“Frit komma” –

et bud på et bedre dansk komma

Vi kan ikke komme uden om, at den fortsatte forvirring om kommaer sluger en masse energi, som kunne bruges bedre. Vi bruger simpelthen så lang tid på at snakke komma, at der bliver for lidt tid til det vigtige. At skrive. Men problemet er ikke praktisk, det er psykologisk; og derfor hjælper det selvfølgelig ikke bare at erstatte det ene omfattende regelsæt med det andet. Vi er nødt til at tage mere radikalt fat, og det er “frit komma” et bud på. Både kommaregler og kommaer kan og bør reduceres til et minimum.

Af Per Salling

Se denne artikel med “frit komma”

Når Fanden bliver gammel, går han som bekendt i kloster. Eller springer ud af skabet.

Jeg har skrevet om komma før, mange gange. Min kommentar til den oprindelige version af det “nye” komma var denne:

Hvis man kører bil, og olietrykslampen begynder at lyse, har man 3 muligheder. Man kan glæde sig over det pæne røde lys. Man kan tage en skruetrækker og en hammer og slukke lampen. Og man kan fjerne årsagen til, at lampen lyser.

Hvis man sidder ved sin skærm og skriver, og man pludselig opdager 4 kommaer på samme linje i teksten, har man de samme 3 muligheder. Man kan hygge sig med kommaerne – lune sig ved tanken om, at man kan skrive så indviklede sætninger. Man kan slette hvert andet komma. Og man kan fjerne årsagen til, at der er brug for de mange kommaer: Kigge sætningsstrukturen efter, skrive teksten om, gøre den mindre kompliceret. (Mål og Mæle 1995 nr. 2)

Og da det fusionerede “danske komma” var en realitet efter fredsslutningen i kommakrigen, skrev jeg:

Kommakrigen er fortid. Enhedskomma-systemet (også kaldet “nyt komma”) og grammatisk komma er slået sammen til ét system – “dansk komma” -, og der er ingen undskyldning for ikke at lære det. Det er i virkeligheden ikke svært, og det bliver ikke endnu lettere i morgen. (Det står stadig i artiklen “Dansk kommasætning” – se selv!)

Det er alt sammen smukt og rigtigt, og jeg står stadig ved det. I og for sig.

Hvad ér det med det komma – på dansk?

Altså – der er jo en verden uden for sprognørdernes paradis, og dér færdes jeg også. Jeg har en lang karriere som dansklærer for voksne mennesker i fuld gang med en uddannelse eller et arbejdsliv: bygningskonstruktører, politibetjente, fiskerikontrollører, forsikringsmedarbejdere og mange andre. Og hver gang jeg henrykt har kastet mig ud i at vise, hvor utroligt enkle kommareglerne er, har de gloet irriteret på mig og spurgt, hvornår vi skulle snakke om at skrive.

Det er en erfaring, de fleste dansklærere har gjort. Vi bruger simpelthen så lang tid på at snakke komma, at der bliver for lidt tid til det vigtige. At skrive.

Vi bruger simpelthen
så lang tid på at
snakke komma,
at der bliver for lidt
tid til det vigtige:
At skrive.

Vi kan ikke komme uden om, at kampen med kommaet sluger en masse energi, som kunne bruges bedre. Udsagnsled og grundled er jo vigtige led, som kan (og bør?) ses helt frigjort fra diskussionen om tegnsætning. Hvad siger de? Hvad betyder de for sætningens indhold? Er det de rigtige udsagnsord og navneord, vi bruger for at opnå den betydning, vi sigter efter? Gode spørgsmål, som fortjener gode svar. Se mere om det i Passivt sprog og aktivt sprog.

Det svenske sprog har det sidste halve århundrede gradvist og uden de store folkelige uroligheder bevæget sig fra et klassisk grammatisk komma i stil med det danske til et “tydlighetskomma”, som minder meget om “nyt komma”. (Det forudsætter altså stadig grammatisk analyse.) Moderne islandsk er gået endnu længere – her forekommer komma stort set kun ved opremsninger, indskud og tilføjelser til teksten. Og alligevel er hverken svenskere eller islændinge ude af stand til at meddele sig skriftligt til hinanden.

