Ord er farlige!

Vi taler og skriver med ord. Men vi tĂŠnker ogsĂ„ med ord. Vi drĂžmmer billeder, men bruger ord til at beskrive dem bagefter. Vi beskriver i det hele taget billeder og fĂžlelser med ord, medmindre vi da “mangler ord til at beskrive, hvad vi fĂžler lige nu…” – Ordene bestemmer, hvad billedet viser!

Af Per Salling

Ved Ă„bningen af den Ă„rlige udstilling i Firmaets kunstforening kiggede vi forgĂŠves efter de indkĂžbte vĂŠrkers titler i kataloget. “Jens Jensen: Olie pĂ„ lĂŠrred, 58×92 cm” var eneste oplysning. Og begrundelsen? Som et bestyrelsesmedlem sagde: “Jo – vi mente ikke, at folk skulle have deres eget udbytte af vĂŠrkerne spĂŠrret af, hvad kunstneren har kaldt dem. Det er jo bare ord…”

Umiddelbart forinden havde jeg lĂŠst noget lignende. I en anmeldelse af en bog med fĂžr-og-nu-fotografier stod der: “Et kys i Ă„r 1900 og et kys i Ă„r 2000: Ak ja, hvor er erotikken uforanderlig. Eller: Hvor er erotikken blevet forrĂ„et. Billederne kan bruges til at ‘bevise’ begge dele. Det afhĂŠnger af valget af dem – og af de ord, der ledsager dem. (Pudsigt nok er det ofte i forbindelse med fotografier, man mĂŠrker, hvor vigtige de rette ord er!)”

Det er jo bare ord…

Det er jo bare ord – de rette ord. Lad os lege med tanken engang.

  • Lad os lege, at et bestemt maleri kun er kendt som “Picasso: Olie pĂ„ lĂŠrred, 122×350 cm” – og ikke som “Guernica”.
  • Lad os lege, at undertitlen til det berĂžmte foto af Goebbels i Berlins Sportpalast i februar 1943 slet ikke er “Wollt Ihr den totalen Krieg?”, men derimod “Kein Mensch arbeitslos! – Kein Kind hungrig!”
  • Lad os lege, at Edvard Munchs maleri “Skrig” ikke er fra 1893, men fra 1946 – og at det hedder “Hiroshima”.

Ord er farlige. Du ser, hvad du tror du ser. Men ordene bestemmer, hvad billedet viser – hvordan du fortolker det – og dermed hvad du bagefter ved, at du har set.

Du ser,
hvad du tror du ser.
Men
ordene bestemmer,
hvordan
du fortolker det.

Det fik en tv-kanal et hak i tuden for, da vi allesammen helt tydeligt sÄ, hvordan en dagplejemor i en by i provinsen bankede ungerne. Eller sÄ vi det nu ogsÄ? Vi fik i hvert fald at vide (af aviserne dagen efter!), at vi havde set det, og sÄ troede vi pÄ det.

Senere – meget senere – fik vi sĂ„ at vide, at det havde vi overhovedet ikke set. Der var nemlig slet ikke noget at se. Og sĂ„ kunne enhver jo se det – ikke?

For at slutte med begyndelsen: Hvad forestiller kunstvĂŠrket? Picasso sagde engang: “Virkeligt abstrakt kunst findes ikke, for man begynder altid med noget.”

Men det er jo ogsÄ bare ord.

SĂ„ jeg slutter med at give ordet til onkel Danny:

Ét billede kan sige mere
end mange ord’. Ja, ja,
lille fotograf:
Og fÄ ord kan sige mere
end ti Ă„rs TV og Hollywood-film.
Og vis mig sÄ lige, med denne din
klippefaste Kodak-kĂŠkhed,
hvordan du vil formulere dén sÊtning
i Ă©t billede.

Ja, ja, lille fotograf.
I Ă©t billede.

(Fra “Telefon fra afdĂžde”, 2019)

© Per Salling, Omatskrive.dk, 2004-2020

Hits: 834