Hvad er “smukt dansk” overhovedet?

Man kan sagtens analysere sig frem til, hvad “godt”, “klart”, “tydeligt” og “effektivt” dansk sprog er. Men hvad med “smukt” sprog – “smukt dansk” – er godt og effektivt sprog og smukt sprog det samme? Ikke helt. I denne artikel handler det om det smukke sprog og om, hvordan man (mĂ„ske) kan sige noget objektivt om noget sĂ„ subjektivt som skĂžnhed.

Af Per Salling

AltsÄ: Effektivt dansk og smukt dansk. Det kunne jo godt vÊre det samme. Men synsvinklen er forskellig, og de detaljer, man lÊgger vÊgt pÄ, er ikke helt de samme.

Et effektivt dansk er et dansk, der ikke tiltrÊkker sig nogen opmÊrksomhed overhovedet pÄ egne vegne, men som fungerer som et helt gnidningsfrit middel til at overfÞre tanker, fÞlelser og viden fra et menneske til et andet. Det gÞr det for eksempel ved at

  • undgĂ„ at tale ned til lĂŠseren
  • undgĂ„ ord og konstruktioner, der er sĂ„ usĂŠdvanlige i lĂŠserens daglige sprog, at de afbryder lĂŠserytmen – eller bruge dem bevidst for at dreje lĂŠserens opmĂŠrksomhed i den rigtige retning
  • have en sĂŠtningslĂŠngde, der gĂžr det let for lĂŠseren at orientere sig og holde trĂ„den.

Et smukt dansk er effektivt, men det er ogsĂ„ noget mere. Og dette “mere” er subjektivt – afhĂŠngigt af tid, sted, kultur og person. SĂ„ mine bud pĂ„, hvad der er smukt dansk, er netop dette: mine bud. Du er velkommen til at forkaste dem – isĂŠr, hvis du kan sĂŠtte nogle andre i stedet!

AltsÄ: Jeg synes, at et smukt dansk er et dansk, der

  • har en naturlig, varieret rytme i sĂŠtningsopbygningen, sĂ„ den flyder let for lĂŠseren – det handler om lĂŠsbarhed
  • bruger det helt rigtige ord i den rigtige sammenhĂŠng, sĂ„ ordets betydning, bibetydning(er), rytme og klang bĂŠrer teksten fremad – det handler om sammenhĂŠng mellem udtryk og indhold
  • har en naturlig, varieret rytme i betoningen, sĂ„ det lyder godt, nĂ„r man lĂŠser det hĂžjt, ogsĂ„ selv om det ikke er skrevet til oplĂŠsning – det handler om simpel vellyd, bĂ„de i det ydre og (mĂžske sĂŠrligt) det indre Ăžre
  • bruger billeder, der skubber lĂŠseren i den rigtige retning – det handler om – nĂ„ja, billeder
  • er afvekslende, for eksempel ved at variere sĂŠtningslĂŠngden og ved at variere mellem nutid og datid pĂ„ en gennemtĂŠnkt mĂ„de – det handler om spĂŠnding, spĂŠndstighed og liv i teksten
  • vĂŠkker genklang i en bestemt lĂŠser(gruppe) – det handler om personlige forudsĂŠtninger, baggrund, musikalitet, billedfornemmelse. Alt det, der i det hele taget gĂžr lĂŠsning subjektiv.

Det vil jeg give nogle eksempler pÄ her.

Eksempel 1: Willy-August Linnemann

Inden jeg begynder min beretning, vil jeg oplyse, at min far mÄtte afsted allerede i begyndelsen af krigen. Min mor mÄtte passe hans fabrik. Selv havde jeg travlt med at lytte og med at se og med at tÊnke mit, mens tid var. Thi hver nat, ja nÊsten hver nat mÄtte vi i beskyttelsesrum. Jeg kan hÞre endnu, hvordan sirenerne hylede. Og jeg kan huske, at mor, inden vi gik i bunkeren, altid fÞrst spejdede mod himlen.

Ofte blev vi mange derinde, og i reglen blev opholdet sÄ langvarigt, at snart den ene snart den anden mÄtte fortÊlle en historie for at fÄ timerne og uvisheden til at gÄ. Udenfor buldrede luftvÊrnsskytset; vi kunne mÊrke rystelserne helt ind gennem vÊggenes jernbeton; og det var mÄske derfor, at alle blev sÄ Äbenhjertige; enhver af os vidste jo, at vi alligevel var fortabte, hvis en fuldtrÊffer ramte bunkeren.