Så danskens vej til ros, magt og litterære priser afhænger nok ikke af kommaet.

Problemet er ikke praktisk, det er psykologisk; og derfor hjælper det selvfølgelig ikke bare at erstatte det ene omfattende regelsæt med det andet. Vi er nødt til at tage mere radikalt fat.

De 3 måder at sætte komma på

Der er 3 forskellige måder at sætte komma på i dansk. – I virkeligheden er der mange flere, for hver af os kan jo hitte på sin egen. Eller der er kun 2, nemlig grammatisk komma med og uden “undtagelsesregel”.

Men nu siger jeg altså, at der er 3: Traditionelt grammatisk komma, grammatisk komma med “undtagelsesregel” (= “nyt komma”) og “det endnu nyere komma”, som jeg i mangel af bedre vil kalde “frit komma”. (Noget skal barnet jo hedde, og andre kan bare komme med et bedre forslag.)

1. Traditionelt grammatisk komma

Denne kommasætning er min personlige favorit af de grunde, jeg har nævnt ovenfor. Den tvinger os simpelthen til at skrive nogenlunde klart og enkelt, ellers afslører den os ved fx at føre til store ophobninger af kommaer.

• Det, man kan være i tvivl om, er, om denne sætning skal analyseres således.

Metoden er ikke spor svær for de 20% af befolkningen, der kan den – men den er en showstopper for de andre 80%. Sådan er det, og det kan vi lige så godt acceptere, for det bliver ikke anderledes.

2. Det umulige komma

Grammatisk komma med brug af “undtagelsesreglen” – det såkaldte “nye komma” – forudsætter, at man kan sætte grammatisk komma og derudover behersker sproget godt nok til at kunne gennemskue, hvornår en sætning er en ledsætning, som derfor ikke skal have komma dér, hvor den begynder, og hvornår den er en parentetisk ledsætning, så den alligevel skal have komma foran sig.

• Jeg ville ringe hvis jeg vidste hvad det selskab vi rejste med, hed.

Vil én eller anden derude være venlig at fortælle mig, hvorfor dette skulle være lettere end almindeligt grammatisk komma?

Resultatet kan blive smukt og klart, hvis man er god nok til grammatik; og det er der faktisk en del, der er. Men det det kan også blive grimt og uklart, hvis man ikke tilpasser sin sætningsstruktur hist og her. Og det er under alle omstændigheder et kommateringsprincip, der vender den tunge ende nedad, for pædagogisk set er det helt sort.

Kig selv i “Dansk kommasætning” afsnit 2.3-2.4 – dér har jeg gjort mit bedste for at forklare det. Læs det grundigt – repetér det – øv det eventuelt – vent 24 timer – og prøv så at huske, hvad det går ud på.

Eller se her, hvor jeg giver den lidt mere gas: Startkomma eller ej – er det problemet?

3. Det endnu nyere komma (“frit komma”)

Forbilledet er nærmest islandsk – dvs. moderne islandsk, for går man 50-75 år tilbage, brugte islændingene masser af kommaer. Men her i det “frie komma” forsvinder kommaet næsten helt, og der er ikke længere sammenhæng mellem komma og sætningsanalyse. Det betyder, at vi kan bruge sætningsanalysen til noget andet og mere fornuftigt end bare at sætte komma efter. (Mere om det en anden gang.)

Der er 4½ regel, og dem gennemgår jeg her nedenfor.

Her – og kun her – sættes der “frit komma”:

1. I opremsninger, hvor der ikke er bindeord

Ved opremsning af sideordnede led er der enten komma eller sideordnende bindeord. Og det gælder, uanset om “leddene” er enkelte ord eller ledsætninger. Det vil sige:

1.2 Opremsninger med 3 eller flere led

• Du skal købe ost, smør, pølse og brød til frokosten i morgen.
• Du skal læse lektier, du skal støvsuge dit værelse, du skal spise og du skal vaske op.

