Mere bullshit!

Bullshit, tågesnak, vrøvl, modeord – det modsatte af godt sprog. Hvornår er det opstået? Lige nu er det engelsk inspireret handelshøjskole-/ marketing-/ konsulentbullshit, der hærger. Men gå 20-40 år tilbage; dengang var det akadepyk i form af tysk inspireret videnskabssprog, der spærrede for den gensidige forståelse. Faktisk kan menneskers behov for at pynte sproget til ukendelighed følges tilbage til oldtiden. Denne artikel følger op på Bullshit!

Af Per Salling

“Jeg har for nylig prøvet på at læse en artikel om ‘børneoffentlighed og modproduktion’. Det var en lang omgang med mange mærkelige ord og udtryk i, så den var også meget svær at forstå. Måske var den umulig at forstå, det er ikke til at vide; men imponerende, det var den. Læseren fik for eksempel at vide, at ‘klassesamfundets reproduktionsbehov’ medfører en ‘institutionalisering af livssammenhængene’, ligesom det fremgik at teksten, at ‘medieproduktionen fungerer ved siden af de andre socialisationsagenturer’. I en parentes nævntes det nådigt, at det sidste udtryk dækkede over ‘familie og institutioner’, og det vidste jeg overhovedet ikke før. Tænk, at vi er et socialisationsagentur her i familien. Jamen, det var dog forunderligt!”

Egon Clausens essaysamling “Milde Moses” fra 1980 er alle pengene værd henne i antikvariatet – ikke mindst for artiklen “Dansk, lille barn – om modersmålet, når det er ubegribeligst”, som jeg har citeret her ovenfor.

Det var som sagt i 1980. Og dengang hed det ikke bullshit, men ‘akadepyk’ (sammentrækning af akademisk volapyk) – marxistisk inspireret sociolog- og pædagogslang. Som Clausen skrev: Der var – og er – en sær prestige i at kunne skrive et tungt og klægt sprog, blandet op med store klumper af teori, mens et klart og smukt sprog udsatte ophavsmanden m/k for mistanke om upassende sympatier. “Er det egentlig mærkeligt, at mange venstreorienterede beskyldes for at være pietismens sande arvtagere?”

Før marxismen (og samtidig, og blandet op med den på uigennemskuelig vis) var der freudianismen. Og som Halldor Laxness skriver et sted, “I Freuds dage kunne en tysker blive verdensberømt i et hvilket som helst fag, blandt andet i den såkaldte psykologi, hvis han købte sig et stort skrivebord med mange skuffer og asede og masede med at udklække filosofiske sætninger på et tilsvarende inderkredsslang, at samme art som tyvesproget”.

Den tradition lever i bedste velgående på tysk den dag i dag. Her er et eksempel fra Technische Universität Wiens hjemmeside – en diskussion om “Subjekt im Netz – Anwesende Abwesenheit” (og et internt eksempel på ‘Bullscheisse’):

“Der hier angetroffene Idiolekt und die exuberanten Neologismen sekantieren die Majorität des hier anzutreffenden virtuellen Auditoriums insofern periphär, da die Präokuppation des homos technicus contra hypertrophischen Enuntiationen eine äquipollente pragmatische, wenn auch eventuell brachylogische Formulierung preferiert, da nur so ein ambitionell perpetuierendes Kolloquium über den diffizielen Konnex der Netz-Metapher reüssieren kann, die vorliegende Kompilation jedoch wegen eingangs erwähnter Aprosdekese das intrinsische Interesse der involvierten Partizipanten depretiiert wird und eine forcierte Negation der sozio-politsch und psycho-sozialen Faktoren impliziert.”

Man behøver ikke at være specielt dårlig til tysk for ikke at kunne forstå et muk! – Men bemærk ordet ‘neologisme’ i første sætning. Det betyder netop en ‘sproglig nydannelse’ – et ord skabt til lejligheden. (Og ‘exuberant’ betyder ‘umådeholdende’ eller ‘overflødig’.)

Præcision “über alles in der Welt”

Laxness har fat i noget centralt i billedet med de mange skuffer: Den ekstreme præcision, som man forsøger at opnå ved at opfinde nye ord til enhver tænkelig og utænkelig betydningsnuance – parret med forsøget på rent intellektuelt at skelne mellem og beskrive disse nuancer ud i det absurde.

Nogen siger, at eskimoer har over 20 forskellige ord for sne. Det er vistnok ikke helt korrekt – i hvert fald bygger påstanden efter sigende på det forhold, at der findes forskellige (sammensatte) ord for snedækketbakke, snedækketklippe, snedækketslædehund osv. Til gengæld har jurister (mindst) 13 ord for links på internettet – til trods for, at et link er et link er et link: “A Uniform Resource Identifier (URI) is a compact string of characters for identifying an abstract or physical resource.” (Tim Berners-Lees definition; og som opfinderen af “the world wide web” må han vel vide det.)

I artiklen “Advokater har 13 ord for links” opregner Steven Snedker almindelige links, mail links, direkte links, indirekte links, overfladelinks, interne links, eksterne links, referencelinks, illoyale links, krænkende links, dybe links, gentagen og systematiske links samt “badutlinks”. Og han argumenterer overbevisende for, at denne skelnen er absurd: Ethvert link er teknisk set kort og godt et link – på samme måde som enhver “side” på nettet logisk set er en “forside”, fordi der kan linkes direkte til den, og fordi den kan findes via en søgemaskine. (Hvordan fandt du artiklen her? Via Omatskrive.dk’s “forside” eller via en søgning i Startpage, DuckDuckGo, Google e.l.?)