En nat spurgte min mor prĂŠsten: “Mon Gud vil vĂŠre os nĂ„dig i nat?”
“Det ved kun Gud”, svarede pastor Dreyer trĂŠt.

“Sig De hellere sandheden, prĂŠst,” udbrĂžd da krigsinvaliden, kriminaloverbetjent Nagelstoz. “Svar De blot rent ud, at Gud er ligeglad!”

Bogen om det skjulte ansigt (1958)

Her er den helt brede pensel fremme, allerede fra fĂžrste linie. Den fĂžrste sĂŠtning fortĂŠller, at vi slet ikke er begyndt endnu – vi skal fĂžrst lige have lidt baggrundsinformation for at kunne fĂžlge med i “beretningen”. Linnemann giver sig i det hele taget god tid, som en fortĂŠller der har sat sig godt til rette i lĂŠnestolen med pibe og tobak inden for rĂŠkkevidde og en lang aften foran sig: Selv havde jeg travlt med at lytte og med at se og med at tĂŠnke mit, mens tid var. Thi hver nat, ja nĂŠsten hver nat mĂ„tte vi i beskyttelsesrum. Jo, der er tid nok til at give rytmen sit.

Man var overladt til skĂŠbnen, og man vidste det. Far mĂ„tte afsted. Mor mĂ„tte passe fabrikken. Vi mĂ„tte i beskyttelsesrum. Enhver af os vidste, at vi var fortabte, hvis en fuldtrĂŠffer ramte. Pastor Dreyer var trĂŠt – og Gud var ligeglad. SĂ„ der er ogsĂ„ tid nok til at give beretningen sit. Der er ingen, der lĂžber vĂŠk; for der er ingen steder at lĂžbe hen.

Linnemann vĂŠlger ikke den korteste vej, og heller ikke nĂždvendigvis det korteste ord: begynder, beretning, begyndelsen, beskyttelsesrum, spejdede, luftvĂŠrnsskytset, Ă„benhjertige – alt sammen ord eller dele af vendinger, der kunne vĂŠre skrevet om til noget kortere.

PrĂŠcisionen i udtrykkene er hĂ„rfin. I 1958 var intet menneske i tvivl om, hvad “far mĂ„tte afsted” betĂžd. “Krigen” – dĂ©n krig – var en fĂŠlles erfaring, og de fleste lĂŠsere kunne se beskyttelsesrummets indre og hĂžre sirenernes hylen for sig lige sĂ„ tydeligt som forfatteren.

Og sĂŠtningernes rytme fĂžlger smukt op pĂ„ indholdets og ordvalgets rytme: FĂžrst en lang sĂŠtning med rigelig forvĂŠgt – altsĂ„ bisĂŠtningen fĂžrst; i virkeligheden ikke sĂ„ lang, som den fĂžles pĂ„ grund af forvĂŠgten. SĂ„ 4 kortere, og sĂ„ igen en lĂŠngere, der heller ikke er sĂ„ meget lĂŠngere, men bare fĂžles sĂ„dan pĂ„ grund af den indskudte sĂŠtning. En rolig og sindig rytme, som lave dĂžnninger der kommer langvejs fra.

“Bogen om det skjulte ansigt” er fĂžrste bind i Linnemanns “EuropafortĂŠllinger” – det danske svar pĂ„ 1001 Nats Eventyr, Decameron og Canterbury Tales, hvor en rammefortĂŠlling gennem 5 bind spinder sig om beretningerne om Flensborg og omegn gennem nĂŠsten 75 Ă„r. SĂ„ den brede pensel er pĂ„ sin plads, og den prĂŠcise anekdote karakteristisk: Det er svĂŠrt at finde stĂžrre linier og finere detaljer i den danske litteratur.

Eksempel 2: Marianne Hesselholdt

“Fugl”. Ordet kommer af sig selv og lĂŠgger sig pĂ„ hans lĂŠber. Godt. “Fugl”, hvisker han igen. Og i flertal fugle. Pluralis, tĂŠnker han, pludselig hed, og knuger om ordet inde i hovedet. SĂ„ giver det efter og lader sig strĂŠkke ud – plu-ra-lis. “Lis”, hvisker lĂŠberne. Singularis. OgsĂ„ et ord, der svulmer op og summer rundt derinde. SĂ„ skumler de begge bort i mĂžrket, og kun lyden udefra bliver liggende i hans hoved.