1.1 “Opremsninger” med 2 led, igen hvadenten det er enkelte ord eller sætninger

• Han kan ikke lide æbler, pærer … ingen frugt overhovedet.
• Vi gik aftentur på den lange og forblæste strand
• Vi gik aftentur på den lange, forblæste strand
• Han kommer klokken otte og så spiser vi med det samme.
• Problemet er ikke praktisk, det er psykologisk.

2. Før “men” – og før “dog” hvis det kan erstattes af “men”

Denne gammelkendte regel er reelt en undtagelse fra regel 1. Det hænger sammen med mens helt specielle betydning som et “bindeord”, der ikke forbinder, men adskiller.

• Han er sød, men ikke alt for smart.
• Der skal komma i opremsninger, dog ikke mellem de to sidste led for der står jo et “og”.

3. I stedet for parenteser

Denne regel flyder lidt sammen med den næste. Man kan i nogle tilfælde godt argumentere for at parentetiske tilføjelser ikke er en integreret del af sætningen – ikke mindst når de står sidst som “Ruth og Bjarke”.

• Charles, tante Sofies gravhund, fylder 7 år på søndag.
• Der kom kun 2 medlemmer, nemlig Ruth og Bjarke.
• Nu skal du fanme, og jeg ved godt at jeg har sagt det før, begynde at rydde op efter dig i køkkenet!

4. Som afgrænsning af ord og vendinger, der helt tydeligt ikke er en del af sætningen

• Pokkers også, jeg glemte at sende ham bogen i sidste uge så nu er han sur igen.

Dette gælder også talte replikker, hvis de ikke er markeret med anførselstegn.

• Det var sgu godt gået, udbrød han.

4½. Hvis det er absolut nødvendigt for forståelsen

Denne regel gælder kun for en halv, for det er bedst at undgå at udnytte den. Hvis forståelsen af din tekst afhænger af din evne til at sætte komma, er du nemlig ude på tynd is – så afhænger den jo også af læsernes evne til at afkode dine kommaer.

• Jeg har både en hund, og en papegøje der kan bande på nynorsk.

Se reglerne lidt mere detaljeret og med flere eksempler her.

Hvad så med komma mellem helsætninger?

Den indvending tager systemet højde for ved at betragte 2 sideordnede sætninger som en opremsning med 2 led. Og sådan én skal der enten være komma eller bindeord i – ikke begge dele.

Detaljen kan også ses fra en anden vinkel: Hvor skal punktummerne stå? Og som en del af det emne vil det komme op at “i visse tilfælde kan punktummet erstattes af et udråbstegn, spørgsmålstegn, kolon, semikolon eller ingenting“.

Er det virkelig kommaer nok – i praksis?

En ældre og særdeles kompetent fagfælle gjorde mig den tjeneste at læse mit skriveri igennem og kommentere det. Han fremhævede specielt 2 situationer, hvor han ville savne komma efter dette system:

• Mellem sideordnede helsætninger: Vi har i mange år arbejdet på at forenkle kommasætningen og det kan vi åbenbart blive ved med.
• Foran længere indledende helsætninger: Hvis problemet skal løses inden for en overskuelig tid er det nødvendigt at …

Måske har han ret. Måske er det bare en vanesag. Kommaet mellem sideordnede helsætninger tror jeg godt, at vi kan vænne os af med at savne. Det andet andet måske også. Men den tid, vi sparer på at analysere kommaplaceringer, skal vi måske i nogle tilfælde bruge på en lidt mere omhyggelig sætningsbygning.

Det kan også være, som han foreslår, at vi skulle forsøge os med et to-delt system: Nogle obligatoriske kommaer i stil med disse plus et sæt regler for frivillige kommaer. På den anden side – er vi så kommet videre med bestræbelserne på at frigøre tid fra at sætte komma til at skrive?

Hvordan vil det virke i praktisk brug?

