Øvelse A: Sæt kommaet rigtigt
Når du har gennemført øvelsen, så peg på spørgsmålstegnet efter hver sætning med musen – eller tap på det, hvis du er sådan én.
NB: Kommasætningen her er vist efter kommasystemet “frit komma”, som er min egen “opfindelse”, primært baseret på islandsk kommasætning. Det er ikke godkendt af dansk Sprognævn og er ikke på nogen måde autoriseret. Men det er bedre end slet ikke at kunne sætte komma!
Af Per Salling
1. De ville foretrække at han kom frem for at han blev hjemme. ?De ville foretrække at han kom frem for at han blev hjemme.
Helt rigtigt - intet komma. En af de store fejlmuligheder er fjernet, for der er næsten aldrig komma før 'at!
2. Kortet åbnes ved at man afriver randen. ?Kortet åbnes ved at man afriver randen.
Intet komma.
3. Et brød som er muggent skal selvfølgelig kasseres. ?Et brød som er muggent skal selvfølgelig kasseres.
Intet komma. Savner du det? Hvorfor?
4. Tiden er inde sagde han til at skifte signaler! ?Tiden er inde, sagde han, til at skifte signaler!
Ja, her skal der være kommaer. Det er parenteskommaer som står om det der kan slettes fra sætningen uden at den ændrer mening.
5. Det er ikke sikkert at hunden kommer når han kalder. ?Det er ikke sikkert at hunden kommer når han kalder.
Ingen kommaer.
6. Den er flot men dyr at købe til sig selv. ?Den er flot, men dyr at købe til sig selv.
Altid komma før ”men”.
7. Par nummer 7’s trøjer er rød-hvide og nummer 2’s sorte. ?Par nummer 7´s trøjer er rød-hvide og nummer 2´s sorte.
Intet komma.
8. Han spurgte hvordan og hvorledes de skulle gå frem. ?Han spurgte hvordan og hvorledes de skulle gå frem. Intet komma.
9. Jørgen tog mig på ordet og kom lidt efter og han så ud til at have det godt. ? Jørgen tog mig på ordet og kom lidt efter og han så ud til at have det godt.
Intet komma. Sætningen er lang og egentlig en smule kompliceret - men den er da meget nem at forstå uden kommaerne, ikke?
10. Det man kan være i tvivl om er om denne sætning skal analyseres således: ?Det man kan være i tvivl om er om denne sætning skal analyseres således.
En meget svær sætning at sætte komma i. Kan den læses uden kommaer? Hvis ja, OK. Hvis nej, skriv den om!
11. Den overdrevent neutrale upersonlige stil skaber normalt kun forvirring hos læseren. ?Den overdrevent neutrale, upersonlige stil skaber normalt kun forvirring hos læseren.
Én sætning med et opremsningskomma. (Men du kan slippe af med kommaet ved at sætte 'og' ind i stedet for kommaet.)
12. Her er det altid umuligt at gå når det regner og jorden bliver våd. ?Her er det altid umuligt at gå når det regner og jorden bliver våd.
En hovedsætning med 2 sideordnede ledsætninger. Ingen kommaer, hverken med frit komma eller med grammatisk komma med brug af undtagelsesreglen.
13. Se dig for og pas på faldgruberne! ?Se dig for og pas på faldgruberne!
Husk at en bydemåde er en sætning. Her har vi 2 hovedsætninger der bundet sammen med det sideordnende 'og' - og derfor ikke noget komma.
14. De besluttede straks at hæve prisen. ?De besluttede straks at hæve prisen.
Hvad sker der i denne sætning? Beslutter de straks at de vil hæve prisen til næste år? Eller beslutter de at de vil hæve prisen med det samme? - Her har du 2 muligheder. Du kan skrive sætningen om så den bliver éntydig eller du kan sætte komma før eller (mindre normalt) efter ”straks”. Det er regel 4½ du har fat i her; men det vil udsætte dig for kritik fordi der normalt ikke må stå komma før ”at” når der ikke kommer en hel sætning efter - uanset kommasystem. Skriv hellere om!
15. Tag og køb ti tulipaner og en dusk persille til sovsen. ?Tag og køb ti tulipaner, og en dusk persille til sovsen.
Er 'Tag og køb' ikke 2 bydemåder? Jo. Skal der så ikke komma mellem dem? Nej. 'Tag og køb' er her et sammenhængende udtryk i stil med 'rend og hop'. Kommaet efter 'tulipaner' er et betydningskomma (regel 4½) der præciserer at det kun er persillen der er til sovsen - ikke tulipanerne. Du også kunne vælge at udelade kommaet og i stedet stole på modtagerens sunde sans ...
Opgave B: Find ud af, om kommaet står rigtigt
16. Langt de fleste sætninger kan analyseres korrekt, som den her. ?Langt de fleste sætninger kan analyseres korrekt som den her.