SĂ„ er der kun fuglen tilbage. En og ham. For han er vel ogsĂ„? PrĂžvende lĂžfter han en arm og en til. Betragter hĂŠnderne – hvornĂ„r er de blevet sĂ„ krumme og tynde? Han tĂŠller efter. En … to. Det passer. Og ben har han ogsĂ„ – et pĂ„ hver side, eller nej, et pĂ„ … eller to … Han har … og er ogsĂ„. Er. I al fald er.

Det lille ord falder fra ham og gÄr forkert, og hÊnderne synker ned, og alt tÄger til.

Cirkelbarn og sommerfugl (2000)

Ord. Et ord, der kommer ud af intet og lĂŠgger sig pĂ„ fortĂŠllerens lĂŠber. Godt. Ordet “fugl”. Det letteste og mest flyvende – undvigende – ord. MĂ„ske bortset fra fjer.

Her er vi sÄ langt fra Willy-August Linnemann som muligt. Ingen indledning fÞr beretningen, men direkte ind i et ord: Fugl.

Vi er ogsĂ„ sĂ„ langt fra de 75 Ă„rs erindring som muligt. Vi fĂžlger den stĂŠrkt senildemente filolog Johannes’ kamp for at genvinde sprog og hukommelse, ord for ord og minut for minut – hele tiden et skridt frem og halvandet tilbage.

Men det ved vi slet ikke endnu. Det gĂ„r fĂžrst op for os ganske gradvist i lĂžbet af den fĂžrste tredjedel af denne lille bog, hvorfor man kan blive hed af ophidselse og knuge om ordet “pluralis” inde i hovedet. For “fugl” hedder jo “fugle” i flertal, eller pluralis …

Og ordene svulmer op og summer rundt i hans hovede, fĂžr de skumler bort; selv det lille “er” falder fra ham til sidst. Er han overhovedet? Er vi andet end vores bevidsthed? Holder vi op med at vĂŠre, nĂ„r vores bevidsthed smuldrer? Eller hvad er der tilbage, nĂ„r det sker – hvis nu livet nĂŠgter at forlade os sammen med bevidstheden?

Lutter enkeltstÄende ord og helt korte sÊtninger. Selv nÄr sÊtningerne kÊdes sammen, forbliver de korte og utilpassede: Det lille ord falder fra ham og gÄr forkert, og hÊnderne synker ned, og alt tÄger til.

“Alle ligheder ĂŠder hinanden – ord slubrer ind i ord og bliver vĂ„de klatter i hans hoved. Han kan ikke vĂŠre i denne ordslam.” – stĂ„r der lidt lĂŠngere henne.

Hvordan kan nogen vĂŠre i denne ordslam? Hvordan kan nogen beskrive den, sĂ„ vi andre kan fĂžle den inde i vores egne hoveder? – Her bliver der ikke arbejdet med brede pensler, men med nĂ„lestiksagtige billeder: “PrĂžvende lĂžfter han en arm og en til. Betragter hĂŠnderne – hvornĂ„r er de blevet sĂ„ krumme og tynde? Han tĂŠller efter. En … to. Det passer.”

SĂ„dan beskriver man senildemens, sĂ„ lĂŠseren fĂ„r ondt i maven af medfĂžlelse – og af skrĂŠk for, at det skal ramme en selv. Det er ikke rart; men det er stort.

Eksempel 3: Jack Schaefer

Han kom ridende ind i vores dal i sommeren 89. Jeg var dreng dengang, knap og nap sÄ hÞj at jeg rakte op over bagsmÊkken pÄ min fars gamle arbejdsvogn. Jeg sad pÄ den Þverste lÊgte i vores lille corral og nÞd eftermiddagssolskinnet, da jeg fik Þje pÄ ham langt nede ad vejen, der hvor den drejede ind i dalen fra sletten lÊngere ude.

I den klare Wyoming-luft kunne jeg se ham ganske tydeligt, skÞnt han endnu var flere miles borte. Der sÄ ikke ud til at vÊre noget mÊrkeligt ved ham, bare en enlig rytter, der kom ridende op ad vejen mod den lille klynge trÊhuse, som udgjorde hele vores by. SÄ sÄ jeg et par cowboys komme galoperende forbi ham, stoppe op og stirre efter ham med en besynderlig spÊndt opmÊrksomhed.