Det er ikke svært at se for sig, at “frit komma” vil fungere bedre med en “moderne” skrivestil med korte sætningskæder end med en “gammeldags” stil, beslægtet med kancellistil: Lange sætningskæder med indskudte sætninger osv. På den anden side: Hvis din læser har aktivt brug for kommaerne for at kunne orientere sig i dine sætninger, så har du muligvis et større problem end valget af det rigtige kommaprincip. Læs “Sæt flere punktummer!“

Jeg har prøvet at skrive denne artikel igennem med “frit komma”. Klik her for at se dén version. Og bemærk, at alle kommaer er forsynet med en kommentar om, hvilken regel de er sat efter. Bare peg på dem med musen.

Et eksempel: Miraklet i Vanløse

At skrive næsten kommafrit dansk er ikke noget nyt. Et meget smukt eksempel er Peter Poulsens dejlige jazzroman fra 1981, “Miraklet i Vanløse”, hvor han går endnu mere radikalt til værks; han dropper også kommaet foran “men”. Og dét kan man sgu ikke – det er så smagløst som at servere snapsen direkte fra fryseren. Men se nu alligevel her (kopien er fra Gyldendals Bogklub-udgaven fra 1983).

Det virker for Peter Poulsen; men han er også sprogkunstner på højt niveau og har derfor licens til at lave sine egne regler. Det har hverken du eller jeg.

Hvorfor ikke bare gå tilbage til pausekommaet?

I 1992 skrev Vibeke Appel og Carsten Elbro i Mål og Mæle (1992 nr. 1): Når pausekommaet ikke er blevet mere udbredt og f.eks. ikke konsekvent indført i skoleundervisningen, selv om det har været officielt anerkendt i 70 år, skyldes det sikkert i høj grad, at det forekommer svært at bruge og svært at lære andre at bruge, fordi der ikke er så faste regler som i det gamle system. Der er dog skrevet bøger om brugen af pausekomma, og i Retskrivningsordbogen fra 1986 er der gjort meget for at hjælpe brugerne til at anvende det fornuftigt med en udførlig vejledning i principperne for det, hvoraf det også klart fremgår, i hvilke tilfælde reglerne for grammatisk komma og pausekomma er ens.

Just derfor. “… forekommer svært at bruge …” – “… ikke så faste regler …” – udførlig vejledning i principperne …” og så videre.

Men folk flest vil jo bare have at vide, hvad der er rigtigt og forkert, og så vil de i gang med at skrive! “Hvor svært behøver det at være?” er spørgsmålet. Og i det lys var pausekommaet lige så meget for svært, som det grammatiske komma åbenbart er. Og – måske – lige så unødvendigt.

Og hvad så med den røde lampe?

For det tredje, og værst af alt: Man mister det grammatiske kommas rød-lampe-effekt over for snirklede sætningskonstruktioner.

Jeg elsker at citere mig selv, specielt når jeg har ret. Og vi gamle mænd med langt gråt skæg vil altid elske og ære den grammatiske kommatering, vi lærte i den stråtækte. Den får os til at føle os trygge. Men som Jens Normann Jørgensen en gang skrev i en anden sammenhæng: De sure gamle mænd brokker sig over, at de unge siger bedte i datid af at bede. Vore dages sure gamle mænd gør sig imidlertid ikke klart, at tidligere tiders sure gamle mænd var lige så fornærmede over, at de unge dengang sagde gravede og ikke grov. Vore dages sure gamle mænd er forrige generations trusler mod kulturen og nationens overleven.

Så måske er det på tide at rykke videre? Vi sure gamle mænd kan jo bruge noget af den tid, vi hidtil har brugt på kommaer, til at snakke om sætninger i stedet. Det er jo trods alt det, det handler om: At skrive.

Af ord bliver der sætninger, og af sætninger tekster. Og hvis ordene er rigtige, og sætningerne er gode, så bli’r teksterne nok begge dele.

---

Se også:

• “Frit komma” – 4½ regel er nok!

© Per Salling, Omatskrive.dk, 2010-2021

Hits: 394