Hvis noget nu hverken kan måles med en tommestok eller fortolkes ud fra det enkelte menneskes behov, men skal ses i en samfundsvidenskabelig sammenhæng – hvad så? Findes der en ”samfundsvidenskab” og hvis ja, hvordan ser den ud? – Ja, den findes selvfølgelig. Et ”samfund” er jo et organiseret fællesskab. Vi definerer de spilleregler, der gælder for de forskellige samfund, vi deltager i – fra adfærdsreglerne på Mariehønestuen over den danske lovgivning og til de internationalt vedtagne regler for menneskerettigheder. Så den samfundsmæssige indfaldsvinkel til vores bygning må være noget med love og regler, som vi på et eller andet plan er blevet enige om.
Af Per Salling
Vi skal have fat i vores hus én gang til. Vi kan som før nævnt se på det fra forskellige synsvinkler, stille forskellige krav til det, og de krav falder i grove træk i 3 grupper:
- Bygninger skal kunne holde til at stå udendørs i årevis, selv om det regner og blæser. Det kan man kalde en naturvidenskabelig synsvinkel.
- Bygninger skal tilfredsstille brugernes – dvs. menneskers – behov, både de rationelle og de irrationelle. Det er en meget bred palet af krav (praktisk anvendelighed, fysisk og psykisk miljø, æstetik m.v.) som man kan samle under fællesbegrebet den humanvidenskabelige synsvinkel.
- Bygninger skal være opført i og for samfundet og efter samfundets regler – altså på samfundets præmisser. Det er den samfundsvidenskabelige synsvinkel. Den må nødvendigvis findes, for vi har behov for at kunne behandle den samfundsmæssige viden på en professionel måde.
Samfundsvidenskaberne er den gruppe forskningsområder, der beskæftiger sig med samfundet og dets indretning og med vores liv som samfundsborgere: Jura, sociologi, økonomi, politik, statskundskab, antropologi… Her kommer vi endnu et stykke vej væk fra det naturvidenskabelige ideal om, at alt skal kunne måles og vejes på en fuldstændig objektiv vægt – og dog.
Paradigmer – og paradigmer
Vi er nødt til at gå tilbage til Thomas Kuhn og hans paradigme-begreb:
Forskere kan aldrig begynde helt fra scratch (siger Kuhn) – de har uundgåeligt forudfattede meninger eller ”forudforståelser”, som en hermeneutiker ville sige. Derfor er deres fakta ”teoriladede”. Det giver en række udfordringer – for eksempel vil mange af vores fakta-indsamlinger være styret af, hvad vi forventer at finde.
- Hvad finder vi, fordi vi leder efter det?
- Hvad finder vi, som vi ikke leder efter?
- Hvordan reagerer vi, hvis vi finder noget, vi ikke leder efter?
Alle videnskaber har nogle underforståede forudfattede meninger – ”den tavse viden” – som hænger sammen og udgør et paradigme. Et eksempel: Naturvidenskabens vilje til, at alt skal være måleligt.
Så længe et paradigme dominerer og er alment accepteret, bedriver forskerne inden for området normalvidenskab. Efterhånden som der opdages anomalier – fakta, der ikke kan rummes i paradigmet – trues paradigmet. En dag er der nogen, som konstruerer et nyt paradigme, som stemmer bedre med de ophobede fakta. Der kommer en videnskabelig revolution eller et paradigmeskifte.
Alt det gælder jo ikke kun udviklingen af paradigmer inden for det store sammenhængende naturvidenskabsområde, vi med en armbevægelse ud til siden og op bagud kalder ”naturlovene” – Einstein og alt det dér. Det gælder også inden for det enkelte forskningsområde. Og det påvirker måske hverken dine eller mine personlige forhold eller samfundets lovgivning, at der bliver rykket ved den astrofysikkens indsigt i universets organisering; men paradigmeskift inden for medicinsk forskning eller forskningen i kernekraft kan da i høj grad gøre det.
Som jeg nævnte i kapitlet om videnskabelige revolutioner, så kan paradigmer forekomme i mange parallelle dimensioner: Opdagelsen af DNA har ændret virkeligheden inden for både den medicinske forskning, kriminologien og arkæologien, og marxistisk økonomisk teori rummer et helt andet og konkurrerende verdensbillede end den klassiske liberalistiske model.
