerne “i København er et helt lag af mellemledere blevet fjernet” og “antallet af kontorer er blevet reduceret” lyder meget godt for skatteborgerne. Men hvad dækker de (også) over? Er de synonyme med “fyringer” og “nedlæggelse af arbejdspladser”? Man kunne jo tænke sig en helt anden formulering, der lød således:
- Vi har afskediget en masse mellemledere, og derfor har vi kunnet reducere antallet af kontorer.
Der står det samme – og så alligevel slet ikke, for fokus er ændret. I stedet for at handle om en mere decentral og flad organisation fortæller teksten nu, at nogen har sørget for, at nogle andre har fået ændret deres arbejdsopgaver (eller måske mistet dem).
Sådan er det næsten altid med passiver. De rummer (og skjuler) noget mere end det, der står sort på hvidt: Hvem udfører handlingen? Udenrigsministeriets brug af passiver er sikkert ikke sjusk, men et velovervejet stilistisk valg for at give teksten det fokus og den tendens, “man” har ønsket.
Passiver kan altså lægge et slør ned over virkeligheden bag ordene, og det kan gøres fuldt bevidst for at opnå en effekt – eller det kan gøres ubevidst, og så mister man (du) grebet om den tekst, man (du) sidder og skriver. Dét er ikke smart.
Hvornår er passiv et godt valg?
I mange situationer er passiv det eneste logiske valg.
- Dejen hældes i en form og bages i 45 minutter ved 220 grader.
- Der bruges en blød rulle til denne maling.
I instruktioner o.l. er det jo lige meget, hvem der udfører handlingen – fokus er ene og alene på, hvordan den skal udføres.
- Cykler fjernes uden ansvar.
Det er helt overflødigt at uddybe, hvilken vicevært eller butiksmedarbejder der render rundt og fjerner henslængte cykler fra fortovet. Fokus skal være på det vigtige: Sætter du din cykel hér, kan du sige farvel til den. Så kan du lære det!
Se fx her:
- Alt hittegods indleveres til Serviceinformationen, som derpå registrerer det i en hittegodsdatabase. Den er tilgængelig på lufthavnens hjemmeside. Når du klikker på den genstand, du mener at have mistet, vises et telefonnummer, du kan ringe til. De registrerede effekter opbevares i 24 timer, hvorefter de blive afleveret til politiet i lufthavnen.
Teksten har en fin balance mellem fokus på den mistede genstand og det, du kan gøre for at få den igen. Hvad der sker “omme bagved”, det er helt ligegyldigt.
Man kan også bruge passiv for at fange læserens nysgerrighed, fx i en overskrift som denne:
- Hvorfor bliver børn sendt i krig?
Overskriften er fra en artikel på Røde Kors’ hjemmeside. Den fortæller om, hvem der kidnapper små børn og gør dem til børnesoldater; men nysgerrigheden og væmmelsen samler sig først og frem om det store spørgsmål: Hvorfor dog?
Hvornår er passiv en skidt idé?
Som nævnt i indledningen handler sætninger altid om, at nogen eller noget udfører en eller anden handling.
I en passiv sætning mangler oplysningen om, hvem der handler. Det er helt fint, når det er uinteressant for betydningen, hvem der handler. Men alligevel oplever vi det helt spontant som upersonligt, lidt fjernt og måske lidt hemmelighedsfuldt. Der sker “noget”, men vi får ikke at vide, hvem eller hvad der får det til at ske.
- Køretøjet bragtes til standsning.
Det er alle nybagte politibetjentes yndlingssætning, og pokker forstå hvorfor. Den allervigtigste oplysning til rapporten mangler jo: Hvem gjorde det? Chaufføren, betjenten, pølsemanden henne på hjørnet – eller lygtepælen?
En sommerhusejer skrev til sin kommune og søgte om tilladelse til at udvide sit sommerhus. Kommunens tekniske forvaltning skrev til naboerne, om de ville gøre indsigelse (som det hedder) mod byggeriet:
- Til forståelse af omfanget af det ansøgte vedlægges tegninger. Videre oplyses at det ved byggelovens § 8 bl.a. er fastsat, at sommerhusbebyggelse skal holdes i mindst 5 m afstand fra naboskel.
