Læs din tekst højt!

En tekst skal ikke bare kunne læses og forstås. Den skal også kunne høres af læserens indre øre, og den skal lyde ordentligt. Ellers får læseren det indtryk, at den "modsætter sig læsning" - at den stritter imod. Det er en af de egenskaber ved tekster, der kan gøre dem allermest anstrengende at læse, og det er helt unødvendigt; for det er nemt at undgå.

Af Per Salling

For en del år siden arbejdede jeg i et større dansk forsikringsselskab. En af mine opgaver var at være en slags "ghostwriter" for direktøren for erhvervsdivisionen; det bestod i at skrive hans lejlighedsvise interne nyhedsbreve, jule- og feriehilsener osv.

Det foregik altid på samme måde. Jeg fik et oplæg om indholdet fra hans sekretær. Jeg skrev et udkast, som jeg prøvede at få til at lyde som ham, og så gik jeg ned til ham med det. Han satte sig til rette med papiret, rettede på brillerne og begyndte at læse højt. Det flød fint et par linjer, og så gik det galt: "Det ord ville jeg aldrig bruge - find på et andet." Et par linjer senere var den gal igen: "Den sætning er altså for lang - jeg kan ikke nå ned til punktummet, før jeg skal trække vejret. Næste stop: "Det her ... der er noget med den ordstilling, det lyder forkert. Kan vi ikke ..." og så videre.

Blandt de andre kommunikationsmedarbejdere gik han for at være "besværlig" og "krævende", og de var glade for at tørre den opgave af på mig. Det forstod jeg ikke. Jeg fik stor respekt for hans måde at tage skrivearbejdet seriøst på, jeg lærte meget af det, og resultatet blev fremragende: Kollegerne "kunne høre ham sige det", når de læste hans nyhedsbreve på intranettet.

Lige siden har jeg læst mine egne tekster højt og rettet dem til bagefter, når jeg på nogen måde kunne få tid til det. Og når jeg ikke har gjort det, har jeg tit fortrudt det.

Hvad giver det mig?

For det første fanger jeg de sætningsfejl, der som regel dukker op under redaktionen: Dér, hvor man bytter rundt på hoved- og ledsætning, flytter en halv sætning op eller sletter den, og hvor man ikke lige får foretaget de nødvendige konsekvensrettelser rundt om ændringen. Og så videre.

For det andet fanger jeg væsentlig flere slåfejl end under en normal selvkorrektur.

For det tredje opdager jeg de steder, hvor jeg simpelthen har skrevet noget vrøvl: Sætninger, der overhovedet ikke flyder, eller som lyder dumt - fx "men" 4 gange på 3 linjer - og steder, hvor logikken halter.

Og for det fjerde og vigtigste: Mine tekster kommer til at lyde som mig. Hvis de flyder for mig, når jeg taler, så lyder de som mig.

Hvad kigger og lytter jeg efter?

En tekst bliver jo ikke til talesprog, fordi den bliver læst højt. Prøv selv - eller lyt til den usikre foredragsholder, der læser op af sit manuskript i stedet for at fortælle tilhørerne, hvad der står i det. Her er nogle punkter, jeg er opmærksom på:

  1. Lyder teksten som talesprog? Det er vigtigt! Skriftsprog har en tendens til at blive mere kompliceret end talesprog, fordi vi kan sidde og pusle med det, tilføje bidder, flytte rundt osv. Somme tider meget mere kompliceret. Og så skaber man et unødvendigt problem for sine læsere. Teksten kan nemlig ikke bare trænge gennem øjnene og videre ind i hjernen som "indhold" - den skal oversættes til "sprog" under læsningen for at kunne forstås og lagres korrekt. Indhold og udtryk kan ikke skilles, det er den vigtigste sandhed overhovedet om kommunikation. Hvis jeg snubler over mine egne ord, er der selvfølgelig noget galt. Og hvis jeg hiver efter vejret, før jeg når ned til det næste punktum, er jeg nødt til at gøre noget ved sætningslængden. Alt andet er uprofessionelt.
  2. Hvordan er rytmen? En tekst er ikke kun ord, den er også lyden af ordene: Vokalerne, konsonanterne og - først og fremmest - rækkefølgen af trykstærke og tryksvage stavelser. Når man læser højt, hører man tydeligt, om ordene lyder godt i sammenhængen, eller om de "banker" mod hinanden. Man kan stole på sine ører - de ved langt mere om rytme end hjernen gør!
  3. Flyder teksten? Det handler ikke kun om lyden, men også om formuleringerne. Hænger sætningerne sammen? Lægger den ene op til den anden? Når man står og fortæller om et emne, bruger man sikkert nogle vendinger som "på den anden side", "når vi kommer til", "resultater er selvfølgelig", "ikke mindst når det gælder", "desuden" og så videre. Det gør jeg i hvert fald. Den slags forbindere får en tekst til at hænge sammen; men de kan også få den til at smuldre, hvis der er for mange.
  4. Giver det hele mening? For at få svaret på det spørgsmål, er det bedst at lade teksten ligge en dags tid og glemme så meget som muligt om indholdet. Lave noget andet i mellemtiden, fx. Og så læser jeg stille og roligt hele herligheden igennem, mens jeg lytter til mig selv. Kommer tingene i den rigtige rækkefølge? Mangler der noget? Er der gentagelser? - Den læsning kan det give mening at lad en anden foretage, mens man selv sidder og lytter.
  5. Og så er der selvfølgelig slå-, stave- og redigeringsfejl. "Hvad i alverden er det, jeg har skrevet dér?" Det er en temmelig almindelig tanke, man får, når man læser sin egen tekst højt. Hovsa - godt, at jeg var alene ...

Kan én læsning gøre det?

Nej, det kan den ikke - og slet ikke, hvis du ikke er øvet i at lytte til dig selv. Jeg læser som regel 2 gange, hvis det er vigtigt: Én hvor jeg lytter efter sammenhæng, og én hvor jeg lytter efter rytme, lyd, flow ...

Til sidst: Hvis det skal være ekstra godt, så få din kæreste, din kollega eller din mor til at læse teksten højt "fra bladet" uden at læse den igennem først. Lyt omhyggeligt og læg mærke til, hvor det slår sludder. Dér har du et problem!



Læs også:


JavaScript Menu Courtesy of Milonic.com