Inden for enkelte forskningsområder hersker ét enkelt paradigme ad gangen. Vi kan ikke skrue vores opfattelse af geofysikken tilbage til tiden før Galilei, og ”Flat Earth Society” og kreationisterne kan ikke begrunde deres meninger om verdens eksistens med rationelt acceptabel viden. Men på forskellige områder gælder forskellige regler. Som en af mine studerende så smukt udtrykte det: ”Den store forskel mellem tyngdeloven og byggeloven er vel, at det er sværere at få dispensation fra den ene end fra den anden. Det hænger nok sammen med, hvem der har vedtaget dem.” Lige præcis.
Der eksisterer altså flere af hinanden uafhængige paradigmer eller lovsæt ved siden af hinanden – konkurrerende og/eller supplerende. Mange, faktisk. Og det er et problem, som vi må konstruere os ud af.
Konstruktivisme og socialkonstruktivisme
Hvis vi tager den studerendes eksempel ovenfor, så konstaterer hun en ontologisk forskel – en væsensforskel – mellem tyngdeloven og byggeloven. Naturlovene er den faste og uforanderlige (men endnu ikke helt gennemskuede) makronbund under hele eksistensen, hvorimod de menneskevedtagne love er noget, vi kan snakke om og evt. ændre, hvis det passer et beslutningsdygtige flertal af os. Men begge sæt love gælder for os i hverdagen. Hvordan løser vi den udfordring i praksis?
Konstruktivismen er et forsøg på en løsning af det problem:
- Det er ikke interessant, hvordan tingene er i sig selv.
- Det er derimod interessant, hvordan og hvorfor man som individ erfarer, forstår og beskriver dem på forskellige måder, og hvordan de regulerer vores tilværelse.
For eksempel: Hvad er ”sandheden” om den bygning, du befinder dig i lige nu, mens du sidder og læser det her? Dens vægt – summen af byggematerialernes vægt? Dens pris? Dens egnethed til sit formål? Om den er behagelig at opholde sig i? Dens lovlighed? Dens ejerforhold? Osv. Konstruktivismen er opstået som en logisk konsekvens af den flerhed af gyldige sandheder.
- Konstruktivismen interesserer sig for, hvordan vi hver især ”konstruerer” en ”virkelighed”, vi kan bruge til noget her og nu – ved til- og fravalg af data.
- Socialkonstruktivismen interesserer sig for, hvordan vi som samfund ”konstruerer” en fælles virkelighedsopfattelse, der kan bruges til noget. Og det gør vi gennem sproget.
NB: ”Konstruktivisme”/ ”socialkonstruktivisme” og ”konstruktionisme”/ ”socialkonstruktionisme” er ikke det samme; det sidste er (for nogle) en mere radikal version af det første. Der er også nogle, der nærmest bruger navnene i flæng. Det er en begrebsforvirring, der skyldes, at man inden for psykologien bruger ordene på en lidt anden måde. Her bruger jeg ordet ”socialkonstruktivisme” på den måde, det er defineret i Wikipedia, da det ser ud til at være den mest udbredte betydning.
Socialkonstruktivismen og sproget
Socialkonstruktivismen bliver altså det værktøj, vi kan bruge til at få styr på vores fælles daglige virkelighed. Og den handler om, hvordan vi skaber en fælles forståelse om alt muligt gennem de ord, v bliver enige om at bruge.
Det vil sige: Vores viden om verden er først og fremmest tilgængelig for os i kraft af de ord, vi bruger om det, vi kalder ”virkelighed”. Vi kan ikke tale om det, vi ikke har ord for; og vi kan ikke tale med hinanden om det, vi ikke har et fælles ordforråd om.
