Glæden ved at skrive – formål, lyst og skabelse

Glæden ved at skrive? Findes den virkelig? Jada! Tænk engang over, hvor mange formål der kan være med at skrive – ud over at passe sit arbejde, sit studium, sin skolegang: At fortælle nogen noget? At påvirke dem til noget? Selv at opnå større indsigt i noget? Simpelthen at “komme af med noget”? Men uanset hvad, er det “at skrive” en beskæftigelse, mange af os har et akavet forhold til. Og at tale om “glæden ved at skrive” lyder ret syret for en hel del af os. – Sådan behøver det ikke at være!

Af Per Salling

I sin dejlige lille bog “Skrivningens lyksaligheder” fra 1998 skriver Tine Andersen: “At skrive er præstation, det er blokering, det er himmelsk fryd, det er pligt og det kan være kontakt med dybe uransagelige følelser af skyld, skam og lyst.” Det er store ord. Men Tine Andersen er også ude i et stort ærinde: At formidle glæden ved at skrive.

Glæden ved at skrive.

Det skal man sige til generationer af folkeskole- og gymnasieelever, der har svedt og bandet over den “litterære artikel” om en novelle af Klaus Rifbjerg eller et “essay” om børnearbejde i Bangladesh. Og til alle dem, der hvert år sætter sig foran den bærbare med en kande kaffe og en skål pebernødder, for nu skal de rigtig hygge sig; og de skriver “Kære onkel Peter”, og så kigger de desperat på den hvidgrå skærm.

Hvorfor er det så svært at skrive – når det nu fx er så let at snakke?

Hvorfor skriver vi?

Sproget er den vigtigste kontaktmulighed mellem mennesker. Sproget har en præcisionsgrad, som hverken kropssproget, musikken eller billedkunsten kan matche. (Så kan de andre udtryksformer noget andet – og i kombination med hinanden og med sproget kan de endnu mere, det er rigtigt. Men det lader jeg ligge i denne omgang.)

Sproget er det mest fremragende middel, vi har til at meddele os til hinanden med. Oplyse hinanden. Påvirke hinanden. Fortælle hinanden, om vi selv har det godt eller skidt. Kommunikere.

Og skriftsproget har den særlige egenskab, at det bliver stående, når tiden går – og kan flytte sig, mens du selv bliver stående. Hvad der én gang er skrevet, kan sendes ud af hørevidde – fx til onkel Peter i Silkeborg; og der kan det blive liggende i hans pc (eller hans skrivebordsskuffe, hvis I stadig er på kuglepen med hinanden), til der bliver ryddet op efter ham om 19 år. Skriftsproget kan overleve både tid, kultur og vulkanudbrud – det kan blive genfundet som slagger i Pompejis ruiner og blive kaldt frem og dechifreret af kemikere og historikere.

Så skriftsproget bruger vi til at fastholde viden og meddelelser, og til at flytte dem fra én person til en anden: Bygningskonstruktørens byggetekniske beskrivelse til tømreren eller forsikringsselskabets brev til kunden. Eller dosmersedlen til den ugentlige tur i Kvickly.

Men så er der alt det andet – det, der ikke drejer sig om viden og meddelelser, men om meninger, følelser og tro, om hvad man synes og håber og kan lide eller ikke lide. Alt det, hvor du selv bestemmer indholdet: “Kære dagbog”, digtet til dit nyfødte barn, novelleudkastet, julemailen med dit subjektive udvalg af oplysninger om årets gang … Alt det kan vi kalde det kreative: Det, hvor du skaber en lille bid verden og lægger ned i din tekst. I den gryde ligger også den danske stil om novellen af Klaus Rifbjerg. (Det gør selve novellen også – uden sammenligning i øvrigt.) Det er dén gryde, glæden ved at skrive bobler.

Hvorfor skriver vi ikke kreativt?

Forudsætningen for at kunne gøre noget virkelig godt er, at man selv kan se et formål med det – og at man har lyst til det. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. En dansk bank havde engang en tv-reklame med mennesker, der med ét ord siger, hvad der er det vigtigste for dem: Koncentration. Fordybelse. Mennesker. Kontakt. Hvad det nu måtte være.