Der kom ingen indsigelser, måske fordi naboerne ikke forstod et ord. Men sagsbehandleren kunne jo have valgt at skrive sådan:
- Jeg vedlægger tegninger af den tilbygning, din nabo har søgt om dispensation til. Jeg kan oplyse, at byggelovens § 8 bl.a. siger, at sommerhuse ikke må ligge nærmere end 5 m fra skellet til nabogrunden.
Verbalsubstantiver – sætningsord – er særligt slemme!
En særlig ondskabsfuld version af passiv er de såkaldte “verbalsubstantiver” – også kaldet “sætningsord,” fordi der er en hel sætning krøllet ind i sådan et ord.
- Verbalsubstantiv: Renholdelse.
- Passiv: Noget skal holdes rent.
- Aktiv: Nogen skal holde noget rent.
Altså: Når vi skriver i passiv form forsvinder “aktøren – den, der gør noget. Men med et verbalsubstantivet får vi også handlingen til at forsvinde! Det kan gå galt, og det gør det også ofte – ikke mindst i oplysninger til borgerne om samfundet:
- Meddelelse af fristforlængelse for indsendelse af dokumentation for afholdelse af afsatte beløb vil kun kunne ske med Boligstyrelsens godkendelse.
Hvem gør hvad? Ja, jeg spø’r bare… Selvfølgelig kan du ikke helt undgå verbalsubstantiver. En “godkendelse” hedder nu engang en godkendelse. Men det koster jo hverken penge eller blod at skrive “Fristen for at indsende dokumentation” i stedet for “Meddelelse af fristforlængelse for indsendelse af dokumentation”. Vel?
- Læs mere om verbalsubstantiver i Tips om sproget.
Aktiv eller passiv?
For lige at samle op: Hvornår er det så OK at bruge passiv?
- Hvis det er helt uinteressant for budskabet, hvem der udfører handlingen – fx i en generel arbejdsinstruktion eller brugsanvisning – så brug passiv.
- Hvis du har en direkte interesse i at sløre billedet af, hvad der skal ske eller er sket, og hvem der har sørget for det, så brug passiv.
- I alle andre tilfælde: Brug aktiv som alt dominerende hovedregel og passiv en enkelt gang imellem for variationens skyld.
“Camoufleret passiv” – snyd eller en god idé?
Der er flere muligheder for at komme uden om passiv – selv i de situationer, hvor du ikke med nogen mulig rimelighed kan komme op med en “aktivt handlende”. Og i rigtig mange tilfælde kan de give nogle fornuftige muligheder for at variere teksten.
“Man-passiv”
Hvorfor sender man børn i krig? Den overskrift er klart mere hårdtslående end “Hvorfor bliver børn sendt i krig?”, fordi den gør det synligt, at det ikke sker af sig selv – der en en eller anden “man”, der får det til at ske. Og det er der jo!
I andre tilfælde kan det være fristende at bruge “du”: Du bør bruge en blød rulle til denne maling. Det er OK her; men der er (påvirket af den engelske brug af “you” for både “man” og “du”) en stærk tendens i tiden til at bruge “du” alt for mange steder; og det får af og til nogle temmelig latterlige resultater. Her er det fx. den unge pige, der sidder i tandlægestolen: Jeg tror, at der er hul i kindtanden; du kan mærke det, når du føler efter med tungen!
Her er en god øvelse på Nørre G’s grammatik-side. Pointen er: Kan du ikke se din modtager meget tydeligt for dig, så brug “man” – ikke “du”!
Bydemåde
I andre tilfælde kan du variere sproget med en bydemåde: Brug en blød rulle til denne maling! Det sender et meget mere aktivt og levende signal end “Der skal bruges…” Og bydemåder kan – afhængig af tonen i den omgivende tekst – sagtens opfattes som venlige opfordringer i stedet for ordrer.
Læs mere her:
.
© Per Salling, Omatskrive.dk, 2014-2019
Visits: 721