Vi kan altså først tale om fænomener, når vi har fået ord for dem – derfor ”eksisterer” de så at sige ikke før det tidspunkt. – Eller vendt om (det er ægget og hønen igen): I samme brøkdel af et sekund vi hver især støder på et ukendt fænomen, ”opfinder” vores hjerner et ord for det. Ved først givne lejlighed bliver vores hjerners hjemmelavede ord så socialiseret – rettet ind til højre efter, hvad alle andre kalder dimsen: ”Torben og Lise har lavet en fiks knagerække i deres entre af sådan nogle sjove gamle porcelænsduttelutter fra el-masterne…” – ”Mener du isolatorer fra el-ledninger? – Okay, smart!”
Hvis ordet er nyt – fx ”AI” eller ”at prompte” – sker der en slags udskilningsløb mellem forskellige ord for fænomenet; og når tilstrækkeligt mange er enige om et ord, og det er blevet udbredt, kan det (måske) komme med i Dansk Sprognævns online-ordbog ”Nye ord i dansk”. Sammen med alle de andre nye ord det år.
Et meget vigtigt forskningsobjekt for socialkonstruktivisten er derfor selve betydningsdannelsen, fordi den er afgørende for den sproglige ”virkeliggørelse af virkeligheden”. – Vi andre kan nøjes med at tage til efterretning, at det-og-det nye ord nu er knyttet til det-og-det fænomen.
Lyder det langhåret? Så tænk engang over, hvor meget det betyder inden for jura, politik, økonomi… (fortsæt selv listen), at vi er enige om, hvad ordene betyder!
Sproget (og Verden?) som en social konstruktion
Nogle socialkonstruktivister går planken ud og definerer ”virkeligheden” som en social konstruktion. Man kan selvfølgelig sige, at den sociale virkelighed (samfund, sprogfællesskab, kultur) er en social konstruktion, mens man nok må acceptere, at den fysiske virkelighed (naturlovene) ikke er det.
Et måske lidt provokerende eksempel: Er Holocaust en social konstruktion?
- Nej – i den forstand, at det var en virkelig hændelse i den fysiske verden.
- Ja – i den forstand, at det var en hændelse, der blev udtænkt, planlagt og gennemført af mennesker, der indgik i en meget specifik social sammenhæng.
Er ordet ”Holocaust” en social konstruktion?
Ja – i hvert fald i den forbindelse, vi tænker på her. Ordet holocaust (fra engelsk) betyder egentlig “brændoffer”, og stammer fra latin holocaustum (brændoffer) . Det blev første gang brugt om jødeudryddelsen under 2. verdenskrig i forbindelse med 6-dageskrigen 1967 og blev udbredt over hele verden af den amerikanske TV-serie ”Holocaust” 1978. Jøderne bruger selv ordet ”Shoah” (katastrofe).
Sådan kan vi blive ved:
- Er medlemmer af Hamas terrorister eller frihedskæmpere?
- Er Ali og Fatima henne på hjørnet ”etniske”, ”3.g’ere”, ”indvandrere” eller ”efterkommere”?
- Går du ind for børnebegrænsning eller fosterdrab?
Og det siver ind i det politiske sprog. SU kan omdøbes til ”cafépenge”, fattige kan forsvinde ud af dagligsproget ved at blive forvandlet til ”medlemmer af en lavindkomstgruppe”, og ”Udlændingeservice” blev navnet på det kontor, der tog sig af udvisning af uønskede flygtninge.
Sproget skaber virkeligheden.
Et grotesk eksempel: DSB’s IC3-togdæt var oprindeligt malet cremehvide med røde døre, flot og karakteristisk. Men så skulle de underordnes banernes nye og ikke særligt muntre ”designprogram”, hvor alt skulle males i 2 farver gråt. Det var der en vis modstand imod, og for at lette vejen spredte man fra DSB øgenavnet ”melormene” om dem. Jeg ved det – fra en af dem, der var med til det.
Virkningen kan også gå den anden vej, så det er dagligdagen, der beriger sproget: ”ligusterfascist” (registreret 1971) var 60’er- og 70’erslang for parcelhusejere. Andre eksempler er ”helikopterforældre” (2006), ”hjemmerøver” og ”spøgelsespatient” (2007), ”lømmelpakke” (2009), ”kødklister” (2010), ”E-røg” og ”phablet”(2013), ”disruption” (2016) og ”peniscollage” (2017) – alle direkte ud af den daglige samtale på tidspunktet.