Denne stræben efter at opdele virkeligheden, fordele den i små, velordnede skuffer og beskrive den ud i det absurde er en juridisk skødesynd så gammel som bjergene. I midten af 1580’erne skrev Montaigne i 3. bog af sine essays:

“Hvordan kan det være, at vort modersmål [fransk], der er så let at bruge i alle andre sammenhænge, bliver dunkelt og uforståeligt i kontrakter og testamenter, og at en person, der ellers udtrykker sig klart uanset hvad han siger og skriver, ikke på det område kan få sagt hvad han mener på en sådan måde, at det udelukker tvivl og modstridende fortolkninger? Det kan kun skyldes, at mestrene i denne kunst under deres særlige bestræbelser på at vælge højtidelige ord og forme kunstfærdige sætninger (…) har rodet sig ind i et sådant net af utallige talemåder og hårfine opdelinger og underopdelinger, at tingene ikke længere kan rubriceres under nogen lov eller vedtægt eller gøres til genstand for en sikker fortolkning.”

Og han citerer Tacitus som eksempel på, at det var lige så galt i det gamle Rom: “Ligesom vi før havde besvær med forbrydelser, har vi det nu med lovene.”

Faglig præcision – eller pyntesyge?

Kampen for klart sprog og mod kancellistil, akadepyk og bullshit er åbenbart et af tilværelsens givne grundvilkår.

Fordi vi allesammen vil være så uendeligt præcise – ofte langt mere end nødvendigt. Fordi vi vil understrege, at vores fag er meget, meget fagligt. Fordi vi vil pynte os. Overgangen er glidende.

Lørdag aften i byen med plukkede øjenbryn og den rigtige bluse: Et signal, der kan afkodes af den rigtige målgruppe. Eller med det mørke jakkesæt og et moderigtigt slips til mødet. Eller de rigtige ‘termer’ ‘implementeret’ i ‘slideshowet’ for at vise, at man ved, hvad det handler om.

Som jeg har skrevet før: Fagsprog har brug for fagord. Fagsprog er godt og præcist, så længe fagudtrykkene er gode og præcise. Fagsprog kan overhovedet ikke blive præcist nok uden fagord – det ved du fra dit eget fag.

Men hvor går grænsen for det nødvendige?

For nogle år siden læste jeg, at geografi-studerende ved de danske universiteter ikke kan læse hinandens specialeafhandlinger med fuldt udbytte, fordi fagsproget ved de forskellige institutter er for forskelligt. Er det rigtigt, er præcisionsgraden vist gået noget ud over det strengt nødvendige …

Og hvor går grænsen for det acceptable?

Dér, hvor beklædning ikke bare signalerer tilhørsforhold til nogen, men også afstand til andre? Dér, hvor fagsprog bliver til magtsprog? Dér, hvor sproget bruges til at adskille og tegne kridtstreger på gulvet i stedet for at samle og kommunikere?

Gør konsulenthajen det samme med sit bullshit, som bullshit’eren gør med sit rygmærke – bruger sprog/tøj til at signalere mereværd, gruppetilhørsforhold og afgrænsning?

Vi tager lige Klumpe-Dumpe-citatet fra Alice i Eventyrland én gang til for prins Knud:

“Når jeg bruger et ord”, sagde Klumpe-Dumpe i en temmelig fortrydelig tone, “så betyder det lige netop det jeg vælger at det skal betyde. Hverken mere eller mindre.” “Spørgsmålet er”, sagde Alice, “om du kan få ord til at betyde så mange forskellige ting.” “Spørgsmålet er”, sagde Klumpe-Dumpe, “hvem der skal bestemme. Det er det hele.”

Bullshit Bingo i kirken

For en del år siden skrev Mikkel Wold – sognepræst ved Marmorkirken og lektor ved Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster – en kronik om “Bullshit Bingo” i Berlingeren, hvor han fortalte om den stigende tendens til at kræve “italesættelse af værdigrundlag” – visioner, missioner og værdigrundlag, du kender smøren – på daginstitutioner, plejehjem og lignende. Mikkel Wold skrev om det kommunale krav til et kirkeligt drevet plejehjem:

Jeg foreslog i bestyrelsen, at vi skulle sende kommunen et eksemplar af Ny Testamente, så kunne de ringe, hvis der var spørgsmål. Det havde været en fin provokation, synes jeg, men det turde man alligevel ikke, så kommunen fik sit værdigrundlag, som rummer en række nydelige udsagn af den slags, man skal være sadist eller lystmorder for at være modstander af. En række selvfølgeligheder omskrevet til teknokratsprog, så var kommunen glad.

Senest er menighedsråd såmænd også blev afkrævet den slags, som om det ikke var en selvfølge, at kirkens værdigrundlag er den kristne tro … Men alt det gemmer vi til en anden god gang og slutter i stedet med Ole Lauridsen, lektor ved Handelshøjskolen i Århus:

“Det store problem med den sproglige udvikling, vi ser i øjeblikket, er i virkeligheden, at den vanskeliggør samværet mellem mennesker. Ved at bruge ord, som man kun kender betydningen af, hvis man selv kommer fra den samme verden, lukker sproggruppen sig om sig selv og trækker på den måde nogle grænser i samfundet, som er inderligt unødvendige. De tjener intet andet formål end at vise, at visse mennesker føler sig bedst tilpas, hvis de tror, de er lidt mere end andre.” (Magisterbladet nr. 4, 2004)