Ord er farlige!

Vi taler og skriver med ord. Men vi tænker også med ord. Vi drømmer billeder, men bruger ord til at beskrive dem bagefter. Vi beskriver i det hele taget billeder og følelser med ord, medmindre vi da “mangler ord til at beskrive, hvad vi føler lige nu…” – Ordene bestemmer, hvad billedet viser!

Af Per Salling

Ved åbningen af den årlige udstilling i Firmaets kunstforening kiggede vi forgæves efter de indkøbte værkers titler i kataloget. “Jens Jensen: Olie på lærred, 58×92 cm” var eneste oplysning. Og begrundelsen? Som et bestyrelsesmedlem sagde: “Jo – vi mente ikke, at folk skulle have deres eget udbytte af værkerne spærret af, hvad kunstneren har kaldt dem. Det er jo bare ord…”

Umiddelbart forinden havde jeg læst noget lignende. I en anmeldelse af en bog med før-og-nu-fotografier stod der: “Et kys i år 1900 og et kys i år 2000: Ak ja, hvor er erotikken uforanderlig. Eller: Hvor er erotikken blevet forrået. Billederne kan bruges til at ‘bevise’ begge dele. Det afhænger af valget af dem – og af de ord, der ledsager dem. (Pudsigt nok er det ofte i forbindelse med fotografier, man mærker, hvor vigtige de rette ord er!)”

Det er jo bare ord…

Det er jo bare ord – de rette ord. Lad os lege med tanken engang.

  • Lad os lege, at et bestemt maleri kun er kendt som “Picasso: Olie på lærred, 122×350 cm” – og ikke som “Guernica”.
  • Lad os lege, at undertitlen til det berømte foto af Goebbels i Berlins Sportpalast i februar 1943 slet ikke er “Wollt Ihr den totalen Krieg?”, men derimod “Kein Mensch arbeitslos! – Kein Kind hungrig!”
  • Lad os lege, at Edvard Munchs maleri “Skrig” ikke er fra 1893, men fra 1946 – og at det hedder “Hiroshima”.

Ord er farlige. Du ser, hvad du tror du ser. Men ordene bestemmer, hvad billedet viser – hvordan du fortolker det – og dermed hvad du bagefter ved, at du har set.

Du ser,
hvad du tror du ser.
Men
ordene bestemmer,
hvordan
du fortolker det.

Det fik en tv-kanal et hak i tuden for, da vi allesammen helt tydeligt så, hvordan en dagplejemor i en by i provinsen bankede ungerne. Eller så vi det nu også? Vi fik i hvert fald at vide (af aviserne dagen efter!), at vi havde set det, og så troede vi på det.

Senere – meget senere – fik vi så at vide, at det havde vi overhovedet ikke set. Der var nemlig slet ikke noget at se. Og så kunne enhver jo se det – ikke?

For at slutte med begyndelsen: Hvad forestiller kunstværket? Picasso sagde engang: “Virkeligt abstrakt kunst findes ikke, for man begynder altid med noget.”

Men det er jo også bare ord.

Så jeg slutter med at give ordet til onkel Danny:

Ét billede kan sige mere
end mange ord’. Ja, ja,
lille fotograf:
Og få ord kan sige mere
end ti års TV og Hollywood-film.
Og vis mig så lige, med denne din
klippefaste Kodak-kækhed,
hvordan du vil formulere dén sætning
i ét billede.

Ja, ja, lille fotograf.
I ét billede.

(Fra “Telefon fra afdøde”, 2019)

© Per Salling, Omatskrive.dk, 2004-2020