Dine læsere er dine samarbejdspartnere

At skrive er altid at besvare spørgsmål. Postkortet til mor fra Mallorca er svar på spørgsmålet "har I det godt, og skinner solen?" Lærebogen i statik er svar på spørgsmålet "hvor meget våd sne kan dette tag holde til?" - Men meget tit er spørgsmålet ikke stillet direkte, og så må du selv stille det på læserens vegne for at vide, hvad du skal svare. Og det er slet ikke så let. Hvad så?

Af Per Salling

Først af alt: At skrive er en tovejsproces. Medmindre du skriver dagbog, skriver du for en læser. Det forudsætter et samarbejde. Dit job som skribent er at besvare læserens spørgsmål. Måske kender du spørgsmålene. Men meget ofte er du så indforstået med emnet, at du ikke ser det fra læserens synspunkt. Derfor er det en fremragende måde at begynde en skriveproces på, at du brainstormer de vigtige spørgsmål med mulige læsere.

Citatet er fra et nyhedsbrev fra Writing Matters, Enlisting Reviewers, Editors, and Cold Readers as Writing Collaborators. Og jeg kunne ikke være mere enig.

Bedre breve, bedre e-mails - bedre bog!

For nogle år siden arbejdede jeg i al min fritid på "Bedre breve - bedre e-mails". På et tidspunkt var jeg klar med et småfærdigt manuskript, som jeg så afleverede til forlaget. De satte en redaktør på, som gav mig en udmærket feedback og en stribe forslag til forbedringer, og det var fint nok.

Men egentlig var forlagsredaktøren jo ikke medlem af min målgruppe - alle dem, der sidder i kommuner, pensionskasser, a-kasser, forsikringsselskaber, større og mindre firmaer og skriver breve og e-mails til kunder, borgere, klienter …

Så jeg tog mit manuskript og gik ud i verden - dvs. ud i Codan Forsikring, hvor jeg arbejdede på det tidspunkt - og lokkede en række garvede forsikringsmedarbejdere med kundekontakt til at læse hele herligheden igennem med en rød kuglepen i hånden.

Det rykkede! Teoretiske afsnit, der var gået glat gennem forlagets kommentar, blev barberet tilbage, og antallet af eksempler og øvelser blev mangedoblet.

Bogen blev løftet fra at være mit bud på, hvad læserne burde vide, til at være svaret på deres spørgsmål: Hvordan bliver vi bedre til denne del af vores job?

Hvem skriver du for?

Uanset hvad du skriver (medmindre du skriver dagbog eller digte til skrivebordsskuffen), så skriver du for at fortælle noget til nogen. Hvem? Hvad? Hvad vil du opnå?

Det er dit eget ansvar, at din læser - ikke din forlagsredaktør eller chef, men din rigtige kød og blod-læser ude i den vilde, virkelige virkelighed - forstår det, du skriver. Og forstår det netop på den måde, du mener det.

Hvis du vil være helt sikker på, at du besvarer læserens spørgsmål (Må jeg bygge min carport så tæt på skellet? - Hvad betyder forhøjet levertal? - Hvor skal kommaet stå i den her sætning?) på en måde, læseren fatter, så test det på én som læseren. Det skal være én, der ikke er indforstået med emnet, og som ikke er din kollega eller fagfælle. Én der er typisk for din målgruppe, og som kan sige til og fra.

Science fiction forfatteren Ursula le Guin skriver om romanforfatterens arbejdsvilkår: The writer cannot do it alone. The unread story is not a story; it is little black marks on wood pulp. The reader, reading it, makes it live: a live thing, a story.

Men det samme gælder jo for dig! Du, som sidder dér og skriver rapporter, lærebøger, breve og e-mails til kunder, borgere og klienter ... Du vil læses, og du vil forstås. Du skriver ikke, fordi du fryser om fingrene, men fordi du vil opnå noget.

Hvorfor så ikke sigte efter målet i stedet for at skyde med spredehagl?

Boksen

Hvis du ikke tør, er du en kylling!




Læs også



JavaScript Menu Courtesy of Milonic.com