Dansk stil, Studienet.dk og alt det dér …

Der kører et spil mellem elever og studerende, der prøver at komme så let til anstændige karakterer som muligt, og lærere, der prøver at dæmme op for "snyd". Hvad gør den kloge elev?

Af Per Salling

Der kører et spil mellem elever og studerende, der prøver at komme så let til anstændige karakterer i dansk stil (og alt muligt andet) som muligt, og lærere, der prøver at dæmme op for "snyd". Det har der altid gjort, det vil der altid gøre, og det har jeg en mening om, som jeg vil holde for mig selv her og nu. (Jeg har også gået i gymnasiet engang, selv om det godt nok er længe siden.)

MEN i egen interesse er du fanden gale mig nødt til at lære teknikken "at skrive"!

Du skal kunne skrive dansk!

Du er nødt til at kunne formulere dig nogenlunde rimeligt på dansk for at kunne klare dig i stort set en hvilken som helst jobfunktion. Måske lige med undtagelse af gadefejer, og dem bliver der (som vi kan se på gaderne) færre og færre af. Dine forældres generation kunne i et vist omfang klare sig uden den evne. Du kan ikke.

Du er nødt til at kunne skrive en nogenlunde sammenhængende og fornuftig forklaring af et fagligt emne for at kunne gennemføre en hvilken som helst uddannelse. Kan du ikke det, når du bliver optaget, må du i gang med at lære det til den tid. Og så er du bagud fra starten.

Der er kun en måde at lære det på: Øvelse! Den får du ved at skrive selv, ikke ved at downloade andres tvivlsomme åndsprodukter og klistre dem sammen.

Hvis du ikke får samlet en eller anden grad af skrivekompetence op undervejs i skolesystemet - og jeg tænker ikke på evnen til at smøre smileys ud over en Facebook-væg - så risikerer du, at du før eller siden hænger på en knage med stemplet "Taber!" på den ene skinke. Og du vil kun have dig selv at sparke for det.

Brug din lærer - han/hun er der for det samme!

Det hedder ikke "dansk stil" mere, og de nye gymnasiestil-genrer er ligegyldige, fordi de er fiktive. Men de giver dig mulighed for at skrive. At øve dig. At få kritik, lære og blive bedre - måske endda helt frem til det øjeblik, hvor du ikke kan holde op, fordi du pludselig føler, at du bestemmer over sproget i stedet for omvendt. Så begynder det at blive sjovt!

Din lærer er der for at undervise og vejlede dig. Han/hun får penge for det. Benyt dig af det! Og hvis danskundervisningen går skråt op i freudianske fortolkninger af folkeviser, så insistér på at lære noget nyttigt ind imellem.

At skrive, for eksempel.

Fat det nu! Og læs så videre her: Dansk stil - og det der ligner.



Læs også

  • Rapporter - skriveproces og skriveteknik
  • Skriv FØRST, redigér BAGEFTER

  • JavaScript Menu Courtesy of Milonic.com