Godt dansk – godt sprog

”Godt dansk” er ikke nødvendigvis det samme som ”smukt dansk”.

”Smukt dansk” er det vi forventer, når vi giver os i kast med et sprogligt kunstværk: En roman eller novelle, en digtsamling, et enkelt digt… Her der det ikke godt nok at få historien fortalt; vi vil også forføres med et smukt sprog. Vi vil inviteres til forårsaften med Faust.

”Godt dansk” er noget andet. Her har sproget taget arbejdstøjet på, det skal først og fremmest være formålstjenligt i forhold til målgruppen. Her vil vi ikke forføres, vi vil have klar besked i et enkelt, godt sprog: Hvad kan/skal jeg bruge dette til?

De allerbedste journalister kan formidle deres indhold i et godt sprog, der er ufatteligt smukt; læs fx Poul Høis ”Der er dage…” Og de virkeligt gode forfattere kan skrive så smukt, at indholdet fortoner sig i det uvirkelige; læs fx Inger Christensens ”Azorno”.

Men vi almindelige forhærdede tidselgemytter, vi må bare gøre vores bedste for at gøre vores bedste på et almindeligt godt dansk: At fortælle det, vi vil fortælle, så vi når igennem til målgruppen – så vi bliver hørt, forstået og måske endda lyttet til og respekteret.

Det skriver jeg lidt om her.

Så er der selvfølgelig også dét med selve den fysiske overlevering: Den gode talestemme, den gode korrektur og det ordentlige layout. Det kan du læse om i afsnittet om korrektur og finish.