Er det vigtigt for verden, at den ene pige hver dag bliver lidt bedre til gymnastik på gulv og den anden til at spille klaver? Nej; men det er alt om at gøre for dem selv. Klaverspillet bliver en vej til større koncentrationsevne – og evnen til koncentration gør hende bedre til at spille klaver og til hvad som helst ellers. For hende har det et klart formål at øve sig flere timer om dagen.

Men hvad så med stilen om novellen af Klaus Rifbjerg? Hvorfor har Brian og Belinda i 1x det så hårdt med den, at de mister lysten til at skrive mange år frem i livet? Hvorfor har de ikke lært en skriveproces, der har gjort det naturligt for dem at udvikle en skriveteknik – så naturligt som at finde en cykleteknik?

Lyst eller ulyst – skabelse eller blokering

Et bud kunne være, at de ikke har set noget formål med det – ud over at give læreren noget at rette. Mange stile, rapporter og “essays” (hvad det så ellers er) er i årenes løb brudt sammen med ordene: “Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive – jeg ved jo ikke, hvad hun vil ha’.” Ikke “hvad jeg har lyst til”, ikke engang hvad hun har brug for – det kunne man jo se et formål i at give hende -, men simpelthen hvad hun vil ha’. For hun skal sætte sine røde streger, kommentere, forbedre …

Så hvis behovet eller lysten skal drive værket – og det skal den, når det drejer sig om kreativt arbejde -, er det dér, skolen skal tage fat: At give eleverne lyst til at skrive. At give dem glæden ved at skrive. Har de først den, skal de nok skrive mere og dermed bedre dansk.

Så kan det selvfølgelig være, at skriverierne ikke længere tjener til at understøtte litteraturundervisningen, eller at de ikke passer ind i et eller andet tværfagligt tema. For det, eleverne har lyst til at skrive om – eller har brug for at skrive om, fordi det ikke lige kan tales om -, det passer måske ikke uden videre ind i den nøje tilrettelagte sammenhæng.

Men hvad er vigtigst for Brian og Belinda – det tværfaglige tema, eller at de pludselig oplever en glæde ved at skrive, der kan følge dem resten af livet?

Er det ikke ‘fint’ at ville skrive?

Hvorfor lavede banken ikke en tv-reklame om én, der vil være bedre til at skrive kreativt? De findes! Og hvorfor har alle landets kommuner oprettet musik- og billedkunstskoler, men ingen (så vidt jeg har kunnet finde ud af) en skriveskole? Jamen, de lærer da at skrive i skolen, vil nogen sige. Fanme nej! – For det første er det absolut ikke alle, der lærer at skrive i skolen – og slet ikke at skrive kreativt. Og for det andet findes der jo også både musik- og billedkunstundervisning i folkeskoler og gymnasier, og det har da aldrig været en hindring for at etablere musik- og billedkunstskoler. Mig bekendt.

• Er det en selvfølge, at “man kan da skrive”?
• Er det ikke så fint at ville skrive som at ville spille cello eller male?
• Er det “for tæt på”? – Og i givet fald på hvad?

Der er nok noget i alle spørgsmålene. For selvfølgelig kan man da skrive nogle linjer sammen, der minder om tekst. Og cellospillet og oliemaleriet kan hyldes ved forårskoncerten og hænges op på en udstilling eller hjemme i stuen. Men skriveriet er mere privat, hvis man da ikke læser det højt – og det gør man måske ikke lige; for det kan jo godt være kommet ‘for tæt på’. Der skal nemlig ikke så meget til, når man er dansker. Det er jo det dér med følelser…

At skrive er at skabe

Glæden ved at skrive er glæden ved at skabe. Men ingen skaber noget ud af ingenting, og dét er baggrunden for Tine Andersens ord om skrivning som blokering, himmelsk fryd, pligt og kontakt med dybe følelser af skyld, skam og lyst. Alt hvad vi skaber, henter vi en eller anden lille spire til inde i os selv. Som maleren J. F. Willumsen en gang skrev: “For at give noget må man have noget inde.”