Intet komma. Hovedsætning + ledsætning, den sidste med et underforstået udsagnsled 'kan'. Men det er lige meget - der skal ikke være komma mellem hoved- og ledsætning bare fordi de er hoved- og ledsætning.
17. Mennesket hører en prædiken, går hjem og intet er forandret. ?Mennesket hører en prædiken, går hjem og intet er forandret.
Kommaet efter 'prædiken' er et opremsningskomma - det står i stedet for et 'og'.
18. At han ikke passer ind i klassen, er efterhånden klart for enhver. ?At han ikke passer ind i klassen er efterhånden klart for enhver.
Intet komma.
19. Det som forårsager brande, er også årsag til andre ulykker. ?Det som forårsager brande er også årsag til andre ulykker.
Ingen kommaer. Savner du det - eller dem?
20. Han protesterer jo hver gang, jeg foreslår at udsætte mødet. ?Han protesterer jo hver gang jeg foreslår at udsætte mødet.
Sætningen er lidt sjov at analysere og sætte komma i hvis man er en nørd. Men det er du ikke, så du kan leve uden komma - ikke?
21. Er der mon nogen, der ved, hvem af deltagerne der ønsker at fortsætte øvelsen? ? Er der mon nogen der ved hvem af deltagerne der ønsker at fortsætte øvelsen?
Ingen kommaer! Her skiller vi os af med en af de helt grimme kommafejl, det forkert placerede komma før 'der ønsker'. Dér skal det nemlig under ingen omstændigheder stå - så hellere undvære!
22. Vi kan endnu ikke vide, hvem af alle disse ansøgere der har de bedste kvalifikationer. ?Vi kan endnu ikke vide hvem af alle disse ansøgere der har de bedste kvalifikationer.
Igen intet komma - fuldstændig som i sætning 21. Der skal under ingen omstændigheder være noget komma lige før 'der' fordi 'hvem af alle disse ansøgere' er egentligt grundled og 'der' er foreløbigt grundled. Men det slipper du for at skulle finde ud af ved bare at droppe kommaet.
23. Heldigvis blev vi færdige længe, inden nattefrosten satte ind. ? Heldigvis blev vi færdige længe inden nattefrosten satte ind.
Hvornår blev I færdige? 'Længe inden!' Væk med kommaet - specielt når det som her også er sat forkert efter det officielle regelsæt (grammatisk).
24. Det, jeg sagde, var, at der ikke var tid nok til det! ?Det jeg sagde var at der ikke var tid nok til det!
Snørklet sætning. Hvis du skal bruge kommaer for at kunne forstå den så bør den alligevel skrives om.
25. Det er netop den slags, jeg mener, vi skal undgå, når vi starter igen. ?Det er netop den slags jeg mener vi skal undgå når vi starter igen.
'Sætningsknude': Et led fra den første ledsætning er flyttet op i hovedsætningen for at fremhæve det, så nu er det umuligt at sætte komma uden at afskære sammenhørende led fra hinanden. (Jeg mener, at vi skal undgå den slags når vi starter igen.) Løsningen er - uanset kommasystem - at udelade de kommaer der står inde i knuden.
26. Nu er der desværre gået to uger siden, jeg har set ham. ?Nu er der desværre gået to uger siden jeg har set ham.
Væk med kommaet - som i øvrigt står forkert. ('siden' hører til ledsætningen så vil man absolut sætte komma her skal det står før.
27. Nu er det desværre to uger siden, jeg har set ham. ?Nu er det desværre to uger siden jeg har set ham.
Hér stod kommaet faktisk rigtigt iflg. den traditionelle kommasætning. Hvis du kan din danske grammatik ved du hvorfor. Ellers kig i 'Dansk kommasætning'.
28. Han forsøgte, at lade være med at køre så stærkt. ?Han forsøgte at lade være med at køre så stærkt.
Ét sæt kryds og bolle. (Det har du stadig brug for at have styr på så du kan sætte punktummerne rigtigt!) Der er kun én sætning og der er ingen andre gyldige argumenter for et komma før 'at'. Endnu lettere er det med 'frit komma' - hér er der aldrig-aldrig komma før 'at' medmindre det står i en opremsning!
29. For os andre at se, må det forekomme mindre vigtigt. ?For os andre at se må det forekomme mindre vigtigt.
Uanset kommateringsprincip: intet komma her.
30. Man kan ikke se på det enkelte molekyle hvilken temperatur, det har. ? ? Man kan ikke se på det enkelte molekyle hvilken temperatur det har.
Ikke noget komma her. Så er du også fri for at ærgre dig over at det under alle omstændigheder er sat forkert i eksemplet!
© Per Salling, Omatskrive.dk, 2010-2023
Views: 297