Det omvendte gælder selvfølgelig også. Ord som ”e-røg” og ”phablet” er meningsløse, hvis vi ikke kan forbinde noget med dem. Eller som den britiske filosof Bertrand Russell formulerede det: ”Man kan ikke forstå ordet ‘ost’, hvis man ikke har en ikke-sproglig association til det.”
Socialkonstruktivismens ontologi
Er det muligt at manipulere med ”tingenes væsen”? Ja – når ”tingene” bunder i vores sprog! Tænk på ”Cafépenge”, ”medlemmer af lavindkomstgruppen” og ”Udlændingeservice”. Tænk på historien om IC3-togene, på Putins konstante omtale af ukrainerne som nazister og på Hitlers radiotale om morgenen 1. september 1939, da tyskerne invaderede Polen: Siden kl. 5.45 i morges har vi gengældt ilden fra polakkerne!
Det er aldrig blevet formuleret tydeligere end af den amerikanske senator Moynihan, der i en debat i senatet nedlagde en modstander med ordene: ”You, sir, are entitled to you own opinion, but you are NOT entitled to you own facts.”
Sådan er det. Vi har ret til vores egne synspunkter, men ikke til vores egne fakta.
I planchen nedenfor der en modsætning mellem (til venstre) ”lovlige” afvigelser, hvor større eller mindre samfund accepterer en videnskabeligt funderet moderne verden, men insisterer på retten til at leve i den på deres egen måde, og (til højre) ”ulovlige” afvigelser, hvor nogle samfund fornægter en videnskabeligt begrundet tolkning af verden. Det handler om accept af viden til venstre og insisteren på tro til højre. Bemærk i øvrigt, at montren med Christian Science på tysk (Kurfürstendamm i Berlin) er tom…
Hvis du læser med her, er du selvfølgelig klar over at din professionelle verden er videnbaseret, ikke trosbaseret. Tillykke! Du er i godt selskab.
Men du er også truet. Den amerikanske forfatter Isaac Asimov udtrykte det ret pessimistisk i 1980: ”Der er en dyrkelse af stupiditet i De Forenede Stater, og det har der altid været. Den antiintellektuelle tendens har været en konstant tråd i vores politiske og kulturelle liv, og den er blevet næret af den falske antagelse af, at demokrati er ensbetydende med, at ’min uvidenhed er lige så god som din viden’.”
Den holdning: ”Min uvidenhed er lige så god som din velbegrundede viden” har medvind også herhjemme, og den bliver næret kraftigt af debatten på de sociale medier.
Samfundsvidenskab blander human- og naturvidenskab
Vi skal lige have fat i de 3 videnskabsteoretiske spørgsmål igen:
- Hvilke dele af virkeligheden skal jeg udvælge og undersøge for at få den viden jeg ønsker? – det kalder man det ‘ontologiske‘ spørgsmål.
- Hvordan kan jeg få den viden jeg vil finde? – det kalder man det ‘epistemologiske‘ spørgsmål. (Jf. planchen lige før: Hvad vil det sige at vide noget?)
- Hvordan er forholdet mellem mig der undersøger, og det jeg undersøger? – det kalder man enten for ‘Subjekt/objekt-modstillingen‘ eller ‘Forholdet mellem analytisk og empirisk objekt‘
Så: Hvilke tilgange til analyse er på sin plads her i den samfundsvidenskabelige stue?
Traditionelt har videnskabsteoretikere skelnet mellem naturvidenskabelige og humanistiske metoder – fx kvantitative vs. kvalitative analyser, objektiv måling vs. forståelse osv. Det er bare sådan, at det på mange samfundsvidenskabelige fag som jura, økonomi og samfundsfag ikke giver mening at nøjes med den ene type metode eller at vælge den ene type metode frem for den anden.
Hvis man vil undersøge og prøve at forstå, hvordan vi mennesker indretter os og opfører os i et samfund, hvilke ønsker og krav vi har til vores omgivelser, hvilke behov vi forsøger at få opfyldt og hvilke hensyn vi mener det berettiget at kræve og at tage, så stiller det flersidede krav til ens analyse.