Han nÊrmede sig stÞt, red lige gennem byen uden at sagtne farten, fÞr han nÄede vejforgreningen en halv mile fra vores sted. Den ene vej drejede til venstre over vadestedet i floden og gik videre til Luke Fletchers store ejendom. Den anden fortsatte lige frem ad den hÞjre bred, hvor vi nybyggere havde taget jord pÄ en stribe op gennem dalen. Han tÞvede lidt, grundede over hvad vej han skulle vÊlge, og sÄ fortsatte han roligt pÄ vores side.

Shane – den tavse rytter (1949), ovs. af Knud MĂŒller

Her er vi tilbage i en fortĂŠllesituation, der minder om Linnemanns: Den ĂŠldre mand, der har stoppet piben og sat sig til rette – nok ikke ved pejsen, snarere ved lejrbĂ„let – og fortĂŠller om det, drengen oplevede en gang for lĂŠnge siden. Waayy back …

Men vi gĂ„r lige pĂ„, som hos Hesselholdt – alle forberedelser er overstĂ„et: Han kom ridende ind i vores dal i sommeren 89. Hvem “han” er, ved vi allerede – det stĂ„r pĂ„ titelbladet. Og “vores dal”; nĂ„ja, betyder det egentlig sĂ„ meget? En eller anden dal derude vestpĂ„. Ingen overflĂždige detaljer her, kun de nĂždvendige billeder:

“Jeg var dreng dengang, knap og nap sĂ„ hĂžj at jeg rakte op over bagsmĂŠkken pĂ„ min fars gamle arbejdsvogn.” Hvad betyder alder? Det var stĂžrrelsen, det kom an pĂ„ – om man kunne gĂžre en mands eller en drengs arbejde.

Eller: “SĂ„ sĂ„ jeg et par cowboys komme galoperende forbi ham, stoppe op og stirre efter ham med en besynderlig spĂŠndt opmĂŠrksomhed.” Som de siger pĂ„ Jack Schaefers modersmĂ„l: Don’t tell it – show it!

Men det fineste er fortÊllerens synsvinkel: FÞrste sÊtning er den voksne, der husker tilbage; og allerede fra den anden sÊtning og frem skifter vi til mandens lyslevende erindring om sig selv som dreng. PÄ den mÄde bringer Schaefer drengens tanker og fÞlelser helt op under overfladen, mens den voksne fortÊller historien. Den teknik gennemfÞrer han med et gribende smukt resultat.

For smukt dansk kan jo ogsĂ„ findes i oversatte vĂŠrker, hvis originalen er god nok og oversĂŠtteren kan leve op til den Og Knud MĂŒller har gjort et smukt arbejde -selv om “den klare Wyoming-luft” mĂ„ske ligger lige pĂ„ grĂŠnsen mellem oversĂŠttelse og undersĂŠttelse.

NĂ„. Western-genren er for lĂŠngst afgĂ„et ved en stille dĂžd, i hvert fald uden for USA’s grĂŠnser. Men et par klassikere stĂ„r da tilbage: Jack Schaefers “Shane”, Warner Bellahs “Manden der skĂžd Liberty Valance” og et par andre. Heldigvis.

Se ogsĂ„ Hvad er “smukt dansk” overhovedet? – 2

Andre artikler om samme emne:

Boksen

  1. Har du nogensinde prĂžvet at lĂŠse en bog og fĂžle dig “tom” eller lidt ked af det, da du var fĂŠrdig med den? Find bogen frem igen, lĂŠs et par sider hist og her, og prĂžv at finde ud af, hvorfor du fĂžlte sĂ„dan.
  2. Hvor meget skyldtes indhold og handling, og hvor meget skyldtes tonen og stemningen?
  3. Hvordan fĂ„r forfatteren dig til at opleve tonen og stemningen? – Ordvalg, sĂŠtningsrytme, billeder …
  4. Sammenlign med en anden bog, der ikke fÄr dig til at fÞle pÄ samme mÄde. TÊnk over, hvor meget af din oplevelse der er subjektiv (din egen), og hvor meget der er objektivt (kan analyseres).

© Per Salling, Omatskrive.dk, 2003-2008-2016

Hits: 26