Glæden ved at skrive
er glæden ved at skabe.

Det betyder ikke, at du kun kan skrive ud fra din egen person, din egen familie eller dit eget liv. Selve glæden ved at fortælle en god historie kan hentes hvor som helst. Et par berømte eksempler er Joanne K. Rowling, der fik ideen til Harry Potter-figuren, mens hun en dag i 1990 sad i et tog på vej til London i 1990, efter at have brugt weekenden på lejlighedsjagt i Manchester. Ideen faldt simpelthen ind i hendes hoved, fortalte hun. Tolkien skabte hele sit fantastiske univers med afsæt i sit professionelle virke som forsker i oldengelsk sprog; og Lene Kaaberbøl begyndte at skrive som 15-årig med inspiration hos Tolkien.

Men mindre kan da gøre det! Selve glæden ved at fortælle den gode historie – uanset hvor du har den fra – kan være en vældig drivkraft. Dér kommer præstationen fra. Og den himmelske fryd, når det lykkes – og irritationen, når det ikke vil lykkes, fx fordi der ikke er nogen lille spire til netop den tekst, man gerne vil i gang med. Eller måske fordi den trods alt er for følsom, for “tæt på”. Dér er også kontakten med de “dybe uransagelige følelser”, som kan rumme både glæden ved at skrive og ulysten ved at komme for tæt på.

Og det fine er, at du styrer det selv.

Derfor er det et sundhedstegn, når du “bider hovedet af al skam” (og hvad har du så at skamme dig over?) og sender dine skrivebordsskuffedigte om dit nyfødte barn til et forlag; du tør stå ved, at dét følte du, da du skrev dem.

Derfor er det et sundhedstegn, når du ved julehilsenen til onkel Peter i Silkeborg tænker længe og grundigt over, om du skal gå let hen over, at lille søde Kirsten er gået fra sin kæreste efter kun 3 måneder, og at hun bagefter har fået en abort; eller om du netop skal nævne det. Det er også skabelse – dit personlige udvalg af verden er med til at skabe andres tilværelse.

Derfor er det et sundhedstegn, når den midaldrende forsikringsfunktionær tænker: “Kan man mon skrive dét?”, mens hun sidder over et brev til en kunde; hun har været i kontakt med det sted inde i sig selv, hvor hun godt ved, hvordan brevet til hende selv (og hendes bror, der er landmand i Give) allerhelst skulle lyde. Jamenja – jeg har set det ske – jeg har set glæden ved at skrive dukke op hos skadebehandleren, der pludselig kunne tillade sig at skrive, som hun havde lyst til!

“Skabelse” er et stort ord. “Kreativitet” er ligesom mere håndterligt, sådan lidt Jørgen-Clevin-agtigt med vindmøller af mælkekartoner osv. Men det er lige netop skabelse, det handler om, når du skriver. Og hvis nogen af den grund synes, at du skal lade være med at skabe dig, så fortæl dem, hvad der stod på Anja Andersens træningstøje, da Slagelse i sin tid vandt DM i kvindehåndbold første gang: Fuck Janteloven! Den eneste lov, du helt sikkert aldrig vil kunne bruge til noget som helst fornuftigt.

Glæden ved at skrive: Selverkendelse og selvudvikling

Ja, jeg ved det godt. Jeg gør det selv. Men på det punkt ved jeg for lidt til at kunne (turde?) vejlede andre. Derfor har jeg valgt at samle mit budskab og min hjemmeside om sproget som udtryksmiddel over for andre – om smukt sprog som et kunstværk i sig selv, og om effektivt sprog som middel til bedre kommunikation og forståelse mellem mennesker. Om skriveteknik og skriveproces, om godt sprog og smukt dansk på skrift.

Vil du vide mere om glæden ved at skrive som en del af din selvudvikling, så læs fx Natalie Goldberg: “Zen og kunsten at skrive” (1986, da. udg. Borgen 1999) – det er en god bog af en klog kone.

.

© Per Salling, Omatskrive.dk, 2003-2021

Views: 140