Som der står på Videnskab.dk: (Hvad er videnskabelig metode?)
- På den ene side skal en samfundsvidenskabelig metode indeholde et element af naturvidenskabelig metode. Den skal for eksempel kunne ‘måle’, hvordan det påvirker økonomien, at vi har en folkeskole i Danmark – ligesom naturvidenskaben kan måle på vejrforhold og mængden af blod, vores hjerne skal have for at kunne fungere.
- På den anden side bliver samfundsvidenskabelig metode også nødt til at indeholde et element af humaniora. Samfund består nemlig af mennesker – og vi mennesker kan opføre os uforudsigeligt.
Det står i kontrast til naturvidenskaben, hvor man groft sagt går ud fra, at naturen altid opfører sig ens. Det periodiske system indeholder for eksempel 118 forskellige grundstoffer, som reagerer med hinanden på samme måde i dag, som de gjorde for 3 milliarder år siden.
Forfatteren på Videnskab.dk udtrykker sig lidt klodset her; for med den viden, vi har i dag, hvor klimaforandringerne allerede er i gang, kan vi bestemt ikke sige, at ”naturen altid opfører sig ens”. Men reglerne er uforanderlige, og naturen opfører sig forudsigeligt – hvad der er en udfordring for os mennesker, der endnu ikke kender den godt nok til altid at kunne forudse den.
Hvadenten-eller, så lægger samfundsvidenskabens bredde op til en meget frigjort brug af metoder, som du dog altid skal kunne begrunde. En mulig (og meget benyttet) metode er kombinationen af kvantitativ og kvalitativ analyse:
- En statistisk undersøgelse – fx med spørgeskema – for at etablere et grundlæggende datasæt.
- Invitation til nogle af respondenterne til at deltage i en fokusgruppe for komme dybere ned i nogle få udvalgte punkter fra spørgeskemaet og få en mere præcis viden om noget særlig vigtigt.
En anden meget brugt fremgangsmåde er den rent abduktive, hvor man ud fra en mere eller mindre dækkende hypotese prøver at ræsonnere sig baglæns fra en uønsket tilstand til en sandsynlig årsag, som man så igen prøver at kvalitetssikre med de foreliggende data i en hermeneutisk spiral. – Men metodevalget selvfølgelig må altid afhænge af det foreliggende problem.
Sammenligning: De tre videnskabssyns ontologi og epistemologi
(Forenklet. Meget forenklet.)
Hver videnskab har sin egen ”regionale” ontologi. Fx:
- Naturvidenskab: Ja, der findes en objektivt fysisk virkelighed, som vi kan måle
- Humanvidenskab: Nej, der findes ikke en objektiv virkelighed, for målingerne bliver først til ”virkelighed” og viden, når vi har fortolket dem
- Samfundsvidenskab: Det er muligt at konstruere en ”virkelighed” som et sprogligt udtryk, der kan rumme de observerede samfundsmæssige kendsgerninger
Hver videnskab har sin egen ”regionale” epistemologi. Fx:
- Naturvidenskab: Alt kan erkendes objektivt med mål, vægt og logik.
- Humanvidenskab: Forskellige mennesker oplever verden forskelligt (subjektivt) pga. forskellige sanseoplevelser og ”forudforståelser”.
- Samfundsvidenskab: Forskellige samfund oplever og beskriver verden forskelligt (kollektiv bevidsthed) pga. samfundsskabte konventioner.
.
Læs evt. mere her:
Videnskab.dk: Hvad er socialkonstruktivisme?
Læs videre i serien:
- Videnskabsteori i harehøjde – Indledning
- Fagets videnskabsteori: Det, du ikke kan undvære
- Hvad vil det sige at vide noget?
- Hvad er ”virkelighed”?
- Hvad er “videnskab”?
- Mere om videnskabelig metode
- Naturvidenskabelig tænkemåde
- Induktion, deduktion og abduktion
- Humanvidenskabelig tænkemåde
- Videnskabelige revolutioner
- Samfundsvidenskabelig tænkemåde
- Videnskabelig redelighed og videnskabelig formidling
.
© Per Salling, Omatskrive.dk, 2024
Views: 73